Fortsætter Raiders sejrsstimen, eller kan Baker Mayfield vende den synkende skude i Los Angeles?

Det er to af sæsonens største skuffelser, der indleder fjortende spillerunde. Los Angeles Rams har spillet med massive tømmermænd fra Super Bowl-triumfen i februar og har fået spoleret deres sæson af skader til profiler som Matthew Stafford, Cooper Kupp og Aaron Donald. De forsvarende mestre har tabt seks kampe i træk, skraber bunden i NFC West og er allerede elimineret fra slutspillet.

I stedet er fokus nu rettet mod foråret, hvor Les Sneads sportslige model kommer til at stå sin svendeprøve. Det bliver uhyre spændende at følge, hvordan Snead kommer til at manøvrere med begrænset plads i lønbudgettet og uden nævneværdig draft-kapital. Realiteten er nok, at Rams skal sætte sin lid til, at 2022 var en anomali og at truppen er stærk nok til at bringe dem tilbage til toppen af NFL i den næste sæson.

Som hentydet har Las Vegas Raiders også skuffet fælt i år, hvor de bare har vundet fem af 12 kampe og nu er pisket til sejr, hvis de skal gentage sidste års slutspilsavancement. Selvom Raiders har vundet de seneste tre kampe, har angrebet været for ustabilt i sæsonen, og Josh McDaniels har stadigvæk til gode at bevise, at han er manden, som kan føre holdet til tops.

Ligesom Los Angeles Rams står Raiders over for flere definerende beslutninger til foråret. Holdet har mulighed for at skippe Derek Carr videre i systemet og viske tavlen ren, hvis Josh McDaniels skulle ønske det. Bedømt på sæsonens gang virker det ikke utopisk.

Seneste nyt på skadesfronten

Værterne fra Los Angeles er hårdt ramt på skadesfronten og Sean McVay risikerer at mangle ni normale startere til torsdagskampen. Udfordringerne gælder ikke mindst quarterback-positionen, hvor Matthew Stafford ventes at misse resten af sæsonen med en rygskade, mens førstereserve John Wolford er tvivlsom med en nakkeskade. I stedet har Les Snead hentet Baker Mayfield ind, efter at han blev fritstillet af Carolina Panthers oven på en skuffende sæson, og det er ikke utænkeligt, at Mayfield får sin debut i nat. Det siger også lidt om den aktuelle nødstilstand i Rams…

Læs også: Rams henter Baker Mayfield

Foruden de offensive kvaler er Aaron Donald blevet meldt ude for anden kamp i træk med en ankelskade. Det er selvsagt en svær pille at sluge for Rams’ forsvar, da Donald har været et af de få lyspunkter på grønsfæreren i år. Donald står foreløbigt noteret for 49 tacklinger, fem sacks og en enkelt forceret fumble, hvortil Pro Football Focus rangerer ham som den tredje bedst præsterende defensive tackle i år.

Hos Las Vegas Raiders er der tvivl om tre startende forsvarsspillere. Det drejer sig om Andrew Billings (skinneben), Jayon Brown (hånd) og Rock Ya-Sin (knæ), som ikke har trænet med i indeværende uge på grund af skader. Det er skidt nyt for Raiders’ forsvar, der i forvejen har tilladt syvende flest point (24,7) og sjette flest yards (371,9) pr. kamp i år.

Hold øje med…

Griber Baker Mayfield chancen, eller er han snart fortid i NFL?

Tiderne skifter hurtigere i NFL, end de fleste af os skifter underbukser. Det er kun to år siden, at Baker Mayfield spillede Cleveland Browns i slutspillet, hvor de besejrede ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers med imponerende 48-37. Undervejs ramte Mayfield på 21 af 34 kast for 263 yards og tre touchdowns og var derfor instrumental i Browns’ første slutspilssejr siden 1994.

I dag balancerer Mayfield på udkanten af NFL efter to skuffende sæsoner. Det er en barsk virkelighed for det tidligere førstevalg i 2018, der senest blev kasseret af Carolina Panthers. Mayfield nåede bare at starte seks kampe for Panthers, hvori angrebet scorede sølle 16.7 point pr. kamp og han stod noteret for den næst dårligste QB-rating i NFL. Derfor er det heller ikke overraskende, at Panthers kun vandt en enkelt af de seks kampe.

Nu er Baker Mayfield havnet i Los Angeles under Sean McVays vinger. McVay er kendt som et offensivt geni, der tidligere har spillet Rams i Super Bowl med Jared Goff som quarterback – og spørgsmålet er, om han kan kickstarte Mayfields karriere? Hvis ikke Mayfield griber chancen i Los Angeles – hvor skaderne betyder, at han kan blive kastet i aktion i nat – tør jeg godt slå de sidste søm i hans karrierekiste.

Las Vegas Raiders’ dødbringende duo

Hovedårsagen til at Raiders har vundet tre kampe på stribe, skal findes på angrebet, hvor Josh Jacobs og Davante Adams har været ustoppelige. I de tre kampe har Jacobs løbet og grebet 94 bolde for 613 yards og tre scoringer, mens Adams har grebet 22 bolde for 392 yards og fire touchdowns.

Den flotte formkurve betyder, at Jacobs har løbet for flest yards (1.303) i NFL, mens Adams kun er overgået af Tyreek Hill, Justin Jefferson og Stefon Diggs, når det kommer til flest grebne yards. Samlet set rangerer Pro Football Focus også Josh Jacobs som den bedst spillende running back i NFL og Davante Adams som den næst bedst præsterende receiver.

Los Angeles Rams’ skadesplagede forsvar får altså hænderne fulde, når de skal håndtere Raiders’ dødbringende duo. Raheem Morris’ forsvar har ganske vist kun tilladt fjerde færrest løbede yards (96,7) i år, men det er usikkert, om de kan opretholde niveauet uden Aaron Donald. Derudover har Rams’ bagerste forsvarsgeledder været hullet som en si, når vi ser bort fra Jalen Ramsey, der har spillet en solid sæson – trods den kaotiske situation i Los Angeles. Senest Ramsey stod over for Davante Adams var i 2021 og her begrænsede han den dygtige receiver til fem grebne bolde for 41 yards.

Forudsigelse

Los Angeles Rams har udspillet sin rolle i sæsonen og har intet at spille for. Jeg har heller ikke de store forventninger til, at Baker Mayfield kan få mere ud af angrebet, end en skadet Matthew Stafford kunne. Tabet af Aaron Donald risikerer også at slå bunden ud af Rams-forsvaret, som ellers har spillet en relativt flot sæson, når vi tager højde for angrebets besvær.

Derfor bør – og skal – Las Vegas Raiders være entydige favoritter. Josh McDaniels har endnu til gode at overbevise undertegnede om, at han har dét, der skal til for at være en succesfuld cheftræner i NFL, men Raiders rider på en bølge af momentum og har stadigvæk en teoretisk chance for at nå slutspillet. Davante Adams og Josh Jacobs er brandvarme på angrebet, og Maxx Crosby mæsker sig nok ved udsigten til at møde Rams’ vakkelvorne offensive linje, der har tilladt næst flest sacks i år.

Las Vegas Raiders vinder en overbevisende sejr på 30-16.