10 svar vi leder efter i preseason 

0

Hvem bliver Vikings’ startende quarterback? 

J.J. McCarthy har fået en skrækstart på tilværelsen som professionel, efter at Vikings handlede sig frem i 2024-draften for at hente ham til Minnesota.

Den 23-årige quarterback har været hårdt ramt af skader, og når han endelig har været kampklar, så har han fejlet eklatant. I den forgangne sæson spillede McCarthy bare 10 kampe, hvori han kastede 1.632 yards, 11 touchdowns og hele 12 interceptions. 

Som følge har Vikings hentet Kyler Murray ind på en etårig aftale forud for 2026-sæsonen, og raketsmølfen fra Arizona står nu på spring for at overtage tøjlerne i Minnesota. 

Men Murray fik selv spoleret sin 2025-sæson af en fodskade, som begrænsede ham til sølle fem kampe, og Vikings’ cheftræner Kevin O’Connell har senest understreget, at han endnu ikke har besluttet, hvem der bliver hans startende quarterback i 2026-sæsonen. 

Det kan virke vanvittigt og irrationelt, men realiteten er, at der rent faktisk udspiller sig en quarterback-duel om startpladsen i Minnesota.

Du skal huske på, at O’Connell var en bærende del af beslutningskredsen, som satsede alt på J.J. McCarthy for to år siden, så han står til at tabe ansigt, hvis McCarthy ikke forløser sit potentiale for Vikings. Kyler Murray er altså ikke bare selvskreven til at overtage startpladsen. 

Kommer Patrick Mahomes i aktion i træningskampene? 

Det er bare syv måneder siden, at Patrick Mahomes rev sit korsbånd over og de facto afsluttede Kansas City Chiefs’ katastrofale sæson, som endte med et misset slutspil og en tredjeplads i AFC West. Det er langt fra hverdagskost for Chiefs, der som minimum havde kvalificeret sig til AFC-finalen i hver eneste af Mahomes’ otte sæsoner som starter. 

Chiefs’ succes er i allerhøjeste grad bundet op på Patrick Mahomes’ ve og vel, og derfor har de kollektivt holdt vejret i Missouri omegn, siden han rev sit korsbånd over. Men nu kan de drage et lettelsens suk.

Andy Reid indledte Chiefs’ træningslejr ved at offentliggøre, at Mahomes har overgået alle forventninger til sit genoptræningsforløb, og at han nu er tilbage for fuld styrke. 

Det er et fysiologisk mirakel, hvis Patrick Mahomes allerede er blevet sin korsbåndsskade kvit. Personligt har jeg i hvert fald brug for at se Mahomes spille igen, før jeg køber helt ind på påstanden. 

I modsætning til andre af de største spillere, så har Mahomes altid deltaget i mindst to træningskampe som en del af sin sæsonoptakt. I år har du en ekstra grund til at holde et vågent øje med Chiefs’ sæsonopstart.

Hvem skal starte i hjertet af Ravens’ offensive linje? 

Ligesom det var tilfældet for Kansas City Chiefs, så skuffede Baltimore Ravens fælt i 2025-sæsonen, hvor de bare vandt otte kampe og glippede slutspillet. 

Én af hovedårsagerne til Ravens’ forfald var den offensive linje, som tillod hele 2,6 sacks pr. kamp, hvilket var 12. flest i NFL. Det var især de to guards, Andrew Vorhees og Daniel Faalele, som havde det svært. 

Set i dét lys var Tyler Linderbaums uventede afsked en svær pille at sluge for Ravens, der slet ikke kunne matche Las Vegas Raiders’ rekordsættende løntilbud i Free Agency. 

Som følge har Ravens erstattet alle tre af deres indvendige offensive linjespillere frem mod 2026-sæsonen. John Simpson og førsterundevalget Olaivavega Ioane er hentet ind som nye startere på guard-positionerne, og så skal veteranen Ethan Pocic duellere med upåagtede Danny Pinter og Jovaughn Gwyn om starterpladsen på center-positionen.  

Selvom Ethan Pocic ligner det bedste bud på en starter, så skal der tages forbehold for, at han rev sin akillessene over i fjor. Derfor er det ikke givet, at han har fordums styrke – og derfor bliver konkurrencen om centerpositionen i Baltimore én af de mest interessante dueller at følge i preseason.  

Hvordan bliver Cowboys’ defensive udtryk under Christian Parker?

Dallas Cowboys leverede én af de mest omtalte og imødesete træneransættelser i år, da de hentede Christian Parker fra ærkerivalerne Philadelphia Eagles ind som ders nye defensive koordinator. 

I de seneste to år har Christian Parker stået i lære hos den defensive guru Vic Fangio, hvor han har haft ansvaret for Eagles’ bagerste forsvarsgeledder. Dermed har Parker haft en afgørende rolle i udviklingen af unge spillere som Cooper DeJean og Quinyon Mitchell og i selve sammensætningen af Eagles’ mesterskabsvindende forsvar fra 2024-sæsonen. 

Nu skal Parker forme sit eget forsvar i Dallas, hvor han bl.a. skal arbejde med supertalentet på safety-positionen Caleb Downs, som Cowboys valgte i første runde af forårets draft.

Det bliver uhyre spændende at følge udviklingen af Parkers forsvar og den rolle, som Downs er tiltænkt i 2026-sæsonen. Mon ikke, at vi får de første svar allerede i træningskampene, hvor konturerne gerne skal vise sig?  

Kan Mike McDaniel forløse Chargers’ offensive potentiale?

Vi slutter med ét af de mest oplagte og omdiskuterede spørgsmål, som kommer til at fylde i 2026-sæsonen som helhed – og ikke bare her i sæsonoptakten. 

For Los Angeles Chargers har også tilknyttet en eftertragtet træner i form af den tidligere Dolphins-cheftræner Mike McDaniel, der har fået nøglerne til holdets angreb.

McDaniel har etableret sig som én af de fremmeste offensive trænere i NFL, og i de seneste fire år fik han til tider Tua Tagovailoa til at ligne en stjernespiller i Miami. Det var især tilfældet i 2023-sæsonen, hvor Dolphins’ angreb leverede tredjeflest point og yards i NFL. 

I den kommende sæson skal McDaniel arbejde med Justin Herbert, der rent faktisk er én af de mest talentfulde quarterbacks i NFL. I den ideelle verden får McDaniel den samme effekt på Herbert, som Sean McVay havde på Matthew Stafford, da bysbørnene fra Los Angeles Rams vandt Super Bowl LVI. 

Du kan godt forvente, at Chargers kommer til at starte størstedelen af deres offensive profiler i perioder af træningskampene. Mike McDaniel er i færd med at installere sit offensive spilsystem, og derfor er alle spilminutter værdifulde, når han skal observere, om spillerne forstår hans idéer og koncept.

Hvis McDaniel og Herbert finder kemien fra første spilleminut, så kan Chargers’ angreb blive en skræmmende størrelse i 2026.