Hver uge kan du her på Gul klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.
Vi er nu to tredjedele igennem sæsonen, og vi kan derfor stille og roligt begynde at spå om, hvem der vinder årets MVP. Foran os venter endnu seks spillerunder, så meget kan ske endnu. Som sædvanligt er feltet fyldt med quarterbacks, men én af dem er et mulehår foran de øvrige.
Når det er sagt, så er det almen viden i NFL, at “sæsonen ikke starter før Thanksgiving”, og en god start er fløjtende lige meget, hvis du ender med at tabe seks i streg. Omvendt kan man vinde titlen, hvis man er med til at slutte sæsonen med en slutspurt og sikre holdet en plads i slutspillet.
Med alt det in mente, så lad os tage et kig på, hvem der kan ende med at løbe med titlen i år.
Termometeret er inddelt i fire kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på
Gløder stadig – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende
Slår gnister – viser glimt af storhed og kan være en farlig dark horse
Listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset. Det er et bud på, hvordan feltet ser ud lige nu.
Brandvarm
1. Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles (-)
Den vigtigste stat, når man skal finde ligaens MVP, er sejre.
Det er ikke den mest retvisende stat for noget som helst, men sådan er verden nu engang skruet sammen – og Jalen Hurts vinder, når han er på banen.
10 sejre i 11 forsøg er forrygende og bedst i ligaen, og det virker ikke som om, at nogen rigtig kan finde opskriften på at slå Eagles.
Hurts har været super solid, uden at have de samme vanvittige kampe som vi fx så Mahomes have sidste år eller som nogle af de andre QBs har haft, men han har været bundsolid. En oplagt kandidat til at vinde titlen i år.
Hans 18 kastede touchdowns synes ikke af meget – men hans 11 løbne touchdowns bringer ham op på 29 styks, hvilket er flest i ligaen.
2. Lamar Jackson, QB, Baltimore Ravens (-)
Lamar Jackson har haft én kamp, med flere end 300 yards og én kamp med mere tre kastede touchdowns. Det var den samme kamp.
Men Jackson er så meget mere end bare en quarterback, der kan kaste. Hans blotte tilstedeværelse på banen gør, at modstanderen er nødt til at træde ud af deres komfortzone, og fuldstændig ændre spillestil, alene for at stoppe Jackson, der både er en trussel gennem luften og med sine ben.
3. Josh Allen, QB, Buffalo Bills (-)
Tredje quarterback, der både er en trussel med armen og med benene. Josh Allen har kastet flest touchdowns i ligaen, og kun Hurts har løbet flere touchdowns over stregen.
Allens kandidatur lider under, at han og Bills ikke ligger lige så godt til i kampen om slutspilspladser, og en dårlig stime midt på sæsonen gør Bills til et uvant midterhold.
Læs også: Hjalte Froholdt og Cardinals blev kørt over i uge 12
Det er konsekvensen, når man kaster 13 interceptions, hvilket er flest i ligaen.
Varm
4. Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs (-)
Ingen MVP-snak uden Patrick “regerende MVP” Mahomes.
Det siger lidt om Chiefs og deres quarterback, at man er skuffet over at være 8-3 og AFCs næstbedste hold. Men realiteten er bare, at man forventer mere af Mahomes, som kun har været en top-5 quarterback indtil videre i år.
Skuffende.
5. Dak Prescott, QB, Dallas Cowboys (-)
Dak har været ligaens bedste quarterback, hvis du spørger PFF. Ingen anden QB kommer i nærheden af hans 92,1 rating, kun Allen har kastet flere touchdowns og kun Russell Wilson har en bedre “touchdown til interceptions” ratio (ja, det skulle jeg også lige dobbelttjekke).
Så hvad trækker Prescott helt ned på femtepladsen?
Læs også: 10 ting vi lærte i uge 12: Rekorder og fyringer
Det gør hans modstandere. Prescott har kunne pumpe sine stats op med kampe mod Giantsx2, Panthers, Cardinals, Jets i første kamp uden Rodgers, Patriots og Commanders.
Med det skema, er det svært at se dårlig ud, så selvom Dak har flotte stats, så er det nærmest forventet. Lidt for billig baggrund.
6. Bock Purdy, QB, San Francisco 49ers (-)
Brrrock Purdy er tilbage!
Det var en noget antiklimatisk afsked med den unge Mr Ligegyldig, men man må sige, at han er kommet tilbage igen.
Desværre for Purdy er der en anden spiller for guldgraverne, der er løbet med rampelyset, og det gør altså, at Purdy ikke er helt oppe og ringe på MVP-termometeret.
Brock har været stort set fejlfri – men han er bare ikke stjernen på 49ers angreb.
Gløder stadig
7. Tua Tagovailoa, QB, Miami Dolphins (-)
Tua har lidt samme udfordringer som Dak Prescott. Mod de dårlige hold er han virkelig god. Men spiller han mod Bills, Eagles eller Chiefs, så får han bank.
Eller rettere – Dolphins får bank.
Læs også: Video: Dolphins scorer vanvittigt touchdown
Tua er vist det, man kan kalde en god gammeldags gamemanager. Det er jo takket været cheftræner Mike McDaniels og Tyreek Hill, at Dolphins er så farlige.
Uden de to, ville Tua måske være mere menneskelig. Med de to, har Dolphins bevist, at de kan score 70 point i en kamp.
8. C. J. Stroud, QB, Houston Texans (-)
Gløder stadig eller slår gnister. Uanset hvilken kategori, du sætter Stroud i, så er han stadig en lille outsider til MVP-titlen.
Den unge førsteårsspiller har taget NFL med storm, og Panthers må sidde og ærgre sig over, at de kunne have haft Stroud bag center.
Læs også: Momentumeter: Spilleuge 12
Det er ikke til at vide, om verden havde set anderledes ud, hvis Panhters havde valgt anderledes. Men Stroud er endt i en drømmeposition og han udnytter sin chance fuldt ud.
9. Christian McCaffrey, RB, San Francisco 49ers (-)
Det er lang tid siden, at der har været en runningback som MVP. Det kommer heller ikke til at ske i år, men Christian “CMC” McCaffrey gør sit for at være med i opløbet, og det belønner vi med en pladsering som nummer 9 på denne uges termometer.
Hvis du havde 1. valget i din fantasydraft og gik med en anden spiller.. Tja, så ligger du, som du har redt.
Han har været fuldstændig ustoppelig indtil videre i denne sæson, og er en stor grund til, at 49ers er med helt fremme i kampen om slutsspilspladser og at Purdy ikke er højere i rangeringen.