Desmond Ridder må se til fra bænken, når Atlanta Falcons møder Minnesota Vikings i niende spillerunde.

I de seneste otte uger har Atlanta Falcons’ quarterback-position ubetinget tilhørt Desmond Ridder. Det er ikke længere tilfældet, selvom Falcons fører an i NFC South-divisionen. I stedet forsøger Arthur Smith at ryste posen og se, hvad den rutinerede Taylor Heinicke kan tilføre sit angreb, når Falcons møder Minnesota Vikings i niende spillerunde.

Arthur Smith har betonet, at der ikke nødvendigvis er tale om en permanent løsning for resten af sæsonen. Beslutningen bunder i, at Taylor Heinicke har imponeret trænerstaben og sine holdkammerater i løbet af denne uges træning, og så vurderer Smith, at han bedre kan udnytte Heinickes kvaliteter mod Vikings’ forsvar.

Det skal med til historien, at Desmond Ridder måtte udgå i halvlegen af Atlanta Falcons’ seneste opgør mod Tennessee Titans med symptomer på en hjernerystelse. Arthur Smith har imidlertid understreget, at Ridder er kampklar, samt at han kommer til at figurere i Falcons’ spillertrup i niende spillerunde som førstereserve.

Til trods for at Falcons aktuelt ligger på førstepladsen i NFC South, så har Desmond Ridder mildest talt spillet en blandet sæson. Efter otte kampe fra start står Ridder noteret for 1.701 kastede yards, seks touchdowns og seks interceptions, mens han har taget 25 sacks og fumblet to gange.