På klassisk Bill Belichick-manér var det svært at se, at manden lige havde været arkitekten bag det største comeback i Super Bowl’s historie. Bagud med 25 point skulle Patriots forsøge at indhente ligaens bedste angreb, og det lykkedes på spektakulær vis. Alligevel var det en lidt vrissen Belichick, der svarede på spørgsmål efter opgøret.
I var nede med 21-3 ved pausen. Hvad sagde du til dine spillere?
“Hvad jeg sagde til mine spillere? Det samme som jeg sagde før første quarter og andet quarter. Jeg fortsatte med at coache, blev ved med at forsøge at finde måder at blive mere produktiv på,” lød det fra Belichick, der fortsatte.
“Vi adresserede de ting, som vi allerede opdagede i første quarter, men jeg har ikke rigtig lyst til at uddybe, hvad det var.”
Patriots var bagud med 16 point i fjerde quarter, og det betød, at de ikke bare havde brug for to touchdowns, men også to ekstra point efter begge scoringer. Det lykkedes på overlegen vis, og Belichick kunne efter kampen afsløre, at det ikke var ren og skær held.
“Vi har trænet ekstra point hele ugen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men Josh (McDaniels) og jeg havde på fornemmelsen, at vi måske skulle bruge et par stykker. Heldigvis eksekverede vi dem fint,” sagde Belichick.
Han ønskede hverken at tale om en eventuel pension eller konflikten i indeværende sæson med NFL ovenpå Tom Brady’s fire kampes karantæne mod sæsonens begyndelse. Til gengæld havde han store roser til hele sin stab.
“Sikke en kamp. Jeg kan ikke rose holdet og staben nok. Mine koordinatorer gjorde det fremragende, og vi blev bare ved med at arbejde. Tom har haft mange store øjeblikke, og denne var en af dem. Den eneste grund til, at jeg er, hvor jeg er, er fordi spillerne og staben leverer, som de gør.”
Med sejren er Bill Belichick den mest vindende cheftræner i Super Bowl-historien med fem sejre.










