Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 15. spillerunde af 2023-sæsonen.

1. Hvor mange hold får afklaret deres skæbne i denne spillerunde?

Der er, med den igangværende runde, kun fire spillerunder tilbage af grundspillet. Rundt omkring i ligaen begynder det at snerpe til, hvad end man er i førersædet eller i jagten på slutspilspladser. Flere hold i ligaens top eller bund kan dog få afgjort deres skæbner i denne spillerunde. 

I NFC East var der i 14. spillerunde topbrag mellem Eagles og Cowboys, og selv om det endte med en sejr til Dallas, så kan Philadelphia med en sejr over Seahawks i denne runde sikre sig en slutspilsplads. Også Dallas kan garantere deres billet til slutspillet, såfremt de formår at slå Buffalo. Der er flere måder, hvorpå Cowboys og Eagles kan kvalificere sig til slutspillet, men vinder de deres respektive opgør, så er de inde. 49ers er allerede sikret en slutspilsplads, men vinder de over Cardinals eller taber Rams til Commanders, så vinder 49ers NFC West for andet år i træk. I AFC kan Baltimore sikre sig en plads i slutspillet i denne uge, men det kræver udover en sejr over Jaguars også hjælp fra flere andre hold.

Flere holds håb om slutspilsplads kan blive slukket i denne runde. Taber Washington er de ude, ligeså med Arizona. I AFC kan Jets, Titans, Chargers og Raiders alle ende med at nå deres endestation i indeværende sæson. Hvor mange hold kvalificerer sig i denne uge, og hvor mange bliver matematisk sendt på tidlig sommerferie?

2. Er Detroits løver blevet tamme?

Detroit Lions startede sæsonen fyr og flamme med en lang række fremragende præstationer, men der har været flere kurrer på tråden den seneste måned. Løverne har tabt to af de seneste tre kampe, og trods en solid føring mod New Orleans Saints, så endte det med at blive en lidt for tæt kamp. Lions vandt dog det opgør.

Nederlaget til Chicago Bears i sidste uge var, modsat tidligere, ikke blot forsvarets manglende topkvalitet. Angrebet var heller ikke sit sprudlende selv. Bears har ganske vidst fået langt bedre fat defensivt siden Matt Eberflus overtog roller som spilkalder på forsvaret, men det var stadig skuffende at se Detroit ude af stand til at få Amon-Ra St. Brown og Sam LaPorta involveret. I otte af holdets første ni kampe producerede angrebet mere end 350 yards, det er blot sket i én af de seneste fire. Skader til Frank Ragnow og Jonah Jackson har spillet ind i nogle af kampene, men Detroit har ikke råd til at angrebet mister deres skarphed, da holdet tillader 24 point per kamp, syvende flest i NFL. 

Detroit spiller i denne runde mod Denver Broncos, hvis forsvar har været under en af de helt store forvandlinger i år, fra ligaens værste til et af de bedre. Lions får dermed en svær test, men en som de er nødt til at bestå, hvis de skal gøre sig håb om et betydeligt avancement i slutspillet.

3. Kan Eagles genoplive deres løbeangreb?

Vingerne på Philadelphias offensiv har været stækket de seneste uger. Hurts og kasteangrebet har været svagere, men løbeangrebets mindskede effektivitet har bestemt også præget holdet. I otte af holdets første ni kampe scorede de mere end 21 point, det er kun sket i én ud af de seneste fire kampe. D’Andre Swift var i sæsonens begyndelse en katalysator i løbeangrebet, men i nederlagene til 49ers og Cowboys snittede han samlet set 3 yards per løb, hvilket slet ikke er godt nok. Den talentfulde runningback har tidligere i sæsonen været i stand til at gøre sig værdifuld via sine evner i kastespillet, når der var tørke i løbespillet, men heller ikke her har Eagles kunne få ham involveret i nederlagene til de andre tophold i NFC.

Philadelphia kan, som tidligere beskrevet, sikre sig en plads i slutspillet i denne runde, men pladsen i sig selv er ikke målet for holdet, der sidste år nåede hele vejen til Super Bowl. Skal de gøre sig håb om at nå tilbage til den store kamp, så kræver det, at Ben Johnsons offensiv begynder at vise noget af den kvalitet, de viste tidligere på året.

De får chancerne for at vise, at de stadig har topniveauet, når de møder Seahawks i denne rundes Monday Night kamp. Seattle startede sæsonen som et af ligaens bedste løbeforsvar, men de er faldet fra hinanden de seneste uger. Seahawks har tabt fem af de seneste seks kampe og har i de opgør tilladt mere end 150 løbeyards per kamp. Målt på en hel sæson vil det gøre dem til det klart dårligste hold i NFL. Kan Eagles udnytte de svaghedstegn og få løbeangrebet op i gear?

