Denver Broncos sidder over i spilleuge 10 og det har givet Andreas Knappe fri for første gang siden han kom til klubben.

“Jeg tror sgu jeg vil ud og se, hvad byen har at byde på.” griner Andreas Knappe, da Gul Klud fanger ham på telefon onsdag aften. “Jeg har kun set Broncos anlæg, mit værelse og træningscentret, mens jeg har været her.” fortæller den  27-årige dansker.

Efter længere tid uden job er han nu tilbage i NFL-varmen, hvor han er en del af Denver Broncos practice squad, som er en stribe spillere, der befinder sig lige udenfor for 53-mands truppen.

I øjeblikket er han ansat på ugebasis, men Knappe kæmper og træner stenhårdt for at tilspille sig en rigtig kontrakt med holdet, og han får hjælp fra en af de bedste i branchen.

“Von Miller hjælper mig.” fortæller Knappe. “Han er supergod til at give mig små fif og fortælle mig, hvad jeg gør godt, og hvad jeg gør knap så godt.”

Knappe står overfor All Pro linebacker og Super Bowl 50 MVP Von Miller hver dag til træning og det skærper danskerens evner på højre tackle:

“Jeg kommer ikke til at møde nogen i kamp, der er bedre, så det er den optimale måde at træne på” siger han og fortsætter: “Von (Miller) er supercool og helt nede på jorden. Han er ikke bange for at lære fra sig og fortæller mig, hvornår jeg skal være agressiv, og hvornår jeg skal bruge min størrelse. Han har også hjulpet mig med at bruge min arme og min længde bedre, så jeg på den måde kan holde ham på afstand og ikke få ham for tæt på kroppen. Det er supergode ting, som jeg lærer meget af.” forklarer den danske Goliath.

Von Miller har fra første fløjt været meget imødekommende og var også én af de første, der bød Knappe velkommen, da han kom tilbage til Broncos for tre uger siden.

“Jeg sidder overfor Von Miller og (defensive tackle, red.) Domato Peko i omklædningsrummet, og vi har spist frokost sammen, og får en masse snakke. Det er virkelig hyggeligt og dejligt at føle sig som en del af holdet” slutter Knappe, inden han skal ud af døren.

“Der er koncert i aften i Colorado Springs. Bad Wolves og Breaking Benjamin. Kender du dem?” Jeg må sige nej. Andreas griner sit dybe, hjertevarme grin, der fortæller at han er glad for at være i Denver og håber på meget mere de kommende uger end blot en plads på klubbens practice squad.

2 KOMMENTARER

  1. Måske der nu er kommet en åbning på 53 mand rosteren til Knappe. Max Garcia (Startende LG) er netop blevet skadet med en såkaldt “ACL”. Han er ude for sæsonen. Broncos OL består nu stort set kun af deres startere, og her fremgår Wilkinson tilmed som startende RG. Noget overraskende foran Turner. Man må formode de er nødsaget til at tilføje en ny mand til OL, og her kunne det passende være Knappe de forfremmede. Ville være vigtigt for Knappe at få en mulighed for at vise sine evner inden sæsonen er slut overfor både Broncos og alternativt andre hold. Var nøjagtig det som Wilkinson gjorde i slutningen af sidste år, og han har været del af roster hele året, og er nu pludselig starter. Det måtte Knappe gerne kopiere.

  2. Knappe ikke signet til active roster. Istedet hentede Broncos en anden spiller som var på roster sidste år og kæmpede med Knappe i pre-season, nemlig Tackle Cyrus Kouandjio. Ikke optimalt for Knappe at endnu en ekstern hentes ind, istedet for at Knappe får chancen fra Practice Squad.

Comments are closed.