Deebo Samuel vender hjem

0
Photo, Scott Strazzante

Ude godt, hjemme bedst. Det gør sig også gældende for Deebo Samuel, der vender tilbage til Bay Area og San Francisco 49ers på en etårig aftale.

Deebo Samuel vender hjem til San Francisco 49ers, efter at han tilbragte den seneste sæson hos Washington Commanders.

Parterne er blevet enige om en etårig aftale, som kan indbringe Samuel i omegnen af 45 millioner danske kroner ($7 mio.).

Den enes “død”, den andens brød

Skiftet sker i kølvandet på nyhederne om, at 49ers’ receiver Ricky Pearsall risikerer at misse hele 2026-sæsonen, fordi han muligvis skal under kniven og opereres i knæet.

Pearsall har døjet med et hav af skavanker og skader, siden San Francisco 49ers valgte ham i første runde af 2024-draften.

Således har den 25-årige receiver bare spillet 20 af 34 mulige grundspilskampe i de to seneste sæsoner.

Hårdtslående schweizerkniv

Deebo Samuel prøvede lykken i D.C. i fjor, men Commanders’ sæson druknede med Jayden Daniels’ skadesfravær.

Ikke desto mindre beviste Samuel, at han stadigvæk har kvaliteterne til at gøre en forskel i NFL.

Den 30-årige receiver greb således 727 yards og fem touchdowns, mens han løb 75 yards og scorede et enkelt løbe-touchdown.

Deebo Samuel er kendt som en hårdtslående schweizerkniv, der sjældent skåner sig selv i kollisionerne med sine modstandere. Samlet set står Samuel noteret for 5.519 grebne yards, 1.218 løbede yards og 48 touchdowns i sin karriere.

Husk at du kan se San Francisco 49ers’ eksplosive angreb med NFL GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.