4. Begynder Miamis chancer at smuldre?

Miami Dolphins havde ifølge ESPNs statistiske model en vindersandsynlighed på 99,3%, da de i sidste spillerunde førte med 14 point mod Titans i slutningen af fjerde quarter. Det bliver ikke meget tættere på 100%. Alligevel formåede Miami at tabe opgøret, og dermed har holdet utilsigtet smidt mere brænde på bålet, er Dolphins bedragere? 

Mike McDaniels hold har uden tvivl spillet en masse blændende football i år, men de har fortsat til gode at slå et hold, der har vundet flere kampe, end de havde tabt inden kampen mod Dolphins. Nederlaget til Titans var desuden et dyrt et af slagsen. Miami mistede holdets startende center, Connor Williams til et overrevet korsbånd, mens Tyreek Hill pådrog sig en ankelskade, der kan tvinge ham på sidelinjen eller som minimum begrænse ham væsentligt.

For at gøre slemt værre, så går Miami nu ind i den klart mest vanskelige del af deres kampprogram. Denne runde byder på et møde med Jets, der i sidste uge genetablerede sig selv og specielt deres forsvar med en 30 – 6 sejr over et skadesplaget Houston-hold. Efterfølgende tørner de sammen med Cowboys, Ravens og Bills. Den kommende måned vil give os en væsentlig mængde svar, når det kommer til Miami, får vi de første i denne runde?

5. Kan Jacksonville lukke ned for Baltimores løbeangreb 

Jacksonville Jaguars er tilbage i førersædet i AFC South og kan med en sejr i denne spillerunde faktisk bringe sig selv i spil til førsteseedet i AFC-konferencen. De møder nemlig det nuværende førsteseed, Baltimore Ravens, som har vundet syv af de seneste otte opgør. Selv om det holdt hårdt i sidste uge, hvor Baltimore havde brug for forlænget spilletid for at slå Rams, så er holdet brandvarmt. Lamar Jackson er stadig MVP-kandidat og har været styrmand på et af ligaens bedste angreb (fjerde mest scorende, sjette flest yards).

Ravens har som det eneste mandskab i NFL løbet for mere end 2000 yards i denne sæson, og holdet har endnu til gode at blive holdt under 100 løbeyards i en kamp. Det bliver dermed Jacksonvilles helt store udfordring. Jaguarsforsvaret har været en blandet landhandel i år, målt på samlede yards og point opgivet, så er de som helhed i ligaens dårligste tredjedel. De er til gengæld et af ligaens bedste løbeforsvar. Kun 49ers, Bears og Patriots har tilladt færre løbeyards end Jacksonville har. Holdets to linebackere, Foyesade Oluakon og Devin Lloyd har været eminente til at skabe stops (spil, hvor angrebet holdet til ingen eller negative yards). Ifølge Pro Football Focus er Oluakon næstbedst blandt alle forsvarsspillere i den kategori, mens Lloyd er blandt de 25 bedste.

Det bliver dog en kæmpe udfordring for forsvaret, der tidligere har haft det svært mod de dygtige løbehold. Mod 49ers og Falcons, to af de seks mest effektive løbehold, tillod de henholdsvis 144 og 127 løbeyards. Kan de gøre det bedre mod Ravens?

6. Undgår Josh Allen at give bolden væk?

Buffalo Bills tog i søndags en vigtig skalp, da de slog Kansas City Chiefs i et noget dramatisk opgør. Det betyder, at holdet med de enorme forventninger fortsat er i spil til en plads i slutspillet trods seks nederlag på nuværende stadie i sæsonen. Holdets quarterback, Josh Allen, har været en ekstrem version af sig selv i år. Allen har leveret fornemt spil og båret holdet i flere kampe, men han har også lavet et væld af fejl, der har bragt Buffalo i yderligere problemer. 

Allen har i året fumblet fire gange og kastet 14 interceptions. Det giver ham en delt førsteplads i NFL, når det kommer til turnovers. Kun to gange i indeværende sæson har Allen sluttet en kamp uden at have givet bolden væk, det skete i anden spillerunde, da Buffalo slog Las Vegas og igen i fjerde spillerunde, hvor de slog Miami Dolphins. Det betyder, at quarterbacken i de seneste ni kampe har lavet minimum en turnover. Bills møder Dallas Cowboys i denne runde, som byder på et af ligaens bedste og mest opportunistiske forsvar med 21 forcerede turnovers. Kan Josh Allen holde bolden i egne rækker og føre Bills tættere på slutspillet?

7. Er receiverne nøglen til Packers’ løbeangreb?

Green Bay kom ned på jorden igen efter de led et nederlag til New York Giants og ny-legenden Tommy DeVito. Det var et skuffende nederlag, hvor både forsvar og angreb ikke levede op til deres topniveau. Aaron Jones måtte endnu engang misse opgøret, det var sjette gang i året, at han grundet skade måtte sidde udenfor. Green Bay har dog haft succes med løbeangrebet selv uden holdets bedste runningback.

