
Divisionen, som ingen ville vinde, er omsider afgjort. Til syvende og sidst vandt Falcons over Saints, hvilket sender divisionstitlen til Carolina Panthers.
Selvom Carolina Panthers og Tampa Bay Buccaneers ikke var i spil denne søndag, så havde de sæsonen på højkant, da New Orleans Saints og Atlanta Falcons tørnede sammen i Georgia.
Efter at Buccaneers besejrede Panthers i lørdagskampen stod det klart, at en Saints-sejr – eller et uafgjort resultat – ville sende divisionstitlen til Tampa Bay, mens en Falcons-sejr ville krone Panthers som divisionsvindere.
Til syvende og sidst – og efter 60 dramatiske spilleminutter – var det Atlanta Falcons, der vandt med 19-17, og dermed har Carolina Panthers vundet NFC South for første gang siden 2015-sæsonen.
Med divisionstitlen kan Carolina Panthers også se frem til at begynde slutspillet på hjemmebane, når de skal spille i Wild Card-runden i næste weekend.
Selvom det kan virke undervældende, at Panthers vinder divisionstitlen med bare otte sejre og ni nederlag i sæsonen, så er det værd at huske på, at holdet befinder sig i en genopbygningsfase, og at det bare er Dave Canales’ anden sæson i spidsen for Panthers.
Derudover har Carolina Panthers tidligere på sæsonen besejret to slutspilshold fra NFC tidligere på sæsonen i form af Green Bay Packers og Los Angeles Rams, hvilket kan tale for, at de kan skabe lidt ravage i slutspillet.
Som nævnt er det første gang siden 2015-sæsonen, at Carolina Panthers vinder divisionstitlen. Dengang var Panthers anført af Cam Newton, og de endte med at kvalificere sig til Super Bowl 50, hvor de dog tabte til Denver Broncos.
Se også: Myles Garrett tager sack-rekorden








