
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 2. spillerunde af 2024-sæsonen.
1. Får vi mere at se fra Caleb Williams?
Der var store forventninger til Chicago Bears og førstevalget fra dette års draft, quarterback Caleb Williams, forud for sæsonstarten. Første spillerunde lagde dog en dæmper på den håbefulde ild, der for første gang i flere år brændte i Bears-fansenes hjerter. Både Williams og resten af angrebet så tamme ud, og havde det ikke været for store præstationer fra forsvar og special teams (og en gigantisk brøler fra Will Levis) havde holdet tabt opgøret til Titans. Caleb ramte på færre end halvdelen af sine 29 kast for sølle 93 yards og selv om han ikke lavede nogle turnovers, så tog han dårlige sacks.
I denne spillerunde venter en duel i Primetime, Sunday Night Football, mod Houston Texans. Houston har quarterback CJ Stroud, sidste sæsons rookiefænomen, så sammenligningen mellem de to kommer uden tvivl til at fylde. Stroud havde selv en hård debut i fjor, hvor han mødte et historisk godt Ravens-forsvar, men viste flere tegn i kampen på, at han var et stort talent. Dem så vi ikke fra Williams i første kamp. Houston-forsvaret har gode spillere, men som helhed ser jeg Titans som et bedre forsvar umiddelbart.
Hvor meget lærer Williams fra den uskønne start, og er det nok til at vise noget mere?
2. Hvordan overlever Rams den skadesramte start?
Rams tabte årets første kamp i en tæt duel mod Lions, der måtte afgøres i forlænget spilletid. Rams startede opgøret uden en startende tackle og en startende guard, men mistede ydermere venstre tackle Joeseph Noteboom og center Steve Avila, som kommer til at være ude den næste måneds tid. Nu er det ydermere bekræftet, at sidste års sensationsrookie, receiver Puka Nacua, er ude i minimum fire uger med en drilsk skade.
Sean McVay er en af ligaens bedste offensive tænkere og har en stærk quarterback i Matthew Stafford, men de kan gå den nærmeste fremtid i møde med fem vigtige spillere fraværende. I denne runde møder de Arizona Cardinals, hvis forsvar er holdets største svaghed. Kan Rams ride stormen af og komme ud med en sejr?
3. Får Seattles guards bedre fat?
Selv om søndagens opgør endte lykkeligt, så var starten noget af et mareridt for Seattles angreb. Geno Smith var under konstant pres i første halvleg mod et velspillede Denver Broncos-hold, der blev hjulpet på vej af horrible præstationer fra Laken Tomlinson og Anthony Bradford, der var yderst involverede i de to safeties, som holdet fik imod sig, samt de to sacks af Geno Smith. Det satte en seriøs begrænsning på angrebets evne til at holde drives i live. Ændringer i pausen hjalp, men guardspillet var forud for sæsonen set som en svaghed, og det viste første spillerunde flere tydelige eksempler på.
Denne runde møder holdet New England, hvis forsvar leverede en fornem præstation mod Bengals og fik en overraskende sejr. Bliver det endnu en lang dag for Seattles guards?
4. Lever Bengals – Chiefs op til forventningerne?
En af de helt store opgør i denne runde, i hvert fald på papiret, er kampen mellem Chiefs og Bengals, som de seneste år har leveret tætte, indædte opgør om tronen i AFC. Baseret på første spillerunde må Chiefs ses som de store favoritter. Selv om kampen var tæt, så leverede de en ganske helstøbt præstation mod Baltimore Ravens, mens Bengals tabte til Patriots. Cincinnati har startet de seneste sæsoner langsomt. Faktisk er de nu 1-10 i de første to uger af sæsonen under Zac Taylor – eneste sejr kom mod Vikings, som de i 2021 besejrede 27-24 i forlænget spilletid.
Skader har været en del af den kedelige statistik, og bliver det nok også i dette opgør, hvor det forventes at Bengals må undvære Tee Higgins. Det ændrer alt andet lige Bengals’ topniveau rent offensivt. De havde besvær med at flytte bolden i alle faser mod Patriots. Efter Cincinnati vandt alle tre opgør mod Chiefs i kalenderåret 2022, så har Kansas City sejret i de seneste to kampe.
Er kampene i første spillerunde retvisende for holdenes niveau, eller lever ny-rivalisering sit eget liv og gør kampen så spændende, som vi håber? Bengals er allerede i gang med at forsøge at vinde krigen på ord.
5. Laver Sean Payton om på taktikken?
Meget har været gjort ud af Sean Paytons skift til Denver, men hvor første sæson i høj grad var præget af rygterne om det dårlige samarbejde med Russel Wilson, så er der ren tavle med rookie Bo Nix, der af de fleste eksperter var beskrevet som den perfekte Payton-quarterback. Det var dog en hård debut i NFL og en lettere besynderlig gameplan fra Payton, som kaldte hele 42 kastespil og kun 20 løbespil, på trods af, at opgøret var ganske tæt. Løbeangrebet var ikke effektivt, men det var Nix’s 138 yards på 42 kasteforsøg heller ikke.
Denne runde bliver opgaven ikke lettere, da Broncos tørner sammen med Pittsburgh Steelers’ altid hårdføre forsvar ledt an af TJ Watt. Kommer Payton til at fokusere mere på Javonte Williams og Jaleel McLaughlin, eller bliver Nix endnu engang sendt i ilden? Holdet kan ende med at måtte undvære dygtige venstre tackle Garrett Bolles.
Næste side: Baltimore Ravens, Goff vs. Mayfield og meget mere








