Der er dømt titanernes kamp, når Baltimore Ravens og Cincinnati Bengals tørner sammen på M&T Bank Stadium i denne uges torsdagskamp.

I tiende spillerunde blev vi tvangsindlagt til at overvære harmløse Chicago Bears og Carolina Panthers duellere i en slags ”tabernes torsdagskamp”. I denne uge tager vi en grusom hævn, når divisionsrivalerne fra Baltimore Ravens (7-3) og Cincinnati Bengals (5-4) tørner sammen på M&T Bank Stadium.

Det er et opgør, som emmer af kvalitet, slutspilsaspirationer og ondt blod. Anført af Lamar Jackson og Joe Burrow har Ravens og Bengals brudt med Pittsburgh Steelers’ faste jerngreb om AFC North-divisionen. Siden Ravens valgte Lamar Jackson i første runde af 2019-draften har de to hold delt i porten med to divisionstitler hver og har medvirket i sammenlagt 11 slutspilskampe. Og hvem husker ikke det drabelige slutspilsopgør mellem rivalerne i fjor, hvor Bengals trak det længste strå og vandt med 24-17, efter at Sam Hubbard scorede et 98-yard langt defensivt touchdown i fjerde quarter?

Denne gang er det Bengals, som har revanche til gode, efter at de tabte tidligere på sæsonen med 27-24 i Cincinnati. Baltimore Ravens’ angreb producerede 415 yards og Lamar Jackson sluttede opgøret med 237 kastede yards, to kastede touchdowns og 54 løbede yards. Nu er Joe Burrow blevet sin lægskade kvit, og han har løftet sit niveau i de forgangne uger, hvor Bengals bl.a. har slået titelaspiranterne fra San Francisco og Buffalo.

På samme vis har Baltimore Ravens også forbedret sig markant, siden de to hold mødtes i september. Lamar Jackson er blandt kandidaterne til MVP-titlen, efter at han har leveret 2.658 yards og scoret 15 touchdowns i 2023. Ravens’ forsvar præsterer også på et ufatteligt højt niveau, og har tilladt færrest point, næst færrest yards og produceret flest sacks i NFL.

Hvis Bengals for alvor skal gøre sig forhåbninger om at vælte Ravens af pinden og hjemtage divisionstitlen for tredje år i træk, så er de pisket til at vinde i Baltimore. Bengals tabte senest til rookie-fænomenet C.J. Stroud, som straffede Lou Anarumos forsvar med syv kast à 20 yards eller flere. Det er første gang i to år, at Bengals tillod så mange eksplosive spil i én kamp!

Samtidig skal værterne også tilbage på sporet, efter at de smed en 14-points føring i fjerde quarter til Cleveland Browns i tiende spillerunde. Browns lukrerede på flere ukarakteristiske fejl af Lamar Jackson og var simpelthen fysisk overlegne i kampens slutfase, hvilket må have været et skræmmende syn for Ravens’ fans.

Seneste nyt på skadesfronten

Baltimore Ravens må formentlig se bort fra profilerne Ronnie Stanley (knæskade) og Marlon Humphrey (lægskade), som begge udgik af tiende spillerunde. Heldigvis for Ravens er Morgan Moses tilbage, efter at han har misset to kampe i træk med en skulderskade, hvilket betyder, at John Harbaugh kan rykke Pat Mekari over på venstre tackle i Stanleys fravær.

Gæsterne fra Cincinnati risikerer også at mangle flere profiler til torsdagskampen, hvor især forsvaret er hårdt ramt med fire tvivlsomme startere. Listen tæller bl.a. presspilleren Trey Hendrickson, som pådrog sig en knæskade i nederlaget til Texans. Bengals kan dårligt undvære Hendrickson, som har leveret 27 tacklinger, 8,5 sacks og to forcerede fumbles i 2023-sæsonen.

Der er også fortsat tvivl om Tee Higgins, som stadigvæk døjer med en forstrækning. Higgins er én af nøglespillerne på Bengals’ angreb, hvor han supplerer Ja’Marr Chase og Tyler Boyd på fornem vis. Den 24-årige receiver står foreløbigt noteret for 328 grebne yards og to scoringer i år.

Kan Ravens holde styr på Ja’Marr Chase?

Ja’Marr Chase har været en torn i øjet på John Harbaugh og Baltimore Ravens, siden Cincinnati Bengals valgte ham i første runde af 2021-draften. I sine fem indbyrdes grundspilskampe mod Ravens har Chase grebet 35 bolde for 493 yards og to touchdowns, hvortil han har været afgørende for at tippe magtforholdet i AFC North til Bengals’ favør.  

Hvis Bengals skal lykkes med at besejre divisionsrivalerne på M&T Bank Stadium, må og skal Ja’Marr Chase levere varen igen. Efter en svær sæsonstart, hvor Chase også led under Joe Burrows skadeskvaler, har Bengals’ superreceiver fundet formen igen. I de seneste fem kampe har Chase grebet 40 bolde for 537 yards og fem touchdowns, og Joe Burrow må også forventes at fodre ham i torsdagskampen, når vi tager højde for Tee Higgins’ forventede fravær.  

Omvendt skal Mike MacDonald og Baltimore Ravens sætte sin lid til, at Marlon Humphrey bliver sin skade kvit. Humphrey har både de fysiske evner og mentaliteten til at spille op med Chase, og alternativt er Ravens tvunget til at starte den konverterede cornerback Brandon Stephens eller veteranen Ronald Darby over for Chase.

Derudover kan Humphreys eventuelle fravær betyde, at Ravens er nødt til at allokere flere spillere til opdækningen af Chase. Fx kunne MacDonald afsætte den velspillende safety Geno Stone til at sikre yderligere zoneopdækning omkring Chase. Stone er én af solstrålehistorierne i denne sæson, hvor det tidligere syvenderundevalg har fået sit store gennembrud og fører NFL med seks interceptions.  

Forudsigelse

I kan roligt sætte kaffe over og stille vækkeuret til kl. 02:15 natten til fredag, da vi har et mageløst opgør i vente, som både får implikationer for slutspillet og divisionstitlen i AFC North. Derudover er der rigeligt med ondt blod mellem Baltimore Ravens og Cincinnati Bengals, som udgør én af de største rivaliseringer i nutidens NFL.

Tre af de seneste fire indbyrdes opgør mellem de to duellanter er blevet afgjort med syv point eller færre, og I kan godt forvente, at det igen bliver tæt i torsdagskampen. Der er meget på spil for både Ravens og Bengals, som også skal rejse sig ovenpå nederlagene i tiende spillerunde. Til syvende og sidst råder Ravens over et mere komplet mandskab end Bengals, og især Mike MacDonalds forsvar bliver en stor mundfuld for Zac Taylors angreb, som formentlig kommer til at mangle Tee Higgins.

Derudover skal I – vanen tro – holde et vågent øje med Baltimore Ravens’ løbeangreb, som bliver en stor mundfuld for Bengals-forsvaret, som har tilladt tredje flest løbe-yards i NFL. Ravens har i gennemsnit løbet for 155 yards pr. kamp i 2023, hvilket er flest i ligaen, og Gus Edwards har scoret syv touchdowns i de seneste fire kampe alene!  

Baltimore Ravens forsvarer sin trone i AFC North ved at vinde med 31-24.