
Tiende spillerunde indledes med et sandt AFC West-opgør, når divisionens førsteplads, Denver Broncos, tager imod sidstepladsen fra Las Vegas Raiders.
Mens hjemmeholdet fra Broncos er flyvende, er der kun en død sæson, der kan sende Raiders til himlen.
For efter den flotte sejr i første spillerunde mod New England Patriots er det siden blevet til en enkelt sejr og en samlet pointforskel på -12,1 point pr. kamp, hvilket er tredje dårligst i ligaen.
Hverken angrebet eller forsvaret har fundet en god rytme under det nye Pete Caroll-regime. Store profiler som Brock Bowers og Maxx Crosby har gjort sit for at få holdet på rette kurs, men både skader og mangel på hjælp har gjort forudsætningerne svære, hvorfor sæsonen langt hen ad vejen allerede ser slut ud.
For Broncos er den først lige begyndt. Efter en halvskuffende start med én sejr i de først tre kampe har de fået fuld plade i de seneste seks kampe, hvor de blandt andet har slået de forsvarende mestre fra Eagles.
Bo Nix kæmper stadig en smule med at finde det helt høje niveau, men forsvaret sætter ild i banen, hver gang de træder ind på grønsværen.
Indtil videre har de tilladt tredje færrest yards pr. kamp, fjerde færrest point pr. kamp og er på vej mod at slå Chicago Bears’ rekord for flest sacks i en sæson fra 1984 på 72 styks. Foreløbigt har de lavet 40, hvilket er 12 bedre end de næstbedste, og hvis de fortsætter i det tempo, ender de med 75.
Der venter altså lidt af en test for Geno Smith og co., men mere om det senere.
Seneste nyt på skadesfronten
Sidste års bedst forsvarsspiller – Patrick Surtain II – udgik for to uger siden i kampen mod Cowboys med en skade i sin ene brystkasse. Den har foreløbigt ikke sendt ham på injured reserve-listen, men det ser næppe ud til, at Broncos-stjernen bliver klar til torsdagskampen.
En spiller, der heller ikke har været tilgængelig til træning i løbet af ugen, er kickeren Will Lutz. I søndags sikrede han sejren for Denver med et field goal i de døende sekunder, men siden har han døjet med sygdom. Dog er der ingen meldinger om, at det holder ham fra at spille mod Raiders, og han bør dermed være klar.
Hos udeholdet er der i skrivende stund ikke meget nyt at melde om på skadesfronten. Holdets vigtige tackle Kolton Miller sidder fortsat ude med en ankelskade, men derudover ser alle holdets profiler ud til at være klar til divisionsopgøret.
Raiders’ store håb
Det har været lidt af en turbulent tid for Geno Smith i hans første sæson som Raiders-quarterback.
For selvom han leverede en stærk præstation i overtidsnederlaget til Jaguars i søndags, så har han generelt haft svært ved at finde rytmen. Og det skyldes især interceptions.
Faktisk er Smith den spiller, med minimum fem kampe spillet, der har kastet flest bolde i hænderne på modstanderne pr. kamp med sine 11 styks i otte kampe.
Desuden har han en passer rating på 83,7, hvilket rangerer som nummer 30 ud af 43 quarterbacks, og angrebet er blandt bunden i både yards pr. kamp og point pr. kamp.
Derfor er det ikke nogen hemmelighed, at Raiders’ kasteangreb meget vel kan få det svært, når de natten til fredag møder en af ligaens bedste forsvar mod kastet. Så hvad kan Smith gøre?
Jo, svaret må nok ligge hos en tyndhåret tight end ved navn Brock Bowers.
Bowers har som nævnt døjet med skader i denne sæson, men han vendte stærkt tilbage i søndagens opgør mod Jaguars, hvor det blev til hele 12 grebne bolde for 127 yards og tre touchdowns.
Allerede i sin anden NFL-sæson er han blevet stemplet som en af ligaens absolutte bedste tight ends. Den cirka 190 centimeter høje og godt 110 kilo tunge Raiders-stjerne slog flere rekorder i sin rookiesæson og blev endda hædret med en tur på All Pro-førsteholdet, hvorfor det igen vil være oplagt for Smith at søge mod ham, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at slå divisionsrivalen Broncos.
Ellers, bliver han nok nødt til at være lidt kreativ. Den lille, vævre wide receiver Tre Tucker skal nok få nogle bolde mod sig, men tirsdag eftermiddag dansk tid valgte Raiders at trade Jakobi Meyers til Jaguars, hvorfor Smith nu står uden en af sine solide våben.
Derfor kan han meget vel have brug for, at rookie-receiverne Jack Bech og Dont’e Thornton Jr. træder frem, hvis det hele ikke bare skal afhænge af Bowers.
Forudsigelse
Skal seks sejre i streg blive til syv? Jeg har godt nok svært ved at se, hvordan det ikke skal ske.
Bo Nix har en tendens til at bruge lidt for lang tid i kampene på at komme op i gear, men selv hvis det slet ikke lykkes i løbet af torsdagsopgøret, så skal forsvaret nok være i stand til at vinde den egenhændigt – selv uden Surtain.
Måske jeg er for hård ved Raiders, men de møder et hold med vildt meget momentum og så endda på en svær udebane.
Som nævnt, så skal Bowers nok spille lidt af en fantomkamp, hvis det skal lykkes dem at vinde, men det er Broncos’ forsvar for godt til at lade ske.
Hjemmeholdet tager en pligtsejr med cifrene 27-10.
Læs også: Elmings momentumeter








