Roddy White sluttede karrieren som den førende receiver i Falcons’ historie, men han fik aldrig den ring, som han hungrede efter. Nu bliver han en del af en.

White bliver æret d.8 ved halvleg i hjemmekampen mod divisionsrivalerne fra Carolina Panthers. Det var White selv, der offentliggjorde nyheden på twitter.

En sjældenhed i ligaen

Falcons’ nuværende CEO Rich McKay gjorde i 2005, da han var general manager for holdet, White til et førsterundevalg. Det viste sig at være et godt valg, da White endte at spille alle sine 11 sæsoner (2005-2015) i ligaen hos falkene. Det blev til en del franchise rekorder, bl.a. i receptions (808), yards (10863) og touchdowns (61).

Særligt efter Matt Ryan kom til byen, fik White vist sig fra sin bedste side, og havde fem af sine seks sæsoner med over 1000 yards med Matty Ice ved roret.

Forbindelsen var særligt varm i 2010, hvor White greb 115 bolde for 1389 yards og 10 touchdowns, blev valgt til All-Pro og en af sine fire Pro Bowls.

White, der officielt gik på pension i 2017, men spillede sin sidste kamp i 2015, kommer nu i selskab med 10 andre Falcons-legender. Deres Ring of Honer består lige nu af running back William Andrews, quarterback Steve Bartkowski, linebacker Tommy Nobis, linebacker Jessie Tuggle, center Jeff Van Note, tackle Mike Kenn, defensive end Claude Humphrey, running back Gerald Riggs, cornerback Deion Sanders og runningback Warrick Dunn.