Cheftræner Matt LaFleur skal have noget credit for sin kreative måde at inddrage flere spillere i den måde, han har struktureret løbeangrebet på. AJ Dillon har været den spiller, som har løbet mest med bolden (164 forsøg), men han har ikke været den mest effektive spiller. LaFleur er i de seneste uger i højere grad begyndt at bruge sine receivere i nye roller.

I sejren over Kansas City fik Christian Watson to løb, mens rookie Jayden Reed har løbet med bolden ni gange de seneste fire kampe med stor succes (11 yards per løb, to touchdowns). Det har resulteret i holdets mest effektive løbekampe i en måned. Er det en trend, der er kommet for at blive? Aaron Jones nærmer sig en retur, men kan holdets receivere blive ved med at tilføje kolorit? 

8. Er Nick Mullens manden, der kan stabilisere Minnesota?

Så er der endnu engang quarterbackrokade i Minnesota. Efter en blændende start for Joshua Dobbs er raketvidenskabsmanden nu blevet sendt på bænken til fordel for Nick Mullens, der har rig erfaring som reserve i NFL. Dobbs kom i problemer, da han havde svært ved at holde angrebets struktur og lavede for mange turnovers, han deler førstepladsen i den tvivlsommme kategori med Josh Allen, dog uden de kontinuerlige højdepunkter.

Nick Mullens får dermed sin første start i NFL siden 2021, hvor han startede for Cleveland Browns i et 16-14 nederlag til Las Vegas Raiders. Den 28-årige quarterback vil af mange være kendt som manden, der som ikke-draftet rookie i 2018 startede otte kampe for San Francisco 49ers og var en af de første, der beviste, at Kyle Shanahan kan udrette mirakler med nærmest enhver quarterback. Mullens sluttede den sæson med at have ramt på mere end 64% af sine kast for mere end 2200 yards, 13 touchdowns, tre sejre og fem nederlag.

Nu får han lov til at duellere mod en anden reserve, Bengals’ Jake Browning, i jagten på en plads i slutspillet. Kan veteranen få Minnesota tilbage på ret kurs?

9. Hvordan reagerer Mahomes på kritikken og problemerne?

Patrick Mahomes har været vant til medieomtale, men det har oftest været skamrosende kommentarer og hyldest. Efter nederlaget til Bills var historien dog en anden. Sidste års MVP kom i søgelyset for sine yderst kritiske kommentarer og opsigtsvækkende opførsel, da dommerne helt korrekt kalde en offensiv offside på Kadarious Toney. Mahomes har efterfølgende undskyldt sin opførsel, i særdeleshed sine kommentarer til Josh Allen efter kampen, men hvordan kommer quarterbacken til at reagere på den seneste tids turbulens?

Der skal ikke gå for meget lommepsykolog i den, men hvor meget af den følelsesladede reaktion kan tilskrives angrebets problemer? Quarterbacken har i fire af de seneste seks opgør ikke rundet 250 kasteyards og tre af holdets receivere er blandt de 20 dårligste spillere, når det kommer til hvor stor en procentdel af kast de taber. Den akkumulerede ophobning af fejl kulminerede mod Bills, men holdet er ikke tættere på at løse det. Denne runde møder de New England Patriots, der trods en dårlig sæson har et af ligaens sværeste forsvar at låse op for. Kan Mahomes og resten af angrebet hæve sig over sidste uges fadæse og skuffelse?

10. Hvor lang snor får Jamal Adams i Seattle?

Seattle Seahawks er inde i en af de dårligste perioder i Pete Carroll-æraen. For første gang i 14 år har holdet tabt fire kampe i træk. Trods det, der på papiret skulle være en talentfuld og meget velbetalt gruppe, så har holdets forsvar skuffet. I særdeleshed har de to safeties, Jamal Adams og Quandre Diggs, været i søgelyset på det seneste. Begge har ifølge Pro Football Focus misset mere end 15 tacklinger. Begge har været anset som ledere på holdet, men især Jamal Adams’ image har taget flere slag på det seneste. Der har været sager om råb af personale, både fra NFL og internt på sidelinjen, bataljer med flere spillere, men også en grim episode, hvor spilleren tilsvinede en reporters ægtefælle på Twitter.

Pete Carroll er kendt som en af de mest spillervenlige coaches i ligaens, han peger stort set aldrig fingre af spillere på holdet, men har i sit ugentligt radioshow nævnt Adams, som en af de spillere, der har begået fejl på banen og er nødt til at spille bedre. Seattle møder i denne uge Eagles, kan det bliver første kamp, hvor den dyrtkøbte safety spiller væsentligt mindre og starten på udfasningen af Adams, eller får han længere snor trods kedelig omtale og dårligt spil?

https://twitter.com/BradyHenderson/status/1734277288739643580