Dominante Nordic Storm er EFA-mestre!

0

Åbningssæsonen i EFA-ligaen kulminerede lørdag, da Nordic Storm og Munich Ravens mødtes for tredje gang på 62 dage. Trods rollen som bookmakernes underdog kvaste Storm de tyske konkurrenter og sikrede sig dermed den største triumf i klubbens korte levetid.

Åbningen på Tivoli Stadion Tirol bød som ventet på en tæt og jævnbyrdig affære. Begge hold gav prøver på farligt angrebsspil, og det kastede hurtigt scoringer af sig i begge ender. Måske en anelse uventet var det WR Simon Føns, der tegnede sig som den store trussel hos Storm, da han stod bag de to første scoringer for det nordiske mandskab.

Hektisk andet quarter

I andet quarter begyndte fejlene så småt at snige sig ind hos begge hold. Det kom særligt til udtryk, da Munich mistede kontrollen over bolden på et punt return. Det gav Storm gode arbejdsbetingelser fra 36-yardlinjen, og de straffede prompte Ravens med en touchdownpasning til WR Edvin Almeida. To ekstra point blev sat på tavlen af RB Glen Toonga, den nykårede Comeback Player of the Year.

Prøv NFL GamePass gratis

Munich lod sig dog ikke slå ud. På den efterfølgende angrebsserie viste tyskerne, hvorfor de var værdige finalister: en kombination af store spil og dumme penalties fra Storm tog dem dybt ned i redzone. De fik endda bolden i endzone, men en dum fejl annullerede scoringen, og da det efterfølgende field goal fløj langt ved siden af, slap Storm med skrækken.

Hæsblæsende afslutning på første halvleg

På vanlig Nordic Storm-vis fik vi en begivenhedsrig afslutning på første halvleg. Et stort spil fra Føns bragte Storm dybt ind på Ravens’ banehalvdel, men bedst som det lignede en føring på tre scoringer, fumlede Toonga efter en tackling fra LB Alex Raich, årets Defensive Rookie of the Year. Det gav Munich en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen, og tyskerne skulle ikke bruge lang tid, før de svarede igen med et stort spil af deres eget og endnu en gang var at finde i Storms redzone. Men endnu engang holdt Storm-forsvaret stand, og da QB Russell Tabor på en 4th & 12 nærmest blev overfaldet, kunne QB Jadrian Clark gå på banen igen efter et turnover on downs.

Der skulle ikke gå længe, før dramatikken meldte sig igen. Med få minutter tilbage pressede Munich-forsvaret hårdt på og var tæt på at ramme Clark, der i sidste øjeblik fik skubbet bolden fremad. Spillet blev dømt som en fumble, og da en Ravens-spiller efterfølgende spurtede i endzone, udbrød jublen på Tivoli Stadion Tirol. Men jublen blev hurtigt vendt til modløshed, da kendelsen korrekt blev ændret til en mislykket aflevering. Med ganske få sekunder tilbage på uret fandt Clark i stedet WR Brendan Beaulieu i endzone til endnu et touchdown, og holdene kunne gå til pause ved stillingen 28-6.

Aldrig tvivl om resultatet

Anden halvleg begyndte i et roligere tempo, hvor begge hold havde svært ved at rykke bolden. Først med fem minutter tilbage af tredje quarter fik Ravens givet de tyske fans på lægterne noget at juble over, da de reducerede til 14-28.

Håbet om et comeback viste sig dog at være kortvarigt. Storm viste nemlig en sidste gang, hvorfor de har været sæsonens bedste mandskab, og punkterede med to hurtige scoringer i fjerde quarter definitivt de tyske mesterskabsdrømme. Trods de sidste krampetrækninger fra et udmattet Ravens-mandskab kunne Storm cruise mod sejren. Det flotte punktum blev sat af Jadrian Clark, sæsonens nykårede MVP, der med et fake QB sneak sendte sæsonens sidste touchdown på tavlen. Det til stor frustration for de slagne tyskere, som førte til kortvarige uroligheder mellem de to hold. Kampens udfald var dog en realitert, og med et kampresultat på 48-28 kunne det dansk-svenske mandskab dermed lade sig hylde som de første EFA-mestre nogensinde.