Det er to hold på jagt efter sæsonens første sejr, der tørner sammen i torsdagskampen.

For anden spillerunde i træk lægger FedEx Field hus til et opgør i NFL, når hovedstadsklubben Washington Football Team tørner sammen med divisionsrivalerne fra New York Giants. Nattens opgør bliver den 179. grundspilskamp mellem de to, hvoraf Giants foreløbigt står noteret for 105 sejre. G Men bør også den mentale overhånd efter at have vundet de seneste fem indbyrdes opgør.

Som nævnt indledningsvist er det to hold, som jagter sæsonens første sejr. Washington Football Team fik en mareridtsstart på sæsonen, da man tabte 20-16 til San Die… Los Angeles* Chargers og mistede Ryan Fitzpatrick, der pådrog sig en hofteskade. I hans fravær trådte Taylor Heinicke ind og leverede en hæderlig indsats med 122 kastede yards og to scoringer.

Joe Judges mandskab leverede også en undervældende indsats i sæsonpremieren, som Giants tabte med 27-13 til upåagtede Denver Broncos. Giants blev især overløbet i skyttegravene, hvilket kom til syne ved, at Saquon Barkley ingen plads havde at manøvrere på, samt at forsvaret tillod 165 løbede yards.

Med tanke på at divisionstitlen i NFC East har været relativt billigt til salg i de seneste sæsoner, har de indbyrdes opgør typisk udslagsgivende betydning. Og efter nederlag i en første spillerunde, hvor både Philadelphia Eagles og Dallas Cowboys viste tænder, er der allerede nu pres på nattens to kombattanter.

Seneste nyt på skadesfronten

Ryan Fitzpatrick måtte – som nævnt – udgå fra Washingtons sæsonpremiere med en hofteskade, der forventes at holde ham ude i seks til otte uger. Skaden er et hårdt slag for både Washington Football Team og Ryan Fitzpatrick, der var stødt til holdet inden sæsonen.

Udover Fitzpatricks fravær er det bemærkelsesværdigt, at angrebets schweizerkniv Antonio Gibson døjer med skulderproblemer, som har begrænset hans medvirken i denne uges træning. Gibson er alfa omega for Washingtons angreb, hvilket han også beviste i første spillerunde med 20 løb for 90 yards og tre grebne bolde for 18 yards.

Hos gæsterne er skaderne begyndt at hobe sig op. New York Giants må se bort fra Evan Engram, der misser opgøret med en lægskade, hvilket betyder, at veteranen Kyle Rudolph ventes at starte som tight end. Endvidere er der tvivl om guard Shane Lemieux og førnævnte Saquon Barkley, der begge døjer med knæproblemer.

Hold øje med…

Kan Giants beskytte Daniel Jones… og kan Daniel Jones passe på bolden?

Torsdagskampen vil formentlig blive afgjort ved, om New York Giants kan modstå det forventeligt overvældende pres fra Washington Football Teams defensive linje. I fjor tillod Giants tredje flest sacks i NFL og den offensive linje har sågar mistet sin profil Kevin Zeitler, der i foråret skiftede til Baltimore Ravens.

Omvendt producerede Ron Riveras forsvar 2,9 sacks pr. kamp i 2020, hvilket var femte flest i NFL. Hovedstadsklubben råder da også over et væld af talentfulde spillere på den defensive linje i form af Chase Young, Jonathan Allen, Montez Sweat, Daron Payne og Matt Ionnidis, hvoraf de fire førstnævnte er tidligere førsterundevalg.

Trods sidste års fornemme præstationer og de profilerede spillere kom Washingtons forsvar ikke prangende fra start i første spillerunde. Chargers’ offensive linje viste sig at være for stærk og tillod i sidste ende ”blot” to sacks på Justin Herbert. Derfor bliver det spændende at se, om Washingtons defensive linje kan genfinde fordums styrke mod Giants’ på papiret ringere stillet offensive linje.

Såfremt Washington lykkes med at sætte Daniel Jones under pres, kan de betrygge sig ved, at Jones kontinuerligt har været en hæmsko for Giants’ angrebsmæssige formåen med et hav af turnovers. Statistisk set står Daniel Jones noteret for 40 (!) turnovers i sine 28 kampe i NFL – og derunder flest fumbles i ligaen i både 2019 og 2020. Hvis Giants skal gøre sig gældende i såvel nattens opgør som i kapløbet om NFC East, skal der andre boller på suppen.

Hvordan lykkes Giants’ nyetablerede receiverkorps?

Hvis New York Giants skal undgå en massakre af Daniel Jones, er det også afgørende, at holdets dyrt investerede receiverkorps lever op til sit potentiale. Giants brugte foråret på at bolstre luftangrebet med Kenney Golladay, der skrev under på en fireårig aftale til værdi af cirka 450 millioner danske kroner, og Kadarius Toney, som man valgte i første runde.

Mens Golladay leverede en nogenlunde debut med fire grebne bolde for 64 yards, faldt Kadarius Toney helt igennem med to grebne bolde for to negative yards. Det bliver interessant at følge implementeringen og anvendelsen af de to nye receivere i Giants’ angreb, som også råder over Sterling Shepard og Darius Slayton.

I den forbindelse får Giants’ offensive koordinator Jason Garrett – selvsagt – også en nøglerolle i forhold til at forberede og gennemføre en kampplan, som tillader Daniel Jones at slippe bolden hurtigt på kortere kast og screen-spil. Dertil kommer Giants’ receivere til at stå over for Kendall Fuller og nytilkomne William Jackson III – og særligt sidstnævnte leverede en bundsolid sæson i fjor med 43 tacklinger, 11 forsvarede kast og en interception.

Forudsigelse

På papiret bør Washington Football Teams forsvar være for stor en mundfuld for Daniel Jones og Jason Garrett. Og guderne skal vide, at det er let at blive bekymret på Giants’ vegne efter at have set angrebets ineffektivitet i førstespillerunde og Daniel Jones’ problemer med at beskytte bolden i de to foregående sæsoner.

Vi skal selvfølgelig tage forbehold for, at Washington er tvunget til at starte Taylor Heinicke som quarterback, hvilket vil bevirke, at angrebet skal omstille sig en anelse. Men vi husker også Heinickes overraskende slutspilspræstation mod Tampa Bay Buccaneers i januar, hvori han ramte på 26 af 44 kast for 306 yards og et touchdown, mens han løb for yderligere en scoring. Hvis Heinicke kan – tilnærmelsesvis – ramme dét niveau, bør Washington trække det længste strå.

Washington Football Team vinder med 23-17.