Efter et års ufrivillig pause er NFL tilbage i Europa. Falcons og Jets mødes søndag i Tottenham.

Alle mand på dæk! London kalder og NFL er omsider tilbage på det europæiske kontinent efter, at corona-pandemien fik sat et midlertidigt punktum for den praktiske udbredelse af ligaen.

Vi kan nu se frem til to kampe på Tottenham Hotspur Stadium i London i løbet af de kommende uger. Først står Atlanta Falcons (1-3) og New York Jets (1-3) over for hinanden, mens Jacksonville Jaguars (0-4) og Miami Dolphins (1-3) mødes d. 17. oktober.

I dag sætter vi fokus på den første kamp mellem Falcons og Jets, der spilles kl. 15.30 søndag d. 10. oktober dansk tid.

Selvom de to mandskaber langt fra har imponeret i sæsonstarten, kan det europæiske publikum se frem til at opleve spillere såsom Matt Ryan, Zach Wilson, Kyle Pitts, Quinnen Williams og Deion Jones. Og så er det ikke helt skidt, at kampen spilles på et ”normalt” tidspunkt efter europæiske standarder.

Både Atlanta Falcons og New York Jets har været en tur i manegen i London før, men de efterlod Storbritannien med blandede oplevelser. Førstnævnte led et snævert nederlag til Detroit Lions i 2014, mens Jets tværede Miami Dolphins ud med 27-14 i 2015. Nu får Falcons og Jets lov til at markere NFL’s tilbagevenden til Europa og det 29. opgør spillet i London.

Seneste nyt på skadesfronten
Vi må imidlertid se langt efter Calvin Ridley, der tog NFL med storm i fjor, da han greb 1.374 yards og ni touchdowns. Ridley er ikke rejst med til London på grund af ”personlige årsager”. For at gøre ondt værre må Matt Ryan også undvære receiver Russell Gage, der sidder ude med en ankelskade.

New York Jets er heller ikke ved fuld styrke, da tight end Tyler Kroft (rygskade), safety Adrian Colbert (hjernerystelse) og marginal-receiver Jeff Smith (hjernerystelse) ligeledes må stå over. Endvidere har Jets tidligere placeret Mekhi Becton, Carl Lawson, Blake Cashman og Lamarcus Joyner på injured reserve-listen.

Hold øje med…

Hvordan kompenserer Arthur Smith for Calvin Ridleys fravær?

Som beskrevet tidligere var Calvin Ridley tiltænkt en rolle som direkte arvtager fra Julio Jones, der kvittede Atlanta i sommers til fordel for Tennessee. Ridley var da også særdeles aktiv i bl.a. fjerde spillerunde, hvor Matt Ryan kastede 13 bolde i hans retning.

Derfor får cheftræner Arthur Smith en væsentlig opgave med at kompensere for Calvin Ridleys fravær over for Robert Salehs forsvar, der har været anstændigt i dets forsvar af kastet. Jets har foreløbigt tilladt 12. færrest kastede yards i NFL og præsterede senest syv sacks mod en hjælpeløs Ryan Tannehill.

I den forbindelse kan I forvente at se en hel del til schweizerkniven Cordarrelle Patterson. Foreløbigt har Patterson nydt hidtil uset succes på banen under Arthur Smith, hvortil han har løbet for 119 yards, grebet bolde for 235 yards og scoret fem gange i sæsonens første fire kampe. Det er ganske iøjnefaldende for en spiller, der primært har begået sig som return-specialist i sin karriere.

Foruden Cordarrelle Patterson skal I holde et vågent øje med rookie tight end Kyle Pitts. Falcons valgte Pitts med det fjerde valg i 2021-draften, og selvom han endnu ikke har brændt banen af, er hans atletiske evner ubestridelige. Jeg forventer, at Arthur Smith slipper tøjlerne og i højere grad udnytter Pitts’ alsidighed og kompetencer i kastespillet – set i lyset af Ridley og Gages fravær.

Kan Zach Wilson fortsætte de positive takter?

Zach Wilson har utvivlsomt haft en svær start på sin karriere i de professionelles rækker. Den tidligere BYU-profil startede sæsonens første tre kampe ud med at kaste sølle to touchdowns og syv interceptions, mens han tog 15 sacks.

Men i den seneste spillerunde noterede Wilson sig for karrierens første sejr, da New York Jets besejrede Tennessee Titans efter forlænget spilletid. Heri viste Wilson prøver på dén armstyrke og sin evne til at levere spektakulære spil uden for lommen, som fik Jets’ ledelse til at falde pladask for ham i første omgang. Wilson sluttede opgøret med 297 kastede yards, to touchdowns og en enkelt interception.

Der er fortsat plads til forbedringer, men det virkede som en afgørende præstation, der kan blive starten på et vendepunkt for den 22-årige quarterback. I søndagens opgør står han over for Atlanta Falcons’ forsvar, der har tilladt flest point og 12. flest kastede yards i NFL.

Hverken A.J. Terrell eller Fabian Moreau har udvist synderligt imponerende opdækning i 2021, og derfor bør I holde øje med Jets’ relativt nytilkomne receiver Corey Davis, der greb fire bolde for 111 yards og en scoring mod Titans i fjerde spillerunde.

Forudsigelse
Det er et særdeles svært opgør at spå om, da ingen af holdene har gjort sig fortjent til den fornødne tillid og favoritværdigheden. Ydermere kan holdenes evne til at omstille sig og håndtere både tidsforskel og rejsetid blive afgørende.

I sidste ende går jeg med Robert Salehs mandskab, der tog en vigtig skalp, da de fik sæsonens første sejr i fjerde spillerunde. Foruden min grundlæggende tiltro til Saleh som træner, kommer Matt Ryan til at savne Calvin Ridley og Russell Gage og jeg har svært ved at se Falcons’ forsvar holde stand.

New York Jets vinder opgøret med 24-18 og dermed bliver Zach Wilson den første rookie quarterback til at vinde i London.