Fire spillerunder igen og spændingen er tårnhøj i en spillerunde, hvor der også spilles tre lørdagskampe. Der er flere spændende quarterback-spørgsmål i denne runde, og vi holder især øje med, om Dolphins og Tua kan finde nye offensive løsninger, og hvad kan Zach Wilson efter hans bænkning. Her er 10 svar vi leder efter i 15. spillerunde.

Kun fire weekender tilbage af grundspillet, og der venter en spændende måned med football. I denne uge er der især mange spændende quarterback-storylines.

Rookie Desmond Ridder får chancen for Falcons, mens Zach Wilson får en ny chance som Jets-starter. Derudover skal Tua Tagovailoa og Mike McDaniel finde nye løsninger for at få gang i angrebet igen. Her er 10 svar, vi håber at få svar på i 15. spillerunde.

1) Finder Tua og McDaniel nye løsninger?
To nederlag i træk til Dolphins, og det højtflyvende angreb er kommet ned på jorden. Først blev de tæmmet af 49ers’ fantastiske forsvar, og siden havde Chargers overraskende godt styr på dem i sidste uge. Begge hold har taget samme tilgang med en del press coverage og så ellers så tungt fokus på at lukke midten af banen ned. Dolphins har nemlig været det suverænt bedste hold til at angribe midten af banen i år, og Tua har revet hold fra hinanden med kast til Waddle og Hill 10-20 yards ned gennem midten. Derfor har 49ers og Chargers satset alt på at lukke midten af banen ned og udfordret Dolphins til at kaste flere udvendige kast. Kombineret med mere press coverage til at fysisk forstyrre Dolphins’ små hurtigere receivere, så har Dolphins haft det svært i de sidste par uger. Mon ikke Bills i denne uge vil forsøge noget af det samme, og så er det op til Tua Tagovailoa og Mike McDaniel at finde nye svar. Mon ikke McDaniel finder nogle bunch-formationer til at give Waddle og Hill nogle frie releases, og så skal Dolphins finde nogle koncepter med kast til out-breaking ruter, så forsvarene ikke bare konsekvent kan sidde på indersiden af receiverne hele kampen.

2) Hvad kan Desmond Ridder?
Så blev det Falcons’ tur til at skifte quarterback. Angrebet var gået i stå, og holdet havde tabt flere kampe i træk. Derfor er Marcus Mariota sendt på bænken (og derefter på injured reserve), og så prøver Falcons deres rookie-quarterback Desmond Ridder af. Ridder blev valgt i tredje runde af årets draft, men der er stadig en del håb til ham hos mange. Ridder er rigtig atletisk, og han var i college en intelligent quarterback, der forstod at læse banen. Hans teknik og præcision var derimod mere ustabil, og det bliver interessant at se, om han har arbejdet med de områder henover sommeren og efteråret. Hvis det er tilfældet, håber Falcons stadig på at kunne finde nogle sejre her til sidst, som kan sikre dem den håbløse NFC South-division. Første modstander for Ridder bliver rivalerne New Orleans Saints.

3) Stabler Panthers en stime på benene i de afgørende runder?
Panthers lignede et hold, der var døde og begravede, da de fyrede træner Matt Rhule og famlede rundt på quarterback-positionen. Steve Wilks har dog virkelig fået sat skik på holdet, og det ligner for første gang i lang tid et sammenhængende hold, der kæmper for hinanden. De har de sidste to uger kastet to sejre af sig, og Panthers ligner lige nu det måske bedste hold i NFC South. Det kræver dog stadig flere sejre, hvis de vil vinde divisionen, men i denne uge har de en perfekt mulighed for at vinde deres tredje på stribe, når de møder et Steelers-mandskab, der starter en backup quarterback. Jeg glæder mig især til at se, om angrebet kan levere lidt mere, da forsvaret ser rigtig stærkt ud. En sejr vil virkelig åbne divisionen op inden de sidste tre uger.

4) Var sidste uge bare en svipser fra Cowboys?
Generelt set har Dallas Cowboys været et stærkt mandskab i år, og derfor var det også noget chokerende, så store problemer holdet havde med at slå elendige Houston Texans i sidste uge. Både angrebet og forsvaret havde periodevise store problemer, og derudover mistede man også højre tackle Terrence Steele for sæsonen. Nu er spørgsmålet, om det bare var Cowboys, der tog sig en blunder mod et af ligaens dårligste hold, eller om Cowboys viste nogle svagheder, der kan få dem i problemer i de sidste fire kampe. I denne uge venter Jacksonville Jaguars, der har en opadgående formkurve, og i næste uge venter Philadelphia Eagles i et kæmpe divisionsbrag. Begge kampe skal vindes, hvis Cowboys vil holde håbet om divisionen og førsteseed i NFC i live. Lad os se, om Cowboys kan genfinde storformen.

5) Kan Trevor Lawrence holde liv i Jaguars’ slutspilshåb?
Endelig ser vi gennembruddet. Jeg synes, hvad Trevor Lawrence har vist den sidste måned til halvanden, er begyndelsen på hans store gennembrud. Han har fået pillet de dumme fejl, som plagede ham tidligt i sæsonen, ud af sit spil, og han begynder derimod at fordele boldene fonuftigt med god præcision. Det har taget Jaguars til et højere niveau, og lige nu ligner de et giftigt hold at møde. I sidste uge smækkede de divisionsrivalen fra Tennessee Titans, og for tre uger siden leverede han et stærkt comeback mod Baltimore Ravens. Jaguars har stadig chancen for at vinde divisionen, men der er sandsynligvis behov for mindst tre sejre i de sidste fire kampe (hvoraf den ene skal finde sted i uge 17 mod Titans). Og så det ikke engang sikkert, at det er nok. Men hvis håbet skal leve for Jaguars, skal Trevor Lawrence fortsætte det gode spil, og der bliver Cowboys’ stærke og opportunistiske forsvar en god test.

