Hvem skiller sig ud og overrasker os positivt eller negativt i den kommende sæson? Gul Klud-redaktionen kommer med sine frække forudsigelser for 2023-sæsonen.

Hvert eneste år er der et mandskab eller en spiller, som tager fusen på NFL-verdenen. I fjor var der næppe mange, som havde forventet, at Geno Smith skulle føre Seattle Seahawks i slutspillet? Eller at Russell Wilson og Denver Broncos skulle blive pryglknap i AFC West?

I denne optakt vover redaktionen pelsen, og forsøger at forudse, hvilke spillere, trænere eller hold, der kommer til at skille sig ud og overraske positivt eller negativt i den kommende sæson. Skribenterne peger bl.a. på, at Pittsburgh Steelers overrasker positivt og avancerer til slutspillet, mens at …

God læselyst. Hut hut.

AFC East v. Nichlas Mohrsen

Buffalo Bills: Josh Allen slår egen rekord

Josh Allen er den quarterback, der har kastet for flest og næstflest yards i Bills historie. Rekorden lyder på 4.544 og blev sat i 2020, hvor Allen kun skulle bruge 16 kampe på at slå rekorden. 

Sidste år rundede Allen 4.407 yards på 17 kampe, men i år kommer han over 4.600. 

Sidste år førte Devin Singletary holdet i antallet af løb, men han er rejst mod varmere himmelstrøg i Houston, og nu hviler Bills løbeangreb på en blanding af James Cook, Damien Harris og Latavius Murray.

Det kunne godt tyde på, at der bliver lagt mere ansvar på Allens skuldre – primært den højre – og det kommer til udtryk i flere kast og flere kastede yards.  

Miami Dolphins: Både Jaylen Waddle og Tyreek Hill griber flere end ti touchdowns

Der er ikke mange hold, der kan konkurrere mod Dolphins receiverkorps. Anført af Hill og Waddle, har Tua ingen undskyldninger for ikke at kaste mange touchdowns – og lige præcis det, kommer han til i år. 

Efter et forår med selvransagelse ovenpå et 2022, der bød på nogle forfærdelige hovedskader, har Tua forhåbentlig genfundet noget selvtillid – Og det skal han bruge, for med Bills og Jets i samme division, er der næsten garanti for et shootout eller to. 

Det kommer til at afspejle sig i statistikkerne, hvor Waddle og Hill begge runder 20. 

New England Patriots: Mac Jones kaster færrest touchdowns af de 32 udnævnte startere

Den er lidt kringlet, meeen jeg tror på den. Blandt de 32 quarterbacks, der starter spilleuge 1, kommer Mac Jones til at kaste færrest touchdowns. 

Jones har i sine to sæsoner kastet for 36 touchdowns i alt, hvilket svarer til ca 2 tredjedele af en almindelig Mahomes-sæson. 

Og det ser ikke ud til, at den trend ændres i den kommende sæson. Derfor er der nok musik i at gætte på et meget lavt antal kastede touchdowns. 

Cheftræner Bill Belichick er også af den gamle skole og plejer at være ligeglad med, hvordan kampene vindes – så længe de bliver vundet. Han kommer til at sætte sin lid til forsvaret og lavtscorende kampe. Og så hjælper det også, at Patriots har et af ligaens mest talentfattige receiverkorps. 

New York Jets: Vinder divisionen

New York Jets har endelig fundet deres nye franchisequarterback, og det kommer man til at kunne se på banen. 

A-Rods blotte tilstedeværelse kommer til at hæve spillet hos samtlige Jets-spillere på angrebet og med tilbagevendte Breece Hall samt nytilkomne Dalvin Cook har Jets ingredienserne til et slagkraftigt angreb, som kan kompensere for en tvivlsom offensiv linje. 

Og så er der forsvaret. Jets har en af ligaens stærkeste defensive linjer, og med sidste års rookie of the year vinder i Sauce Gardner på cornerback, kan de lukke ned for selv de dygtigste receivere.

Med Rodgers ved roret, kommer Jets til at dominere en ellers stærk division, og de grønne helte kommer til at føre Jets til deres første divisionstitel siden 2002. 

NFC East v. Mikkel Nielsen

Dallas Cowboys: Micah Parsons slår sack-rekorden

Micah Parsons har spillet på et fabelagtigt niveau siden Cowboys draftede ham i 2021. I sine første to år i ligaen har han i begge sæsoner været med i kampen om Defensive Player of The Year titlen, mens han har spillet som både pass rusher og middle linebacker. I år skal Parsons udelukkende spille som pass rusher, hvilket giver ham muligheden for at fokusere 100% på at presse quarterbacken. Derfor er der uden tvivl en chance for, at den ultra-talentfulde linebacker kan føre ligaen i sacks, og måske endda slå Michael Strahans rekord på 22.5 sack. 

