Vi mangler kun en uge af grundspillet og slutspillet er næsten på plads. Her er 10 ting vi lærte i uge 17.

1. Slutspillet næsten på plads

Med kun en uge af grundspillet tilbage er alle slutspilspladser ved at være fordelt. Kun tre pladser er stadig ledige, mens syv hold kæmper om dem. Desuden er seks divisioner afgjort, og kun AFC East og NFC West har stadig en smule spænding om førstepladsen.

2. Packers sikrer førsteseed i NFC

I NFC sikrede Packers sig med sejren over Vikings førsteseed i konferencen, og dermed kan Aaron Rodgers og co. se frem til en ekstra uges restituering, inden slutspillet starter. Packers ligner lige nu også det bedste bud på en Super Bowl-deltager fra NFC-halvdelen, omend sejren over Vikings søndag også blev hjulpet af, at Kirk Cousins var ude med covid-19.

3. Titans tager føringen i AFC

I AFC har Titans generobret føringen foran Chiefs, der tabte til Bengals – lidt mere om det i næste punkt. Titans mangler nu bare at slå divisionsrivalerne fra Texans for at vinde AFC-konferencen, og det burde være en overkommelig opgave, omend Houston nok gerne vil drille sine rivaler.

4. Joe Burrow eksploderer for Bengals

Bengals har også en teoretisk chance for at vinde AFC-konferencen, men kan i første omgang glæde sig over, at de med sejren over Chiefs søndag vandt AFC North. Joe Burrow eksploderede rent offensivt for anden uge i træk, og har nu over de sidste to uger 971 kasteyards og otte touchdowns uden en interception. Burrow har i denne sæson ramt på mere end 70 procent af sine kast for 4611 yards. Bengals har en franchise quarterback. Og så har jeg slet ikke nævnt hans bedste ven, Ja’Marr Chase, der greb 11 bolde for 266 yards og tre touchdowns!

5. Big Ben slutter på toppen på Heinz Field

Steelers håber bare, at de kan få en quarterback, der kan det samme som Joe Burrow, når Ben Roethlisberger efter alt at dømme stopper karrieren efter denne sæson. Big Ben havde i hvert fald selv hintet, at mandag aften ville være tidspunktet for hans sidste kamp på Heinz Field. Og hans holdkammerater – forsvaret i særdeleshed – sendte Big Ben ud med bravour med en sejr. Sejren holder Steelers inde i kampen om slutspillet, men det kræver en sejr over Ravens i næste uge – og lidt hjælp.

6. Farvel, Antonio!

Nu må det vel være slut med karrieren for Antonio Brown, ikke? Søndag udvandrede han fra kampen mod Jets i bar overkrop, og efter kampen lød meldingen fra head coach Bruce Arians, at Brown var fyret og ikke kom med flyveren hjem til Tampa. Episoden var blot den seneste i en lang række for Brown, men denne gang var det live foran millioner af tv-seere, så jeg tror ikke, han får en chance til i NFL.

**Læs også: Ny bizar optræden koster Antonio Brown jobbet

7. Eagles i slutspillet med tre førsterundevalg

Philadelphia Eagles kan ikke nå at vinde NFC East, men de har nu sikret sig en slutspilsplads efter syv sejre i de sidste ni kampe. Desuden kan de glæde sig over, at de har handlet sig til to ekstra førsterundevalg, så de nu sidder med både en slutspilsplads og tre førsterundevalg. Det er næsten for godt til at være sandt.

8. Cardinals dukker Cowboys

Cowboys kan bare glæde sig over, at de allerede har vundet NFC East, for søndag missede de muligheden for at presse på for hjemmebanefordel i NFC-konferencen. Det blev til et nederlag til Cardinals, der dermed holder presset på Rams inden sidste spillerunde i NFC West.

9. Rams i vildt comeback

Og faktisk var det lige ved at gå helt galt for Rams, da Matthew Stafford tidligt i kampen mod Ravens kastede en pick-six. Et stærkt fjerde quarter gav dog Rams en sejr efter et vildt comeback, og selvom det var vintage Stafford, så bekymrer det lidt, at han har kastet så mange interceptions og pick-sixes i denne sæson. Det kan blive rigtig dyrt i slutspillet.

10. Jaguars er helt håbløse

Et hold, der ikke behøver tænke på slutspillet er Jaguars. Jacksonville er så håbløst langt efter konkurrenterne, og søndag blev de udstillet, da deres rookie quarterback Trevor Lawrence kastede tre interceptions og satte 10 point på tavlen, mens modstanderens rookie quarterback – Mac Jones – kastede tre touchdowns, ramte på 70 procent af sine kast og satte 50 point på tavlen.