Baltimore Ravens fik en dyrt købt sejr, da de søndag vandt sæsonåbneren på hjemmebane mod Houston Texans. Det kostede nemlig fire spillere på skadeslisten, hvoraf J.K. Dobbins er færdig for sæsonen.

Baltimore Ravens var sidste sæson et af de værst ramte hold, når det kom til skader. Det skulle forhåbentligt være ændret i den nye sæson, men footballguderne ville det anderledes. I kampen mod Texans måtte hele fire spillere udgå med skader – værst gik det ud over holdets runningback J.K. Dobbins, som rev sin akillessene over, og derfor ikke kommer i spil resten af sæsonen.

Udover Dobbins, måtte Ravens også se deres startende safety Marcus Williams, startende center Tyler Linderbaum og startende venstre tackle Ronnie Stanley forlade banen. Linderbaum gik i omklædningsrummet, mens Stanley blev på sidelinjen, hvilket kunne indikere, at hans skade ikke er så slem. Holdet må dog afvente resultaterne af en MRI-scanning for at se omfanget af Marcus Williams skade. Det skriver Ravens på deres hjemmeside.

Ravens vandt kampen 25-9, og ligger på en delt førsteplads i AFC North sammen med Cleveland Browns. De skal på søndag spille mod divisionsrivalerne fra Cincinnati Bengals, som tabte deres åbningskamp mod Cleveland Browns.