Hver uge kan du her på Gul klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.

Så kom vi igennem endnu en NFL-uge. Den bød på et nederlag til favoritten Mahomes, og det kan udjævne feltet en smule. Mahomes er dog stadig den klare favorit, og der skal lidt mere til, før han bliver overhalet.

Eagles smadrede Titans, og Hurts tilføjede derfor til sit kandidatur, mens Joe Burrow bare fortsætter sin suveræne stil.

Lamar Jackson måtte udgå med en skade, hvilket kommer til at koste dyrt i kampen om årets titel. Til sidst vandt Josh Allen mod Patriots, men uden rigtigt at shine.

Med alt det sagt, så lad os tage et kig på den opdaterede tabel.

Termometeret er – som altid – inddelt i fire kategorier:
Brandvarm – De spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på
Gløder stadig – De yderste mandater i top 10, som måske kan gøre sig gældende
Slår gnister – viser glimt af storhed, men skal spænde hjelmen resten af sæsonen

Listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset. Det er mit bud på, hvordan feltet ser ud lige nu.


Brandvarm

1. Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs (-)
For tredje gang i streg tabte Patrick Mahomes til Joe Burrow og Cincinnati Bengals.

Det er ved at udvikle sig til et af ligaens mest underholdende rivalopgør, men nok ikke et, som Mahomes nyder.

Mahomes ramte på 16 af sine 27 kast og kastede et enkelt touchdown, hvilket ikke er nogen dårlig dag på kontoret. Men Mahomes var kun den næstbedste quarterback på banen.

Foran venter et noget nemmere program, og Mahomes burde kunne cementere sin plads ligaens vigtigste quarterback. Han får i hvert fald mulighed for at pumpe sine stats op, når han over de næste fem kampe skal møde Broncos to gange og Houston Texans en enkelt gang.

2. Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles (-)
Hurts spillede en næsten perfekt kamp, da han ramte på 29 af sine 39 kast. Det hjælper selvfølgelig, når man har en receiver som A.J. Brown, som var dominerende i kampen mod sit tidligere hold.

Men Hurts bidrog med tre touchdowns via luften og et enkelt via benene og var en regulær enmandshær.

Han er derfor fortsat førsteudfordrer til Mahomes.

Varm

3. Joe Burrow, QB, Cincinnati Bengals (+3)
Joe Burrow er for vild.

Ikke bare slog han Kansas City Chiefs, som har været altdominerende – Han slog dem med stil.

Burrow sikrede Bengals deres tredje sejr i år(!) over Chiefs, og han gjorde det med en passerrating på 126,6.

Nu venter der en kamp mod Browns, som har Watson under center. Watson så rusten ud i sin første kamp i orange, da Browns slog Houston Texans – Men Burrow har aldrig vundet over Browns (0-4) og Bengals har tabte otte af de sidste ni interne opgør.

4. Geno Smith, QB, Seattle Seahawks (-)
Geno fortsætter med at imponere.

Denne gang satte han divisionsrivalerne på plads med 3 touchdowns på 39 kast. Han fører i øjeblikket ligaen i antallet af kampe med +1 touchdown, antallet af kampe med +100 passer rating og antallet af kampe med mere end 70% grebne bolde.

5. Josh Allen, QB, Buffalo Bills (-)
Josh Allen gjorde ikke noget for at falde længere ned i rangeringen. Men han gjorde heller ikke nok til at overhale hverken Geno eller Burrow.

Bills mangler både svære og lette modstandere, men den helt store test kommer til at stå i spilleuge 17, når han og Bills skal i duel med Bengals.

Kampen kommer til at have kæmpe indflydelse på slutspillet og rangeringen i MVP-ræset.

Gløder stadig

6. Tua Tagovailoa, QB, Miami Dolphins (-3)
Tua var ikke sit sædvanlige præcis jeg.

Han ramte på 18 af 33 kast, og kastede lige så mange touchdowns som interceptions.

San Francisco 49ers er også et godt forsvar, men har man ambitioner om at være ligaens MVP, så er der ikke plads til en dårlig dag på kontoret.