Kan Cincinnati Bengals få momentum efter en sløj sæsonstart, eller fortsætter Miami Dolphins med at imponere?

Cincinnati Bengals (1-2) skal forsøge at råde bod på en sløv sæsonstart, når de møder ubesejrede Miami Dolphins (3-0) på hjemmebane i junglen. Det er også et opgør mellem de to tidligere SEC-rivaler Joe Burrow og Tua Tagovailoa, der blev valgt med henholdsvis det første og femte valg i 2020-draften. De mødtes to gange i college-rækkerne, hvor de delte i porten.

Faktisk var Dolphins ganske implicerede i, at Bengals overhovedet fik mulighed for at vælge Joe Burrow. De to hold mødtes i december 2019 på et tidspunkt, hvor de for længst havde udspillet deres rolle i grundspillet og i stedet ”kæmpede” om at blive dårligst i NFL for at få det første valg i draften. Det udviklede sig til et dramatisk opgør, hvor Dolphins i sidste ende vandt med 38-35 efter forlænget spilletid og sendte Joe Burrow i favnen på Bengals.

Spørgsmålet er imidlertid, hvilken Tua Tagovailoa vi får at se, samt om han evner at få sit angreb op i fulde omdrejninger? Tua udgik kortvarigt i Dolphins’ seneste kamp mod Buffalo Bills med dét, der øjensynligt lignede en hjernerystelse, hvor han vaklede ad flere omgange. Ikke desto mindre kom Tua tilbage på grønsværen efter pausen og var med til at køre Dolphins’ sejr på 21-19 hjem, selvom han bare kastede otte gange i anden halvleg. Situationen har igen antændt debatten om, hvorvidt ligaen gør tilstrækkeligt for at håndtere hjernerystelser og forebygge alvorlige senfølger.  

Omvendt leverede Joe Burrow sin foreløbigt bedste præstation i 2022, da Bengals kom tilbage på sporet og fik sæsonens første sejr mod New York Jets. Heri ramte Burrow på 23 af 36 kast for 275 yards, tre touchdowns og ingen interceptions. Alligevel var det også tydeligt, at den offensive linje endnu ikke har fundet sig selv – og stadigvæk er angrebets ubestridte hæmsko, selvom Mike Brown har punget ud for La’el Collins, Alex Cappa og Ted Karras i løbet af foråret. Således tillod Bengals to sacks og ni QB-hits mod Jets, ligesom de har opgivet flest sacks (15) i AFC i år.

Seneste nyt på skadesfronten

I forlængelse af Bengals’ kvaler på den offensive linje er det bemærkelsesværdigt, at La’el Collins enten har misset eller været begrænset i ugens træningspas, da han har problemer med ryggen. Collins forventes at starte, men I bør holde et vågent øje med, om han spiller for fuld styrke.

Generelt er Bengals hårdt ramt i skyttegravene, da forsvarsprofilen DJ Reader er blevet knæskadet og forventes ude i en måneds tid. Reader har leveret næst flest defensive stops af alle linjespillere i sæsonen, og hans fravær vil få konsekvenser for Bengals’ evne til at stoppe modstandernes løbespil.

Som nævnt tidligere er det helt store spørgsmål hos gæsterne, om Tua Tagovailoa bliver kampklar. Alternativt får vi Teddy Bridgewater i aktion, der spillede 14 kampe for Denver Broncos i fjor, før han blev kasseret og erstattet. Bridgewater må regnes som en habil reserve, selvom han ingenlunde har imponeret i de seneste år, hvor han også har forpasset en chance hos Carolina Panthers.

Uanset om det bliver Tua eller Bridgewater, der starter under center, risikerer vedkommende at mangle Terron Armstead på venstre tackle, der er tvivlsom med en skadet tå. Armsteads eventuelle fravær vil være en svær pille at sluge for Dolphins, da han har været en sikker skanse i sæsonens første tre kampe, hvortil Pro Football Focus rangerer ham blandt de ti bedst præsterende tackles i ligaen.

Hold øje med…

Finder Joe Burrow endelig sin rytme?

Zac Taylor må snart tabe hovedet over uduelighederne på sin offensive linje. Den manglende beskyttelse betyder, at Joe Burrow vitterligt spiller med sit helbred som indsats, men det tillader også modstanderne at allokere relativt mange spillere til opdækningsspillet, som de kan variere og maskere på en måde, der begrænser Bengals’ farligste våben, som er deres eksplosive spil.

