Usandsynligt, men kan ramme formen 

Miami Dolphins

Der skal gå meget rigtigt for at Dolphins rammer slutspillet i år, men de har i deres offseason hentet en del rutinerede kræfter ind. Blandt andet flere New England Patriots-spillere, der i den grad ved, hvordan man vinder kampe. Derudover har de med tilføjelsen af en ligaens bedste cornerbacks i Byron Jones, skabt sig en secondary, der kan være rigtig god.

Læg dertil, at Ryan Fitzpatrick altid har et par sejre gemt i ærmet. Så hvis det unge hold, under kyndig ledelse af Brian Flores, rammer formen, så er der altså en lille mulighed for, at de lige med nød og næppe kan bide sig på en wild card-plads.

Igen, der skal gå meget rigtigt, og det vil også kræve, at et andre hold i deres division spiller under potentiale, men det er ikke umuligt. 

Får vi mon lidt mere Fitzmagic igen i år?

Jacksonville Jaguars

Ligesom med Miami Dolphins, så skal meget gå Jaguars vej, før at de kan være med i kampen om en slutspilsplads.

En god quarterback kan dog tage et hold langt, og skulle cheftræner Doug Marrone og quaterback Gardner Minshew finde noget magi frem, så er der en lille mulighed for holdet. Holdet har nogle spændende spillere i D.J. Chark, Dede Westbrook og en (7,9,13) skadesfri Tyler Eifert. Forsvaret har også spillere som Josh Allen, Myles Jack og Joe Shoebert, men deres unge rookies skal dog ind og præstere på højt niveau, hvis forsvaret skal løftes til at være slutspilsværdigt. 

Kigger man på deres division, så er Jaguars det umiddelbart svageste hold, men på trods af, at de tre andre hold i divisionen bør være stærkere, så er AFC South i mine øjne en af de mest uforudsigelige og åbne divisioner i NFL.

Indianapolis Colts’ Philip Rivers-projekt kan gå galt, det samme kan Ryan Tannehill i Tennessee Titans, og hvis Texans bliver ramt af skader på angrebet, så er Deshaun Watson pludselig meget alene. 

Det bliver svært, men ikke fuldstændig umuligt.

Arizona Cardinals

Jeg var meget tæt på at placere Arizona Cardinals i den næste kategori for hold med bedst chance, men jeg undlod til sidst, og det var der et par grunde til.

Cardinals er et spændende hold, specielt på angrebet. Det forventes, at Kyler Murray fortsætter sin positive kurve, og spiller sig ind i top 15 blandt de bedste quarterbacks i ligaen. Men deres forsvar var sidste år pivringe, og på trods af at holdet har profiler som Chandler Jones, Patrick Peterson og Budda Baker, så kan specielt deres secondary blive et problem igen i år. 

De draftede hybrid talentet Isaiah Simmons, og det kan være, at hans rolle også bliver at hjælpe mod kastet enten som safety eller linebacker, men det bliver svært at dække så mange huller.

Derudover er Cardinals i en svær division. Både Seattle Seahawks og San Francisco 49ers er i mine øjne favoritter over Cardinals, men måske vil denne “underdogrolle” give dem ekstra blod på tanden, og hjælpe dem i de interne divisionskampe.

Det bliver ikke nemt, men Cardinals skal håbe på at kunne samle nok sejre sammen til et wild card-hold.

Næste side: Dem med den største mulighed