Mandagen efter uge 1 i NFL-sæsonen er altid fyldt med overreaktioner og således også i år, hvor reelle panik-tilstande dominerer årets første udgave af denne skrivelse.

  1. Lions beviser deres værd i sæsonpremieren
    Måske vidste NFL’s skemalæggere, hvad de lavede, da de fik os andre til at måbe ved at stille Detroit Lions op mod mægtige Kansas City Chiefs i sæsonpremieren. I hvert fald leverede Lions på et højt, højt plan og slog højst overraskende de forsvarende mestre fra Kansas City (PANIK!). Med til historien hører dog, at Chiefs manglede tight end Travis Kelce, defensive tackle Chris Jones og at Chiefs’ receivere tilsyneladende havde dyppet hænderne i cement inden kampen. Men det var positive takter for Lions, og det må give blod på tanden til resten af sæsonen.
  2. Ingen rookie quarterbacks vandt
    Som det nærmest er kutyme. Både Bryce Young, C.J. Stroud og Anthony Richardson måtte således gå fra banen med nederlag efter deres første kamp i NFL, men der var gode ting at spore og især Colts må være begejstrede for det, de så fra fjerdevalget i årets draft. Nu skal Richardson bare lære at passe på sig selv – ellers holder han ikke længe.
  3. Browns’ forsvar lukkede helt ned for Bengals
    Tidligere på ugen lukkede Bengals helt op for pengetanken for Joe Burrow og gjorde ham til NFL’s bedst betalte spiller nogensinde. I Cleveland var Browns ikke helt så barmhjertige og levnede ikke Burrow og Bengals mange chancer i regnen (PANIK!). Deshaun Watson viste lovende takter, men det ser også ud til, at han endnu ikke er helt tilbage på fordums styrke.
  4. 49ers ligner en favorit i NFC
    Det kommer ikke som den store overraskelse. Men jeg havde nok troet, at søndagens kamp mod Steelers i det mindste ville være en smule tæt. Men 49ers ville det anderledes og Steelers fik aldrig et ben til jorden (PANIK!). Det kan de andre hold i AFC North så glæde sig over. Det bliver svært at se, hvem der skal true San Francisco i NFC West.
  5. Chargers og Dolphins leverede mest underholdning
    I en kamp der på papiret lignede et opgør, vi kan se igen i slutspillet leverede Chargers og Dolphins underholdning i høj, høj klasse. Det blev i sidste ende Miami, der løb med sejren og dem kommer de til at tage mange flere af i løbet af sæsonen. Det gør Chargers efter al sandsynlighed også, og så er det bare et spørgsmål om, hvor langt det kan bære dem.
  6. Havde Rams gemt på det gode spil?
    I træningskampene lignede Rams et af ligaens dårligste hold og på papiret så det ud til at passe meget godt. Men mod Seahawks skruede de bissen på og så var det pludselig et helt andet hold. Spørgsmålet er så, om det var Rams, der har gemt på det gode spil eller om Seahawks bare slet ikke var klar til sæsonstarten.
  7. Uheldige Ravens
    Baltimore Ravens så egentlig ud til at være klar til sæsonstarten. Men på trods af en sikker sejr over Houston Texans, så blev det en rigtig øv-dag. Hele fire spillere måtte forlade kampen med skader, og værst gik det ud over runningback J.K. Dobbins, der har ødelagt akillessenen og er færdig for sæsonen. Han havde ellers endelig kæmpet sig tilbage efter en alvorlig knæskade. (PANIK!)

    Læs også: Skadeshelvede i Baltimore: Fire spillere på skadeslisten
  8. Sean Payton fik rodet start
    I Denver skulle Sean Payton forsøge at få Broncos på ret køl, og Payton forsøgte sig med et overraskende onside kick fra starten. Desværre fejlede special teams ved at lave en straf, og så var linjen lagt. Broncos tabte med et enkelt point til Raiders i en uskøn affære, hvor Jimmy Garoppolo fik en god start for gæsterne, og hvor Payton trods alt fik vist, at Russell Wilson og Broncos-angrebet er på rette vej.
  9. Lovende Love i Green Bay?
    For første gang i nærmest tre årtier hedder quarterbacken i Green Bay ikke Brett Favre eller Aaron Rodgers. Men det var svært at se forskel søndag. Måske har Packers faktisk fundet noget i Jordan Love, som de kan bygge videre på fremover. Det har jeg ellers ikke haft meget tro på, men mod Bears så han god ud, og Packers var sikkert sæsonens første kamp.
  10. Cowboys smadrer Giants
    Sikker var sejren også for Cowboys over Giants. Hold. Nu. Op. 40-0 blev slutresultatet – I NEW YORK (PANIK!) – og det var faktisk en historisk dårlig præstation af Giants, der slet ikke levede op til de forventninger, mange har til dem i år. Men var denne uge bare en fluke?

Bemærk: Denne artikel er skrevet før Monday Night Football mellem Jets og Bills – Aaron Rodgers skade ville naturligvis fået en plads på listen.