6) Har Zach Wilson forbedret sig med en tur på bænken?
Mike White tog nogle seriøse tæsk i sidste uge mod Buffalo Bills, og det medførte desværre nogle brækkede ribben. Derfor må han sidde ude i denne uge, og måske flere uger, og Jets har i stedet planer om at kaste det bænkede førsterundeflop Zach Wilson tilbage i ilden. Det bliver virkelig interessant at se, om bænkningen har været en øjenåbner for Wilson. Kan han komme ud og tage bedre og hurtigere beslutninger, nu hvor han har set Mike White operere i systemet på en noget anden måde, end Wilson gjorde før bænkningen. På mange måder er det også formentlig sidste chance for Wilson hos Jets. Hvis han gør det godt, kan det være, han har en fremtid hos dem. Gør han det dårligt med denne chance, så er det åbenlyst, at Jets vil kigge efter noget andet i 2023.

7) Stikker McDaniels en kæp i hjulet på sin læremester?
New England Patriots er stadig med i kampen om wild cards i AFC, men det begynder at spidse til. Efter en uskøn sejr over Arizona Cardinals, der mistede Kyler Murray tidligt i kampen, venter der nu en spændende udfordring mod Las Vegas Raiders og Josh McDaniels. Den mangeårige Patriots-offensive koordinator har haft en uskøn start som cheftræner hos Raiders, og holdet har blandt andet slået rekord i nederlag i kampe, hvor de har ført med 14 eller flere point. Senest smed Raiders en stor føring mod Los Angeles Rams, og kritikken af Josh McDaniels er betydelig her i hans første sæson som Raiders-chef. Nu skal McDaniels forsøge at stikke en kæp i hjulet hos sin gamle chef Bill Belichick, og jeg glæder mig til at se, om McDaniels og Raiders kan stable noget stabilt angrebsspil på benene her i de sidste uger af sæsonen. I nogle uger har det set rigtig godt ud, men bundniveauet har været for lavt.

8) Har skaderne fuldstændig saboteret Titans?
For en måned siden lignede Tennessee Titans et hold i total kontrol i AFC South. Siden er det dog blevet til tre nederlag i træk, og senest led man et stort nederlag til den direkte divisionsrival Jacksonville Jaguars. Problemet for Titans er flere ting. Angrebet har hele året manglet en del i kastespillet, og generelt har det ikke været godt nok. Defensivt var man virkelig stærkt spillende mid i sæsonen, men skader har fuldstændig afsporet forsvaret de seneste uger. Jeg glæder mig til at se, om Titans kan finde en måde at genrejse forsvaret ovenpå øretæven mod Jaguars. Chargers har et angreb, der har en tendens til at mangle eksplosivitet, så måske kan Titans finde en måde at lukke ned for Herbert og kompagni. Et nederlag ville i hvert fald virkelig åbne døren på klem for Jaguars, der dog møder et godt Cowboys-hold.

9) Vil Giants eller Commanders tage teten i wild card-ræset?
Det er kun to uger siden, at Giants og Commanders spillede uafgjort. Siden har Commanders haft en bye, og de møder altså Giants for anden gang i træk. Giants fik i sidste uge ørerne i maskinen med Philadelphia Eagles. Nu venter der en duel mellem Commanders og Giants, der begge er 7-5-1 for sæsonen, og de ligger i en indædt kamp med en stribe andre hold om wild card-pladserne i konferencen. Jeg tror især, at kampen afgøres, når Commanders har bolden. Giants’ angreb vil uanset hvad få det vanskeligt mod Commanders’ gode forsvar. Men kan Giants’ forsvar også lukke ned for Commanders’ angreb? Eller kan Taylor Heinicke og COmmanders’ angrebet finde lidt mere stabilitet, så de supplerer deres forsvar bedre? Hvis Giants’ forsvar skal vinde opgøret, så tror jeg, at de skal vinde på den defensive linje, hvor de ser stærkere og stærkere ud. Dexter Lawrence har været super stærk hele året, men i de sidste par uger har de udvendige pass rushere Kayvon Thibodeaux og Azeez Ojulari skabt en del pres også. Kan den trio skabe pres på Heinicke, så har Giants en vej til sejren.

10) Får Baker Mayfield vist sig frem hos Rams?
Det var noget af en historie, da Baker Mayfield på et ellers håbløst Rams-hold i sidste uge lavede et stort comeback dybt i fjerde quarter mod Las Vegas Raiders. Nu bliver det interessant at se, om Baker Mayfield kan vise sig godt frem i de sidste fire uger. Karrieren har jo desværre taget en lidt tung drejning for Mayfield, der ellers imponerede i sin rookie sæson hos Browns for en del år siden. Efter Browns’ trade for Deshaun Watson-traden i foråret røg Mayfield til Panthers før sæsonen, og her var der håb til, at han måske kunne genstarte karrieren. Det skete dog på ingen måde, og han mistede jobbet til P.J. Walker. Rams var dog med adskillige quarterback-skader klar til at tage chancen på Mayfield, da han blev fritstillet for små to uger siden. Det er på mange måder en perfekt mulighed for Mayfield for at vise sig frem på et tidspunkt af karrieren, hvor hver en kamp kan være afgørende for de muligheder, han får i fremtiden. Det er virkelig en audition til hele ligaen i et håb om, at han kan få lov til at kæmpe om et starterjob i 2023.