6. Er luften gået af Miamis løbeangreb?
Miami Dolphins har fået lidt mere gang i deres sæson med to sejre i træk over Rams og Raiders. Tua tilbagevenden har genoplivet angrebet og med fire sejre og seks nederlag er de i øjeblikket på en niendeplads i AFC med en teknisk mulighed for stadig at kunne kvalificere sig til en af de syv slutspilspladser. Det kræver dog mere fra både angreb og forsvar.
I 2023 var Miami blandt de mest effektive løbehold i NFL, situationen har ikke været den samme i år, hvor holdet har været ganske middelmådigt. I sejrerne over Rams og Raiders løb Miami blot for 67 og 82 yards i de respektive opgør. Får holdet mere gang i løbeangrebet i denne uge, når de møder divisionsrivalen New England Patriots?
7. Hvornår kommer McCaffrey-boostet til San Franciscos angreb?
Det er to spillerunder siden, at San Francisco 49ers fik deres største offensive stjerne tilbage, da runningback Christian McCaffrey endelig havde fået tilstrækkeligt bugt med sine akillesseneproblemer. San Franciscos output har dog ikke været voldsomt overbevisende efter runningbackens tilbagevenden. Det blev til en snæver sejr over Tampa Bay og et knebent nederlag til Seattle Seahawks, hvor 49ers scorede henholdsvis 23 og 20 point.
McCaffrey spillede solidt i begge opgør, hvor det samlet set er blevet til 213 yards. Den erfarne runningback har dog været mere effektiv i kastespillet og snitter blot 3,7 yards per løb. 49ers’ andre skader har påvirket holdet, de manglede tydeligvis George Kittle mod Seattle, og McCaffrey har naturligvis behov for at banke rusten af. San Francisco er dog i en prekær situation, da de pludselig er sidst i NFC West. De har brug for deres bedste playmakere gør sig bemærkede. Får vi et mere effektivt 49ers angreb at se i Christian McCaffreys tredje kamp tilbage fra skade?
8. Kan Packers vende tilbage til at forcere turnovers?
Vi bliver lidt ved opgøret mellem to af ligaens mest traditionsrige klubber. Green Bay er stadig med i slutspilskampen, men er kun tredjebedst i deres egen division. Holdet startede sæsonen flot ud, specielt defensivt, men de har ikke været helt så succesfulde de seneste uger. Det var svært at holde det tempo, som holdet lagde for dagen, hvor de forcede hele 17 turnovers i de første seks kampe. Holdet er dog gået helt i stå på den front, hvor de kun har forceret to turnovers i de seneste fire kampe, begge kom i sejren over Jacksonville Jaguars.
Manglen på turnovers er i sig selv ikke kritisk, men det var en stor del af forsvarets succes, og Packers har en quarterback, som er glad for at give bolden væk. Jordan Love har kastet minimum en interception i samtlige kampe, han har spillet fra start i år. Hvis Packers skal gøre sig håb om at kæmpe med om første eller andenpladsen i divisionen, så kan de ikke blive ved med at tabe kampen om turnovers. Får de bedre held i denne uge, når de møder et 49ers-mandskab, der har smidt bolden væk 13 gange i denne sæson, herunder fem gange i de seneste fire kampe.
9. Har Arizonas forsvar vendt skuden?
Cardinals fører noget overraskende NFC West på dette stadie i sæsonen, og megen af æren for den flotte præstation tilfalder Kyler Murray, James Conner og resten af holdets angreb. I de seneste uger har forsvaret dog også spillet bedre og været en stor del af sejren.
Cardinals har ikke tilladt flere end ni point i de seneste to sejre, med til den historie hører dog, at sejrene kom over Jets og Bears, der ikke ligefrem er blandt ligaens mest skræmmende angreb i øjeblikket. Alligevel kan ledelsen i Arizona kun være tilfreds med noget af de spil, som holdets cornerbacks og linebackere har leveret.
Kan Arizona holde den gode form kørende efter deres bye week, når de spiller en af sæsonens vigtigste kampe mod divisionsrivalen Seattle Seahawks?
10. Viser Titans’ unge offensive linje kvalitet mod Houston?
Tennessee Titans har ikke haft den sæson, de håbede på, men der kan stadig være perspektiver i den indeværende sæson. Holdet har investeret en hel del ressourcer i den offensive linje de seneste år, og selv om center Lloyd Cushenberry er skadet, så er al erfaring vigtig for rookie tackle JC Latham og andetårsspilleren Peter Skoronski, der i NFL-regi primært har fungeret som guard.
De to unge spillere bemander venstresiden af den offensive linje og står over for en svær opgave, når de denne runde møder Houston Texans. Houston er blandt de bedste hold i NFL til at skabe sacks og har to gode defensive præstationer med i bagagen fra de to seneste kampe. Titans har i denne sæson haft problemer på den offensive linje, men kan de to unge spillere vise lovende tegn i denne runde, så kan der stadig være håb i Tennessee.








