
Der er lagt i kakkelovnen til et giftigt divisionsopgør, når Carolina Panthers tager imod Atlanta Falcons, som kæmper for at overtage førstepladsen i NFC South.
Det er knap to uger siden, at torsdagens duellanter mødtes i Atlanta, hvor de udkæmpede et dramatisk opgør, som Falcons vandt efter forlænget spilletid. Carolina Panthers havde ellers flere gyldne muligheder for at afgøre løjerne, men kicker Eddy Piñeiro ville det anderledes, da han brændte to udfaldsgivende spark – ét i de døende sekunder af den ordinære kamphandling og ét i den forlængede spilletid. I stedet blev Younghoe Koo dagens mand i skysovs, da han sikrede Falcons den usandsynlige sejr på 37-34 med sit 41-yard lange spark.
Kan de to hold levere bare halvt så meget drama i nat, kan I godt sætte kaffe over, finde frysepizzaerne frem og tænde for torsdagskampen. Og selv hvis vi ser bort fra holdenes indbyrdes rivalisering og seneste affære, er der også rigeligt på spil, som bør give kampen nerve.
Med en sejr kan Atlanta Falcons (4-5) spille sig tilbage på førstepladsen i den fodslæbende NFC South-division, som pt. føres af Tampa Bay Buccaneers. Det vil i givet fald være første gang siden 2016, at Falcons lægger sig i spidsen i divisionskapløbet så sent henne i sæsonen.
Modsat synes Carolina Panthers (2-7) at have udspillet sin rolle i divisionskampen, selvom de stadigvæk har en matematisk chance for at nå til tops. Panthers er da også begyndt at fokusere på fremtiden, da de har vekslet flere profiler for draftvalg – deriblandt Christian McCaffrey. Alligevel vil det være en fejl at konkludere, at de intet har at spille for. Holdets midlertidige cheftræner Steven Wilks står med en gylden mulighed for at gøre sine hoser til over for resten af ligaen, ligesom at spillerne kæmper for en plads på fremtidens Panthers-hold.
Seneste nyt på skadesfronten
Værterne fra Carolina er relativt forskånede for skader inden torsdagskampen. I skrivende stund er der tvivl om, hvorvidt forsvarets defensive linjespiller Matt Ioannidis bliver sin rygskade kvit, mens holdets fjerdemand i receiverkorpset Rashard Higgins er meldt tvivlsom på grund af sygdom.
Derudover er det værd at hæfte sig ved, at forsvarsprofilen Jeremy Chinn omsider er tilbage på træningsbanen efter at have misset seks kampe med en forstrækning. Det forventes ikke, at Chinn bliver klar til torsdagskampen, men det er lovende nyt for Panthers’ forsvar, da den 24-årige safety er blandt de bedre på sin position. Det har Chinn bevist ved at levere 244 tacklinger, tre sacks, tre forcerede fumbles og to interceptions i 35 kampe for Panthers.
Omvendt bøvler gæsterne fra Atlanta med skadeskvaler på flere centrale positioner, hvor især den offensive linje er hårdt ramt. I løbet af den seneste uges tid har Falcons mistet startende guard Elijah Wilkinson og hans reserve Matt Hennessy, som begge er blevet knæskadet. I deres fravær forventes upåagtede Colby Gossett at overtage tjansen som venstre guard i torsdagskampen.
Foruden kvalerne på den offensive linje må Falcons formentlig også undvære A.J. Terrell for tredje kamp i træk. Den 24-årige cornerback og defensive hjørnesten døjer stadigvæk med følgerne af den forstrækning, som han pådrog sig i syvende spillerunde. Det har været svært for Falcons at lukke hullet efter Terrell, da han har etableret sig blandt de bedste på sin position, hvilket han beviste i fjor, hvor han leverede 81 tacklinger og tre interceptions og blev udnævnt til de prestigefyldte All Pro-hold.
Hold øje med…
Kan Carolina Panthers dæmme op for løbespillet?
Det har været et par hårde uger for Carolina Panthers’ forsvar, som har opgivet 408 løbede yards og fem løbede touchdowns mod Falcons og Cincinnati Bengals. I løbet af sæsonen har løbespillet også været forsvarets helt store akilleshæl, da de har tilladt femte flest løbede yards (139,3) i NFL og 4,5 yards pr. løb i gennemsnit.
