Jaguars henter nyt blod til angrebet

0

Jakobi Meyers rykker østpå, da Las Vegas Raiders har valgt at trade wide receiveren til Jacksonville Jaguars.

Det er godt to måneder siden, at Raiders-receiveren Jakobi Meyers fortalte holdets sportslige ledelse, at han ønsker en trade væk fra holdet. Men nu er det endelig blevet en realitet.

Raiders sender den 28-årige receiver til Jaguars i bytte for et fjerde- og sjette rundevalg i 2026-draften.

Det sker bare to dage efter de to mandskaber tørnede sammen i lidt af en neglebider, hvor forhåndsfavoritten fra Jacksonville i sidste ende stod som vindere.

Se også: Søndagens største højdepunkter

Den nu tidligere Raiders-profil har selvsagt været rygtet væk længe, men han har alligevel været en fast del af holdets angreb hidtil i sæsonen. Han har spillet syv ud af otte mulige kampe, hvor det er blevet til 33 grebne bolde for 352 yards, men ingen touchdowns.

Dog var han flyvende i sidste sæson. Her greb han for første gang over 1000 yards og hele 87 bolde, hvor fire af dem var til seks point. Men med en kontrakt, der står til at udløbe ved enden af sæsonen, kunne Raiders og Meyers ikke blive enige om en aftale før sæsonstarten, hvorfor han altså anmodede om en trade væk.

Nu tilføjes han i stedet til et ungt Jaguars-angreb, der stadig mangler at blive helt forløst.

Brian Thomas Jr. er den ubestridte stjerne efter den rookiesæson, som han leverede i fjor, men han endnu ikke levet helt op til det niveau i denne sæson. Desuden besidder holdet andre fornuftige receivere som Dyami Brown, Parker Washinton og multitalentet Travis Hunter, der dog sidder ude med en skade for tiden.

Men til trods for det ligger holdet lige i midten af tabellen i forhold til flest kasteyards pr. kamp, og de har kun scoret 22 point pr. kamp, hvilket er 21. flest indtil videre i grundspillet.

Læs også: Ravens opruster presspillet med NFL-veteran