
Ravens’ forsvar har fået en saltvandsindsprøjtning inden 2026-sæsonen. Nnamdi Madubuike er blevet sin nakkeskade kvit, og er nu tilbage på træningsbanen.
I de seneste 10 måneder har der været spekuleret heftigt i, om Baltimore Ravens’ forsvarsstjerne Nnamdi Madubuike nogensinde kunne spille professionel football igen.
Årsagen var, at Madubuike pådrog sig en alvorlig nakkeskade i anden spillerunde af 2025-sæsonen. I de efterfølgende syv måneder har Ravens og Madubuike konsulteret forskellige uafhængige læger og specialister for at afdække skadens omfang og om det var forsvarligt at lade den 28-årige skyttegravskriger spille i NFL igen.
På den baggrund besluttede Nnamdi Madubuike sig for at blive opereret i nakken i april 2026. Helingsprocessen er efterfølgende gået efter planen, og onsdag den 29. juli kunne Madubuike omsider vende tilbage på træningsbanen.
Hvis Nnamdi Madubuike kan spille med fordums styrke, så er det én af de allerbedste defensive tackles i NFL, som Ravens igen får gavn af.
I sine seks år som professionel har Madubuike leveret 203 tacklinger, 30 sacks og tre forcerede fumbles. Som følge er han blevet stemt i to Pro Bowls og udnævnt til All Pro-holdet en enkelt gang.
Baltimore Ravens’ forsvar havde det særdeles svært i 2025-sæsonen efter, at Madubuike blev nakkeskadet. Ravens leverede bare 30 sacks i hele sæsonen, hvilket var tredjefærrest i NFL.
Foruden at få Nnamdi Madubuike tilbage i folden, så kan Ravens’ forsvar også se frem til at drage nytte af Trey Hendrickson, der har forladt Cincinnati Bengals til fordel for Baltimore.









