Syvende spillerunde indledes med en vaskeægte klassiker, når Philadelphia Eagles (1-4-1) byder New York Giants (1-5) op til dans.

Torsdagskampen står mellem to sårede dyr, som er langt fra fordums styrke, hvor deres rivalisering ofte havde implikationer for toppen af NFC. Men både Philadelphia Eagles og New York Giants befinder sig på randen af sportsligt kollaps med sammenlagt to sejre, ni nederlag og en enkelt uafgjort kamp i 2020. Det er en barsk virkelighed for holdene og deres fans.

Derfor er det også ironisk, at vinderen af dette opgør vil tage et stort skridt i retning af divisionstitlen – og således en slutspilsbillet. Tyg lige på den. Det skyldes naturligvis, at NFC East er en jammerlig division, hvilket gør, at førstepladsen er billigt til salg igen i år. Divisionens topniveau er senest blevet hæmmet af Dak Prescotts sæsonafsluttende skade.

Både Eagles og Giants kommer ind til torsdagskampen med en vis portion momentum. Værterne tabte ganske vist med 30-28 til Baltimore Ravens i søndags, men Carson Wentz fortsatte de lovende takter og præsterede 213 kastede yards, 49 løbede yards og tre touchdowns. Det er især imponerende, når det medregnes, at størstedelen af Eagles’ offensive startere er ude med skader.

Gæsterne fra New York vandt sæsonens første sejr, da de besejrede Washington Football Team med 20-19. Joe Judges angreb – med Daniel Jones i spidsen – havde fortsat svært ved at flytte bolden, men forsvaret trådte i karakter og leverede to kampafgørende turnovers.

Seneste nyt på skadesfronten

Som hentydet oven for står Philadelphia Eagles i lort til halsen, hvad angår skader. Doug Pederson må stille spørgsmålstegn ved, at hans trup år efter år hører til blandt ligaens mest skadesplagede. Eagles’ skadeshelvede eksemplificeres ved den offensive linje, som mangler syv (!) spillere til fem positioner. Derudover er der fortsat tvivl om receivertrioen Alshon Jeffery, DeSean Jackson og Jalen Reagor, mens Zach Ertz allerede er dømt ude af torsdagskampen med en ankelskade. Endelig er der også tvivl om Avonte Maddox, Dallas Goedert, Miles Sanders og Malik Jackson.

Hos New York Giants kan quarterback Daniel Jones glæde sig over at have receiver Sterling Shepard tilbage fra skade. Shepard har siddet ude med en skadet to siden anden spillerunde og han bliver et væsentligt aktiv for Giants’ ellers haltende angreb.  

Hold øje med…

Kan Carson Wentz fortsætte med at levere det umulige?

Hvis Philadelphia Eagles havde spillet i enhver anden division i NFL, var deres sæson så godt som overstået. Det er imidlertid deres held, at de befinder sig i den jammerlige NFC East, hvor de nu råder over den bedste, tilbageværende quarterback i Carson Wentz.

På papiret har Wentz ikke haft nogen stor sæson. Han har blot kastet for 1.401 yards og otte touchdowns, mens han står noteret for næst flest (ni) interceptions i NFL. Derudover var han rystende upræcis i de første tre spillerunder, hvilket gør det svært at fordøje, at det er ham, som Eagles skal hænge deres hat på.

Men det er tilfældet – og Carson Wentz har da bevist, at han kan styrke spillerne omkring sig. Det har været imponerende at se, hvordan Wentz får det maksimale ud af upåagtede spillere som Travis Fulgham, John Hightower og Greg Ward. Førstnævnte har grebet 18 bolde for 284 yards og tre touchdowns, siden han skiftede fra Detroit Lions til Philadelphia Eagles.

I opgøret mod Giants er det centralt, at Wentz fortsætter med at komme på ydersiden af sin offensive linje for at undgå det pres, som utvivlsomt vil komme op gennem midten. Det lykkedes han med i slutfasen af kampen mod Baltimore Ravens, som ellers dominerede store dele af kampen og fuldstændig overrumplede Eagles’ offensive linje.

Fortsætter Giants’ forsvar med at bære holdet?

New York Giants har været relativt konkurrencedygtige i de seneste tre kampe, hvor det er blevet til to snævre nederlag til Los Angeles Rams og Dallas Cowboys og en tæt sejr over Washington Football Team. Der tegner sig dog et mønster, der viser, at det er forsvaret, som skal bære holdet til yderligere, relativ succes.

Men det skyldes snarere, at angrebet er nedslående ringe, end at forsvaret er dominerende. Således har Giants scoret næst færrest point (16,8 pr. kamp) og produceret færrest yards i NFL (275,3 pr. kamp) i 2020. Forsvaret rangerer omvendt lidt over middel i forhold til antal turnovers (13. flest i NFL) og i antal sacks (10. flest i NFL).

Derfor skal I holde øje med spillere som Leonard Williams og Kyler Fackrell, som har leveret på et solidt niveau i 2020. Giants’ forsvar skal udnytte modstandernes manglende kvalitet på den offensive linje og sætte Carson Wentz under pres – og bygge videre på de 25 sacks, som Wentz allerede har taget i 2020. Det vil tvinge Wentz til at begå fejl, hvilket er Giants’ bedste mulighed for at vinde opgøret; med tanke på deres egne offensive mangler.

Spiltip

Jeg forventer en relativt lavt scorende affære, hvor begge holds offensive mangler bliver udslagsgivende. De to mandskaber har deres primære kvaliteter på forsvaret, hvor særligt de defensive linjer må forventes at vinde kampene i skyttegraven. I den forbindelse giver Danske Spil odds 1,72 på under 46,5 point. I kan finde spillet her.

Spil ansvarligt!  

Forudsigelse

Som nævnt oven for forventer jeg en kamp, hvor forsvarene sætter sig i højsædet – og særligt de defensive linjer lykkes med at bryde modstandernes rytme. Når alt kommer til alt, så har Philadelphia Eagles simpelthen et bedre hold end New York Giants. Carson Wentz har evnerne til at levere det ekstraordinære, mens spillere som Fletcher Cox og Brandon Graham har evnerne til at afgøre kampen og ryste Daniel Jones i sin grundvold.

Jeg forventer en sejr til Philadelphia Eagles på 20-13.