Buccaneers lever igen efter sjælden sejr

0

Tampa Bay Buccaneers besejrede Carolina Panthers med 16-14 og skabte fornyet spænding om divisionstitlen i NFC South.

Tampa Bay Buccaneers lever i kampen om divisionstitlen i NFC South og slutspillet, efter de besejrede rivalerne fra Carolina Panthers med 16-14 i den afsluttende spillerunde i grundspillet.

Det var Buccaneers’ første sejr siden 13. spillerunde, og de havde bare vundet ét af de seneste otte opgør forud for grundspilsafslutningen.

Saints afgør NFC South

Omvendt formøblede Panthers en gylden mulighed for selv at afgøre divisionstitlen. I stedet afhænger divisionstitlen i NFC South nu af resultatet af Atlanta Falcons mod New Orleans Saints, der spilles klokken 19:00 denne søndag.

Hvis Saints vinder, eller spiller uafgjort, så hjemtager Tampa Bay Buccaneers divisionstitlen for femte år i træk. Omvendt vinder Carolina Panthers divisionstitlen for første gang siden 2015, hvis Falcons slår Saints.

Buccaneers fører NFC South nu med deres sejr i nat, men hvis Falcons vinder i aften over Saints, så opstår en interessant situation.

Med en Falcons-sejr slutter Panthers, Buccaneers og Falcons alle med 8-9, og så er det Panthers, der har den interne tiebreaker, fordi de har slået Falcons to gange og vundet tre af fire interne opgør mod Falcons og Buccaneers.

Vinder Saints til gengæld søndagens kamp, så er Buccaneers videre, fordi de har slået flere fælles modstandere. Bucs har slået 49ers, Seahawks og Cardinals, hvor Panthers har tabt til alle tre.

Sunshine State… Not so much!

Kampen blev påvirket af et kraftigt regnvejr, som væltede ned over Tampa Bay under hele kampen. Uvejret medførte et hav af personlige fejl, da spillerne havde svært ved at finde deres fodfæste på græstæppet, og tabte ukarakteristisk mange bolde.

Det var værterne, som kom bedst ud af starthullerne. Buccaneers scorede 10 point i kampens første quarter, og producerede 216 offensive yards i første halvleg, mens gæsterne fra Carolina blev begrænset til beskedne 80 offensive yards.

Selvom Carolina Panthers blev udspillet i lange perioder af første halvleg, så fik de alligevel reduceret inden pausefløjtet.

Først fremtvang Christian Rozeboom en interception fra Baker Mayfield, som han førte ned til Buccaneers’ 19-yard-linje. Bryce Young kvitterede for den gunstige udgangsposition, da han kort tid efter fandt sin tight end Tommy Tremble på et 8-yard langt touchdown-kast.

A little too late

Kampbilledet fra første halvleg gentog sig efter pausen. Tampa Bay Buccaneers satte sig igen tungt på opgøret, da Chase McLaughlin bragte værterne foran med 16-7, og dernæst udnyttede Lavonte David en gedigen fejl af Bryce Young og Rico Dowdle.

Panthers forsøgte at gennemføre et flea-flicker-spil, men Dowdle gled på det våde underlag og tabte bolden ud af hænderne, da han prøvede at kaste den retur til Young. I stedet endte bolden på græstæppet, og veteranen David opsnappede den ovale kugle.

Men bedst som Buccaneers var i komplet kontrol med opgøret, og effektivt løb klokken i bund, så vågnede Carolina Panthers op til dåd igen. Først blokerede Cam Jackson et field-goal-forsøg, og så eksekverede Bryce Young et 72-yard langt touchdown-drive på bare tre minutter.

Selve scoringen var også en fryd for øjet, da Jalen Coker greb bolden i endzone og gennemførte spillet, selvom han blev presset hårdt af Buccaneers’ cornerback Benjamin Morrison.

Det var bare for sent, at Panthers fandt sin rytme. Bryce Young fik først bolden tilbage igen med 18 sekunder igen på sin egen 3-yard-linje, og det var alligevel for stor en mundfuld for den 24-årige quarterback.

Således slutter Tampa Bay Buccaneers og Carolina Panthers begge 2025-sæsonen med otte sejre og ni nederlag.

Læs også: Weekly Winners – uge 18