
Seattle Seahawks er pressede, og det er ved at være sidste udkald, hvis de skal opnå en plads i slutspillet. Dog skal de først forbi Chicago Bears, der ikke spiller for andet end æren, men alligevel ønsker at sætte en stopper for deres dårlige stime af nederlag. Læs her Gulkluds optakt til kampen.
Julemaden er spist, pakkerne er åbnet, og det er igen tid til en ny uge med football.
Hvad der plejer at være ugens åbningskamp, er i stedet blevet den tredje kamp i 17. spillerunde efter NFL har givet julegaver ud i form af Steelers mod Chiefs og Texans mod Ravens, der begge bliver spilles i aften (den 25. december).
Læs også: Fem linjer om hver kamp – Julespecial
Dog er der stadig fundet plads til den ugentlige torsdagskamp, der især har stor betydning for udeholdet.
Seahawks (8-7) var efter 13 kampe én sejr bedre end Rams, men efter to nederlag til førstnævnte og to sejre til sidstnævnte er det nu vendt rundt, hvorfor Seattle-mandskabet står med den ene fod udenfor slutspilsdøren.
De to hold mødes i næste uge, hvilket potentielt kan afgøre, hvem der vinder NFC West. Dog vil det kræve en del held, hvis det skal lykkes for Mike Macdonald & co.
Rams møder Hjalte Froholdt og resten af Cardinals mandskabet natten til søndag dansk tid, og hvis det lykkes dem at vinde den, bliver det næsten umuligt for Seahawks. Selv med to Seattle-sejre i de kommende to kampe, vil det kræve en masse andre resultater, som skal gå Seahawks’ vej, da det afgøres af ”strength of victory”.
Derfor vil en Cardinals-sejr være til stor hjælp for udeholdet, men: Seahawks skal selv vinde mod Bears!
Og for netop Bears (4-11) er der ikke helt det samme på spil. I stedet for en slutspilsplds, må det i stedet siges at være æren, som de spiller for.
Efter en flot start med fire sejre i første seks kampe, er det sidenhen blevet til ni nederlag i streg. Efter det sjette nederlag i den kedelige stime fyrede de deres cheftræner, Matt Eberflus, og den nu midlertidige cheftræner, Thomas Brown, har ikke formået at vende nederlagene til sejre.
Aldrig har holdet med mere end 100 år på bagen tabt mere end 10 kampe i streg i løbet én sæson. Det skete for bare to år siden, men med to kampe tilbage i 2024-sæsonen er der en risiko for, at det kedelig klubrekord allerede kan blive slået. Derfor er det ikke kun Seahawks, der har meget på spil, og der er lagt op til en duel mellem to sejrshungrende mandskaber.
Skadeslisten
Caleb Williams er før kampen den quarterback, der er blevet sacked flest gange i sæsonen og i kampen mod Seahawks’ farlige presspil, står han til at undvære to af sine vigtige dørmænd. Braxton Jones, der spiller venstre tackle, brækkede anklen i sidste weekend mod Lions og er derfor færdig for sæsonen.
Desuden er Jones’ makker til højre for sig på venstre guard, Teven Jenkins, meldt tvivlsom. Han har ikke trænet med i løbet af ugen grundet en lægskade, og i skrivende stund peger pilen på, at han ikke kommer i spil.
Hos udeholdet er der ikke mange skader at melde om, men for femte kamp i sæsonen ser det ud til, at det bliver uden runningbacken Kenneth Walker III. Han døjer med en ankelskade, hvilket har holdt ude af træning og muligvis også kampen mod Bears.
Ikke kun en slutspilsplads presser Geno Smith
Sæsonen anno 2024 har været en stor rutsjebanetur for Seahawks. De har ikke formået at finde fodfæstet på noget tidspunkt, og det samme gør sig gældende for især Geno Smith.
Selvom han indtil videre har imponeret med både 3937 kasteyards og en rammeprocent på 70,1%, hvilket er henholdsvis tredje flest og fjerde bedst i ligaen, mangler han stadig at finde et mere stabilt niveau.
Han laver alt for mange turnovers (15 interceptions i 15 kampe), og det er kun blevet til 17 kastede touchdowns, til trods for at især Jaxon Smith-Njigba har vist et flot og højt niveau gennem det meste af sæsonen.
Den primære grund skyldes presset. Ikke presset for at vinde, men presset fra modstanderne.
Smith har været blandt de bedste, når han får en ren lomme at arbejde i. Her rangerer han som den 11. bedste quarterback med en passer rating indtil videre på 108,8, men så snart han mærker presset, falder han drastisk i niveau.
Faktisk rangerer han kun som nummer 26 blandt quarterbacks under pres med en passer rating på 54,0. Desuden er han blevet sacked 45 gange, hvilket er tredje flest indtil videre i sæsonen, selvom han ”kun” er den quarterback, der er blevet presset sjette flest gange.
Derfor lugter Bears-forsvaret blod. Ikke nok med, at de møder en modstander, der har det svært mod presset, så har de selv været dygtige til at presse quarterbacken. 24,9% af tiden formår de at gøre netop det, hvilket er syvende bedst i ligaen, og især Montez Sweat og Gervon Dexter Sr. har været vigtige brikker i Bears-presspillet
Det bliver det helt store nøglepunkt for Bears, og hvis de skal lukke munden på eksperterne og bookmakerne, som spår en Seahawks-sejr, bliver de nødt til at presse og ramme Geno Smith.
Forudsigelse
Skal det blive tiende nederlag i streg for Caleb Williams & co.? Hvis ikke, så kræver det at Caleb Williams finder det stabile niveau frem og, vigtigst af alt, undgår at blive sacked.
Desværre for ham tror jeg, at Seahawks-forsvaret bliver for stor en mundfuld for det 23-årige stortalent. Dog forventer jeg, at Bears kan levere en solid indsats mod Geno Smiths angreb, og dermed begrænse ham, men ikke nok til, at det vinder dem kampen.
Udeholdet vinder med 20-13 og holder håbet om en billet til slutspillet i live.
Husk at du kan se kampen fredag morgen på bare 40 minutter med Game in 40 på NFL Gamepass.








