Atlanta Falcons’ startende center vil ikke afvise at lade sig pensionere efter den kommende sæson.

Alex Mack går ind i sin 12. sæson som professionel i NFL og står noteret for 165 kampe for henholdsvis Cleveland Browns (2009-2015) og Atlanta Falcons (2016-). Derfor er det naturligt, at både Atlanta Falcons og Alex Mack begynder at overveje fremtiden – og livet efter football for sidstnævnte.

Atlanta Falcons hentede også en direkte konkurrent til center-positionen i form af Matt Hennessy fra Temple i tredje runde af den netop overståede NFL Draft. Det er ikke utænkeligt, at Hennessy er udset at skulle afløse Alex Mack som fremtidens center i Atlanta.

I lyset af Hennessys ankomst lufter Alex Mack nu sine fremtidsovervejelser:

“Jeg kontaktede ham (Matt Hennessy, red.), da han blev valgt, og lykønskede ham. Jeg vil gøre min del for at hjælpe ham. Det er ikke utænkeligt, at han skal starte som center i løbet af året – eller i det kommende år. Det er svært at sige, om jeg stadigvæk spiller i NFL til den tid (…) fremtiden er usikker,” udtalte Alex Mack til ESPN.

Alex Mack gentog efterfølgende, at han vil gøre sit bedste for at hjælpe Matt Hennessy i den kommende sæson:

“Det er min pligt at hjælpe ham med sin udvikling. Jeg ønsker at hjælpe de unge spillere til at blive bedre.”

Alex Mack fylder 35 til november og står foreløbigt noteret for 165 kampe i NFL for henholdsvis Cleveland Browns (2009-2015) og Atlanta Falcons (2016-)