Køb NFL GamePass
Forside Awards Bengals-duo løber med eftertragtede priser til NFL Honors

Bengals-duo løber med eftertragtede priser til NFL Honors

0

Ja’Marr Chase er dette års bedste offensive rookie, mens Joe Burrow blev hædret for sit comeback efter, at han rev korsbåndet over i 2020.

På søndag står Cincinnati Bengals i deres tredje Super Bowl nogensinde – og det er især på grund af Joe Burrow og Ja’Marr Chase, der har taget ligaen med storm i 2021.

Nu er de to profiler blevet hyldet til ligaens glamourøse prisuddeling NFL Honors, som finder sted i Los Angeles forud for Super Bowl LVI.

Prøv NFL GamePass gratis

Ja’Marr Chase blev hædret som årets bedste offensive rookie efter, at han greb 81 bolde for 1.455 yards og 13 touchdowns i grundspillet. Således overgik Chase sin tidligere LSU-holdkammerat Justin Jefferson, der ellers slog rekorden for flest grebne yards (1.400) blandt førsteårsspillere i NFL i fjor.

Ifølge Pro Football Focus var Ja’Marr Chase sågar den syvende bedst præsterende receiver i hele NFL. Det var også kun Cooper Kupp, Justin Jefferson og Davante Adams, der greb flere yards end Chase i 2021.

Ja’Marr Chases ‘partner in crime’ – såvel i LSU som i nu NFL – Joe Burrow blev også hædret ved NFL Honors. Det skete, da Burrow blev hyldet som ”comeback player of the year” efter, at han rev sit korsbånd over i 11. spillerunde i 2020, men alligevel har været en force i år.

Læs også: Who Dey! Bengals har gjort kritikerne til skamme i år

Samlet set ramte Joe Burrow på 70,4 pct. af sine kast for 4.611 yards, 34 touchdowns og 14 interceptions i de 16 grundspilskampe, som han medvirkede i. Burrow var især skarp på de dybere kast, hvormed han ramte 12 kast for mere end 50 yards i 2021, hvilket er flere, end nogen anden quarterback har præsteret i de seneste 20 sæsoner.

På den baggrund vurderede Pro Football Focus sågar Joe Burrow som den bedst præsterende quarterback i NFL i 2021 – foran MVP-favoritterne Aaron Rodgers og Tom Brady.

Søndag kan Joe Burrow og Ja’Marr Chase krone deres fantastiske individuelle sæson med en Super Bowl-ring, når de møder Los Angeles Rams på SoFi Stadium.