I nat står Joe Burrow over for Miami Dolphins’ forsvar, der ganske vist begrænsede Josh Allen og Buffalo Bills til sølle 19 point i tredje spillerunde, men som også tillod 497 yards undervejs. Faktisk har Dolphins tilladt næst flest kastede yards (297,7) i sæsonens første tre kampe, ligesom deres presspil har været undervældende og afhængigt af, at Josh Boyer benytter flere end fire spillere til at nå modstanderens quarterback.

Miami Dolphins’ kvaler mod kastespillet kan blive startskuddet for, at Joe Burrow finder sin rytme. Ifølge Next Gen Stats var Joe Burrow den tredje bedste quarterback i ligaen i fjor, når modstanderne spillede med en enkelt dyb safety frem for to, ligesom han var femte bedst i situationer, hvor modstanderne sendte fem eller flere i presspillet. Det kan virke paradoksalt, når vi tager højde for Bengals’ manglende kvalitet på den offensive linje, men omvendt giver disse situationer mulighed for, at Ja’Marr Chase og Tee Higgins har mere plads at boltre sig på. Derfor bør I holde øje med, hvordan Dolphins’ presspil udarter sig, samt om Xavien Howard og Nick Needham, der på ingen måde har imponeret i år, efterlades alene over for Bengals’ dygtige receivere.   

Fortsætter Mike McDaniel med at imponere?

Vi er bare tre uger inde i grundspillet, men det er svært ikke at lade sig begejstre af Mike McDaniel og Miami Dolphins’ angreb. Den tidligere Kyle Shanahan-protegé har taget ligaen med storm og foreløbigt står hans tropper noteret for ottende flest point og fjerde flest kastede yards i NFL. Til sammenligning scorede Dolphins tiende færrest point i fjor.

Det er også tydeligt, at McDaniels angreb er inspireret af sin tid i San Francisco. Medens hans version ligeledes indebærer alverdens bevægelse inden spilstart og kreative RPO-spil – der er spil, hvor Tua Tagovailoa både har mulighed for at kaste bolden eller give den til sin runningback efter spilstart – så adskiller det sig også ved, at han kan angribe banen horisontalt. Det skyldes ikke mindst, at han råder over to lynhurtige spillere i form af Tyreek Hill og Jaylen Waddle.

De kan både strække banen, men også få bolden omkring spillelinjen, hvilket tvinger modstanderne til at balancere deres forsvarsformationer. Tilsammen står Hill og Waddle noteret for 659 grebne yards, hvilket er 71 procent af angrebets total. Samtidig har Dolphins allerede produceret fem spil à 40 yards eller flere, hvilket er flest i ligaen i år – og til sammenligning leverede Dolphins bare otte af disse spil i hele sidste sæson.

Mike McDaniel står nu over for Cincinnati Bengals’ forsvar, der har været forholdsvis solidt i sæsonstarten. Faktisk har Lou Anarumos tropper bare tilladt tre touchdowns og to angrebsserier på minimum 59 yards i løbet af de første tre kampe. Det hører med til historien, at Bengals ingenlunde har mødt imponerende offensiv modstand i form af Mitch Trubisky, Cooper Rush og Joe Flacco, så det bliver spændende at se, om de kan holde stand mod Dolphins’ eksplosive angreb.

Forudsigelse

For bare et år siden havde det været grænsende til blasfemisk at skrive følgende, men kampen står og falder ved, om Tua Tagovailoa er kampklar. Som nævnt er Teddy Bridgewater en habil erstatning, men Mike McDaniels angreb er stadigvæk i sin spæde start og kontinuitet er afgørende for, at de kan fortsætte deres glimrende sæsonstart.

Omvendt har Cincinnati Bengals potentielt en gylden mulighed for at vaske tavlen ren efter et skuffende AFC-titelforsvar. Dolphins’ forsvar er hullet som en si og hvis ikke de formår at udnytte Bengals’ kvaler på den offensive linje, får Joe Burrow en stor aften.

Jeg går med værterne og spår, at Miami Dolphins’ indkasserer sæsonens første nederlag. Cincinnati Bengals vinder med 34-24.