New York Giants: Darren Waller får over 1000 receiving yards

I sidste sæson manglede Giants nogle offensive playmakers ud over Saquon Barkley. Det har de fået i år, efter holdet handlede sig til tight end Darren Waller. Han er en svær spiller for enhver modstander at dække op. Han er for hurtig til linebackers og for stor til defensive backs. Hvis han kan holde sig skadesfri kommer Waller med sikkerhed til at få en masse bolde i sin retning i 2023. Der har hidtil kun været én tight end i Giants’ historie med over 1000 receiving yards på en sæson, men der bør bestemt være mulighed for, at holdet kan føje endnu en til den liste i 2023. 

Philadelphia Eagles: Jalen Carter vinder Rookie of the Year

Siden Eagles draftede ham, har der været en kæmpe hype om Jalen Carter. Man hører ofte, hvordan han smadrer alt og alle i træningslejren, og at veteranerne på holdet roser ham til skyerne. Med stærke holdkammerater omkring sig som Fletcher Cox og Brandon Graham, har Carter alletiders mulighed for at suge viden til sig og komme godt fra start i NFL. Hvis Carter fortsætter det spil vi så fra ham i preseason, og hvis han kan leve op til det som holdkammeraterne taler ham op til, så er han i den grad kandidat til at vinde Rookie of the Year. 

Washington Commanders: Sam Howell bliver ligaens mest sackede QB

Der er stadig ingen som med sikkerhed ved præcis, hvad Sam Howell kan blive til i NFL. Han har både vist gode og knap så gode takter, men har endnu ikke fået nok spilletid til for alvor at blive vurderet. Dog kan man med sikkerhed sige én ting om ham, han tager mange sacks! I sin sidste college-sæson tog Howell et hav af sacks. Derudover blev han også sacket tre gange på 25 dropbacks i NFL sidste sæson, og han har en preseason sack procent på 10 i karrieren. Med tanke på Commanders forfatning på o-line, kan det godt risikere at blive et år, hvor Sam Howell skal samles op fra græstæppet med bolden i hånden en del gange. 

AFC North v. Nicholas Isak Jørgensen

Baltimore Ravens: David Ojabo og Odafe Oweh leverer 20 sacks tilsammen  

Baltimore Ravens har gennemgået et generationsskifte i presspillet henover foråret og sommeren. Calais Campbell og Justin Houston har forladt Maryland, og i stedet er der lagt i kakkelovnen til, at unge David Ojabo og Odafe Oweh indtræder den store scene, og som minimum fortsætter takterne fra i fjor, hvor Ravens leverede sjette flest sacks i NFL.

De to unge forsvarsspillere kender hinanden fra high school, hvor de blev tætte venner og pressede hinanden på grønsværen. Siden da leverede de tilsammen 18 sacks i college-rækkerne og blev valgt i henholdsvis første og anden runde af fortløbende drafts. David Ojabo missede størstedelen af sin rookie-sæson med en akillesseneskade, men nu er han klar til at få sit store gennembrud i NFL sammen med sin gamle kammerat. Eventyret fortsætter, og jeg forudser, at de leverer minimum 20 sacks tilsammen i 2023-sæsonen.

Cincinnati Bengals: Joe Burrows sack-mareridt fortsætter

I de seneste sæsoner har Cincinnati Bengals spenderet overdådige summer på offensive linjespillere fort at styrke beskyttelsen af Joe Burrow. Senest har Bengals bl.a. betalt 440 millioner kroner for at få fingrene i Orlando Brown Jr., og samlet set står den offensive linje noteret for 24,04 pct. af Cincinnati Bengals’ samlede lønudgifter i 2023. Problemet er bare, at investeringerne ikke betalte sig i fjor, og at Bengals meget vel kan stå i den samme situation næste år.

I løbet af sin karriere har Joe Burrow taget 124 sacks i NFL. Statistikken viser endvidere, at han har taget et sack på 24,3 pct. af de spil, hvor han har været under pres. Det vidner om, at Joe Burrow er villig til at tage chancer i sit spil, og derfor er han mere udsat, når det kommer til antallet af sacks. Det kommer næppe til at ændre sig, og derfor forudser jeg, at Joe Burrow bliver én af de tre mest sackede quarterbacks i 2023-sæsonen, selvom Bengals igen i år har spenderet stort i sin offensive linje.

Cleveland Browns: Myles Garrett bliver årets bedste forsvarsspiller

Betingelserne har aldrig været bedre for, at Myles Garrett kan tage det sidste skridt op ad sin karrierestige og vinde titlen som årets bedste forsvarsspiller. Alene i sig selv er Myles Garrett en overordentlig mundfuld, hvilket han har bevist i løbet af sine seks år i NFL, hvor det er blevet til 74,5 sacks og 13 forcerede fumbles. Siden 2018-sæsonen har Garrett også leveret minimum 10 sacks pr. sæson, mens det er blevet til 16 sacks i 2021 og 2022-sæsonerne.

