Aaron Rodgers nåede blot at være på banen til fire spil, inden han forlod banen skadet. Jets kunne dog godt uden deres nye superstjerne og vandt over Bills på spektakulær vis i overtiden.

OPDATERET: Det er nu bekræftet, at Aaron Rodgers er akilles-skadet og færdig for sæsonen.

De mange Jets-fans havde glædet sig længe til at se Aaron Rodgers tørne ud for holdet, og endelig havde de et hold, der var store forventninger til. Men lykken varede ikke længe, og drømmen om en flot sæson blev hurtigt til et mareridt. På Jets’ fjerde offensive spil i kampen blev deres nye stjerne-quarterback sacket af Leonard Floyd, og det blev hurtigt klart, at der var noget galt. Aaron Rodgers blev hjulpet fra banen og ind kom Zach Wilson, der spillede det meste af kampen.

Det tyder på, at Aaron Rodgers har en beskadiget akillessene, og det bekræftede Jets-træner Robert Saleh efter kampen med ordene.

– Vi er bekymrede for hans akillessene, og en scanning vil nok bekræfte, hvad vi allerede tror det er. Det er ikke godt.

Det frygtes, at akillessenen er overrevet, og dermed vil Aaron Rodgers’ sæson være forbi.

Backup-quarterback Zach Wilson kom ind i kampen, og han formåede at føre Jets til sejr over Bills i en tæt kamp. Gæsterne fra Buffalo var var komfortabelt foran 13-3 efter første halvleg efter et touchdown af Stefon Diggs og et par field goals.

Det var en helt anden sag i anden halvleg, hvor Jets-forsvaret viste stor styrke. Safety Jordan Whitehead lavede flere flotte interceptions, og så fremtvang de en fumble fra Josh Allen. Det udnyttede Jets-mandskabet til at komme tilbage i kampen, der var helt lige efter fire quarters.

Dermed skulle kampen afgøres i overtiden, og det gjorde den på et fantastisk spil. Rookie Xavier Gipson scorede et fornemt touchdown på et 65-yard punt return, og dermed fik Jets sejren over Bills, men holdet kan risikere at skulle klare sæsonen uden Aaron Rodgers.