I nat møder Panthers’ forsvar et forstærket Falcons-angreb, som har fået Cordarrelle Patterson tilbage i startopstillingen, efter at han har misset fire kampe med knæproblemer. Patterson delte arbejdsbyrden med Tyler Allgeier og Caleb Huntley i niende spillerunde, men det holdt ham ikke fra at levere 53 yards og to scoringer. Samlet set har Patterson løbet og grebet bolde for 421 yards og fem touchdowns i bare fem kampe, hvilket understreger hans betydning for Falcons’ angreb.
Hvis Panthers skal gøre sig forhåbninger om at besejre divisionsrivalerne fra Atlanta, er de nødt til at dæmme op for Falcons’ løbeangreb. Hvis de lykkes, vil de tvinge Marcus Mariota til at vinde kampen via kastespillet, hvilket han ikke har formået hidtil. Mariota har bare ramt på 61,7 procent af sine kast, kastet niende flest interceptions (seks) og taget tiende flest sacks (21) i NFL i år. Alternativt vil Falcons kvæle kampen med lange angrebsserier, hvor de gradvist udmatter Panthers’ forsvar og dermed sætter P.J. Walker under yderligere pres.
Bliver det P.J. Walker eller Baker Mayfield, der slutter kampen?
Netop P.J. Walker havde svært ved at få klaveret til at spille, da Carolina Panthers blev udklasseret og tabte med 42-21 i Cincinnati i niende spillerunde. Walker ramte kun på tre af 10 kast for ni yards, mens han ovenikøbet kastede to interceptions, før han blev flået ud i pausen. I stedet trådte Baker Mayfield ind og leverede en anderledes hæderlig præstation i anden halvleg, hvor han kastede for 155 yards og to touchdowns.
Panthers’ midlertidige cheftræner Steven Wilks har siden hen understreget, at P.J. Walker også får chancen som startende quarterback mod Atlanta Falcons. Spørgsmålet er imidlertid, hvor lang snor Walker har, når vi tager højde for Mayfields erfaring og seneste præstation?
Spørgsmålet bliver ikke mindre relevant af, at Falcons’ kasteforsvar har været hullet som en si i 2022. Efter ni spillerunder har Falcons tilladt flest kastede yards (300 pr. kamp) og ottende flest kastede touchdowns (1,7 pr. kamp) i NFL. Falcons’ defensive problemer bliver også kun forværret af, at de har manglet – og forventeligt stadigvæk mangler – A.J. Terrell.
Den mangelfulde opdækning har også betydet, at forsvarets presspillere ikke har haft tilstrækkeligt med tid til at finde vej til modstandernes quarterbacks, hvortil Falcons har produceret næst færrest sacks (1,3 pr. kamp) i NFL i år. Det er altså en ond spiral, hvor presspillerne ikke kan aflaste de hårdt prøvede bagerste geledder.
Summa summarum bliver det afgørende, at Steven Wilks ikke tøver med at skifte P.J. Walker ud, hvis kastespillet ikke fungerer i kampens indledende fase. Baker Mayfield genfandt sin rytme og selvtillid i niende spillerunde, så det vil være kontraproduktivt at spille en dårligere spiller, når du faktisk har gunstige arbejdsbetingelser over for ligaens velsagtens dårligste kasteforsvar.
Forudsigelse
Det var de færreste, som forventede, at Atlanta Falcons kunne bide skeer med Tampa Bay Buccaneers og New Orleans Saints i år. Ikke desto mindre kan holdet fra Georgia overtage førstepladsen i NFC South med en sejr og det bliver spændende at se, om de kan fortsætte med at spille frigjort, eller om de lader sig kue af presset.
På papiret burde Atlanta Falcons også vinde i Charlotte, North Carolina, men de her divisionsopgør har det med at leve deres eget liv. Det kan godt være, at Panthers har fyret størstedelen af trænerstaben og sendt Christian McCaffrey til San Francisco, men det betyder ikke, at de ikke kommer til at bide fra sig – især i lyset af Falcons’ defensive udfordringer.
I sidste ende forventer jeg dog, at Falcons trækker det længste strå. Mariota er hjulpet godt på vej af tilbagevendte Cordarrelle Patterson – og så råder han over et par talentfulde receivere i form af Kyle Pitts og Drake London, som har vist glimt af storhed i år. Jeg tror ganske enkelt ikke, at Panthers har nok at skyde med, så de får svært ved at følge med Falcons’ angrebsmaskine.
Atlanta Falcons vinder torsdagskampen med 27-23.