Jeg spår, at Myles Garrett overgår sig selv og spiller sin hidtil bedste individuelle sæson i NFL, samt at det rækker til, at han bliver kåret som årets bedste forsvarsspiller foran skarpe konkurrenter som Nick Bosa, Aaron Donald, mv. Ud over at Garrett er blevet bedre og bedre, så har Browns omsider investeret massivt i sin defensive linje, hvor profilerede spillere som Za’Darius Smith, Dalvin Tomlinson og Ogbo Okoronkwo er kommet til. De kommer til at supplere Myles Garrett på fornem vis, og derfor kan han bruge sine kræfter på at jage modstandernes quarterback – fremfor at bære Browns-forsvaret egenhændigt.

Pittsburgh Steelers: Mike Tomlin og co. avancerer til slutspillet

Mike Tomlin er efterhånden blevet synonym med Pittsburgh Steelers, efter at han har stået i spidsen for det hæderkronede mandskab i 275 kampe siden 2007. Han har ikke bare videreført de stolte traditioner – Tomlin har forfinet dem, og han har stadigvæk til gode at tabe flere kampe, end han har vundet i en enkeltstående sæson. Det er ganske enkelt imponerende.

I år står Mike Tomlin over for noget af en udfordring, når han skal føre Steelers til succes i en særdeles konkurrencedygtig division, og i en endnu vildere konference, hvor der har pågået en våbenkapløb om kvalitet og talent, som er uden sidestykke. Alligevel vil det ikke overraske mig, hvis Mike Tomlin igen holder Steelers konkurrencedygtige og kvalificerer dem til slutspillet på ny. Han er bare garant for høje standarder og kvalitet, og det kommer Kenny Pickett til at nyde godt af i sin videre udvikling.

NFC North v. Claus Elming

Chicago Bears: Bears får en wild card plads

Bears var helt officielt det dårligste hold i NFL i sidste sæson. De sluttede med færrest sejre af alle og fik første draft pick. Det tradede de så til Carolina, og fik dermed et par byggeklodser ind i år og endnu flere til næste år. En af handlens overraskelser var, at Panthers sendte receiver DJ Moore til Chicago. Da Bears samtidig draftede en stor lineman til at beskytte Justin Fields, kan den unge quarterback tage et kæmpe skridt i sin udvikling i år. Bears har lidt udfordringer på den defensive linje, men ellers er truppen faktisk ganske talentfuld. Da Bears samtidig ligger i en forholdsvis nem division, og deres kampprogram er blandt NFLs letteste, så er alle ingredienser på plads til en gedigen overraskelse, hvor Bears spiller sig i playoffs. 

Detroit Lions: Aidan Hutchinson bliver DPOY

DPOY eller Defensive Player of the Year kunne i år gå til en Lions-spiller for første gang siden… siden… ja nogensinde. Men efter en fantastisk rookie-sæson, hvor Aidan Hutchinson både sackede quarterbacks, jagtede runningbacks og lavede ikke bare én men to interceptions, er han nu klar til at træde ud af skyggen af alle andre i NFL. Hutchinson blev “kun” valgt som nr. 2 i sidste års draft, da Jaguars besluttede at tage en chance på Trayvon Walker med pick 1. De spiller begge Edge/DE og mon ikke Jaguars fortryder den beslutning. Hutchinson er lokal dreng fra Michigan, så han er i forvejen populær og allerede ansigtet på generationsskiftet hos Lions. Vinder han prisen som Defensive Player of the Year bliver han udødelig i Detroit, 

Green Bay Packers: Packers vinder NFC North

I 30 år har quarterbacken i Green Bay heddet enten Brett Favre eller Aaron Rodgers. Den første er allerede valgt ind i Hall of Fame, og den anden bliver det, når karrieren engang er slut. Dermed er det også store sko, som quarterback Jordan Love skal fylde i den lille football-gale by i Wisconsin. Men forlydender fra Packers træningslejr og de få glimt vi har fået af ham i pre-season lover godt, og måske er springet fra Rodgers til Love ikke helt så stort som frygtet. Packers er utrolig godt besat på næsten alle andre pladser, så kan Love levere varen i sit første år som starter, så kan Packers vinde NFC North 

Minnesota Vikings: Justin Jefferson sætter yards-rekord. 

Der er endnu ingen wide receiver, tight end eller anden spiller, der har grebet bolde for 2000 yards i en sæson. Rekorden indehaves lige nu af Calvin “Megatron” Johnson, der helt tilbage i 2012 greb bolde for 1.964 yards. Flere spillere er kommet tæt på, men ingen har formået at overhale Megatron. Indtil i år, hvor Justin Jefferson fortsætter sit angreb på NFLs rekordbøger. Han er allerede den spiller med flest grebne yards efter to år i ligaen og også efter tre, og nu i sit fjerde år sætter han rekorden for flest yards i én sæson. Han bankede på sidste år med 1.809 yards, men i 2023 overhaler han Megatron, og så skal man jo huske på, at han har 17 kampe til at gøre det i, hvor Megatron kun brugte 16. Det gør kun den pensionerede superstjernes rekord endnu vildere.