
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 12. spillerunde af 2024-sæsonen.
1. Fortsætter King Henry og Solguden deres scoringsstimer?
Selv om den offensive produktion i NFL samlet set har været nedadgående, så er der nogle spillere, som har gang i fremragende sæsoner. Den ene er Lions-receiveren Amon-Ra St. Brown, som er hovedpulsåren i Lions’ kasteangreb. St. Brown har grebet bolde for 11. flest yards i indeværende sæson, men kun Ja’Marr Chase har grebet flere touchdowns. Hvad der har været mest imponerende hos Detroit-profilen har været pålideligheden af scoringerne. St. Brown er blot den ottende spiller siden årtusindeskiftet, der har grebet et touchdown i otte kampe i træk. Kan han forlænge sin stime mod et ustabilt Colts-forsvar?
Hvor Amon-Ra har været konsekvent de seneste otte uger, så har Derrick Henry været endnu mere imponerende. Den snart 31-årige runningback har nemlig scoret i samtlige af sæsonens 11 kampe indtil videre. Det er blevet til et løbetouchdown i alle kampe fraset sejren over Tampa Bay, men her greb han en enkelt bold, som førte til touchdown. I alt er det blevet til 15 scoringer i indeværende sæson for Henry, der fører NFL an i den kategori. Får han lov til at fortsætte sine eskapader i denne uges Monday Night kamp?
2. Begynder Kliffs angreb at falde fra hinanden igen?
Washington Commanders og rookiequarterback Jayden Daniels var de helt store samtaleemner tidligt i sæsonen, men de seneste uger har formkurven være nedadgående for første gang i sæsonen. Nederlag til Steelers og Eagles har også budt på de dårligste præstationer fra holdets angreb, som slet ikke kunne finde fodfæste mod Philadelphia, hvor holdets receivere blev holdt til blot fire catches for 28 yards.
Kliff Kingsburys hold havde i Arizona en tendens til at starte brandvarmt for derefter at ebbe ud og skuffe, jo længere sæsonen skred frem. Den samme tendens fandt sted hvert eneste år i Arizona. Er man Commanders-fan kan det derfor være naturligt at begynde at blive en smule nervøs.
Er Washingtons lille formdyk et varsel om, at ligaen har luret Kingsbury og Daniels, eller var det simpelthen bare fordi, at holdet løb ind i ligaens måske to mest formstærke forsvar?
Denne uges kamp mod et Dallas Cowboys hold i forfald kunne nemt give os svar på dette.
3. Kan de unge Eagles-cornerbacks holde styr på Kupp og Nacua?
En af de største omvæltninger i denne sæson har fundet sted i Philadelphia, hvor holdets bagkæde er gået fra at være en af holdets svagheder til at være en af styrkerne. Det har i høj grad været grundet det flotte og modne spil fra to rookies, nemlig førsterundevalget Quinyon Mitchell og andenrundevalget Cooper DeJean. Begge har i de seneste uger leveret fremragende spil. I de seks uger, der er gået siden holdets bye week har Philly vundet samtlige opgør og blot tilladt 131 kasteyards per kamp. To gange har de holdt modstanderne til færre end 100 kasteyards. De har i sæsonen tilladt ni touchdowns gennem luften, men også lavet syv interceptions.
Denne rundes kamp bliver dog en større udfordring, da modstanderne er Los Angeles Rams, som i sidste uge slog New England Patriots på baggrund af et velfungerende kasteangreb. Stafford kastede for 295 yards og fire touchdowns, og den fremragende duo bestående af veteranen Cooper Kupp og det unge stjernefrø Puka Nacua, var i storform. De to Rams-receivere greb 13 af Staffords 18 completions, stod for 229 af de 295 yards og tre af de fire touchdowns. Begge spillere har gennem de seneste år vist sig utroligt svære at dæmme op for og det tegner til at blive en vild duel mellem receiverne og Philadelphias defensive backs. Kan DeJean og Mitchell vise deres værd igen, eller kommer de til at ligne rookies mod en af ligaens dygtigste duoer.
4. Får Jim endelig hævn og ender som vinder af Har-bowl?
For anden uge i træk spiller Los Angeles Chargers i Prime Time, efter en sindsoprivende duel mod Bengals i sidste uges Sunday Night-kamp, er det en anden AFC North modstander, som venter i Monday Night-kampen denne spillerunde. Opgøret bliver om muligt mere interessant, da cheftrænerne hos Baltimore og Los Angeles begge hedder Harbaugh til efternavn. John og Jim er igen begge cheftrænere i NFL, men selv om der er stor kærlighed mellem de to brødre, så bliver den lagt til side i nogle timer, når de for tredje gang står overfor hinanden i NFL-regi.
Lillebror Jim, der tidligere har været ganske succesfuld som cheftræner for San Francisco 49ers, har endnu til gode at slå sin storebror. Første gang de to Harbaughs’ mandskaber duelerede mod hinanden var i 2011, hvor Ravens slog 49ers 16 – 6. De to hold mødtes så igen i Super Bowl 47, hvor Ravens trak sig sejrrigt ud af opgøret efter en gyser, der sluttede 34 – 31 til Baltimore.
Baltimore Ravens led deres fjerde nederlag i sidste spillerunde, da de efter flere personlige fejl, tre turnovers, to missede field goals fra Justin Tucker og en fejlslagen two point conversion blev slået af deres onde ond, Pittsburgh Steelers. Baltimores forsvar har skuffet, men leverede en af de bedre præstationer i år, hvilket kan blive afgørende mod et Chargers-angreb, der spiller noget af det bedste football, de har gjort længe.
Hvilken bror ende med at få håneretten forud for familiens kommende Thanksgiving-middag?
5. Får vi mere Meme-magi fra Tommy Cutlets?
New York Giants har set nok af Daniel Jones. Den dyre quarterback har ikke præsteret, og holdet kommer til at hænge på en stor regning, hvis han pådrog sig en skade. Det har ført til Tommy DeVitos tilbagevenden. Den unge quarterback startede hele seks opgør i 2023 og fik opbygget en mindre kultstatus i New York grundet sine italienske aner og den massive italiensk-amerikanske fanbase i byen. Devito fik kælenavnet Tommy Cutlets, eller Kotelet Tommy på dansk, da han var med til at sikre Giants tre sejre i træk. Devito kastede otte touchdowns, tre interceptions og løb for næsten 200 yards i de ni kampe, hvor han fik spilletid.
Giants møder denne runde et af ligaens mest gavmilde forsvar, nemlig Tampa Bay Buccaneers, der tillader tredjeflest yards per spil. Kan det fordre mere magi fra DeVito?
Næste side: Christian McCaffrey, Arizonas forsvar og meget mere








