Det var den mest ensidige af de tre Thanksgiving-kampe, da Buffalo Bills uden problemer besejrede New Orleans Saints.

Efter to nederlag på tre uger, hvor Buffalo Bills på ingen måder lignede Super Bowl favoritter, kom de tilbage på sporet med en sikker 31-6 sejr udebane over New Orleans Saints.

Josh Allen kastede og løb sig til sejren, hvor også Bills forsvar igen lignede et af ligaens bedste. Allen kastede fire touchdowns og løb selv flere vigtige første downs hjem undervejs.

Tight end Dawson Knox greb to af Allens touchdown-kast. Det bringer ham op på syv grebne touchdowns i sæsonen, hvilket er rekord for en tight end i Bills 61-årige historie.

Stefon Diggs spillede også en solid kamp. Han spillede det meste af kampen overfor Marshawn Lattimore, men greb alligevel syv bolde for 74 yards og et touchdown. Running back Matt Breida greb Allens sidste touchdown, da han tog et kort screen pass 23 yards til end zone.

Buffalo Bills dominerede i alle aspekter, og forsvaret hold Saints angreb til kun 68 yards i første halvleg. Det var Saints fjerde nederlag i træk, efter de mistede quarterback Jameis Winston til en knæskade. På det tidspunt var de 5-2, nu er de pludselig 5-6 og slutspillet hænger i en tynd tråd.

Ironisk nok var Drew Brees til stede i New Orleans til kampen og modtog en stående ovation til øredøvende jubel, da han blev hædret i pausen. Ham kunne Saints godt have brugt på banen.

Sejren var vigtig for Bills, der nu midlertidigt indtager førstepladsen i AFC East divisionen, inden New England Patriots på søndag spiller mod Tennessee Titans. Derefter mødes Bills og Patriots to gange indenfor de næste tre spilleuger.