Falcons’ wide receiver, Julio Jones, leverede i går en uovertruffen præstation med hele 300 receiving yards, da sidste års Super Bowl-finalister fra Carolina Panthers blev sendt hjem med et sviende nederlag på 48-33.

Julio Jones’ præstation var på mange måder historisk, men 300 er ikke det mest sigende tal for Jones’ nuværende form. I stedet er det yderligere bemærkelsesværdigt, at Julio Jones i gennemsnit har hevet bolde ind for 96,9 yards pr. kamp: baseret på hele hans foreløbigt seks-år lange karriere. Dette er et absurd højt gennemsnit.

For at sætte det i perspektiv, så er Jones’ 96,9 yards pr. kamp det højeste gennemsnit i NFL’s historie. Og det er ikke med et lille margin ned til nummer to, da den næstbedste receiver i disse termer er Calvin Johnson, som snittede 86,1 yards pr. kamp i løbet af sin karriere.

Enhver der følger football, er bekendt med, at Julio Jones er en spektakulær receiver, men det er alligevel de færreste, som ved, at den 27-årige stjerne er den mest produktive kamp-til-kamp spiller på sin position i ligaens historie.

Det er naturligvis nødvendigt for Julio Jones at have en habil quarterback, og det har Matt Ryan – trods alt – bevist sig at være. I gårsdagens præstation var Ryan ligeledes brandvarm, og sammen skrev makkerparret historie, da det var første gang i NFL’s historie, at et hold både havde en 500-yard quarterback og en 300-yard receiver i én og samme kamp.