Tampa Bay Buccaneers har noget overraskende valgt at fyre Lovie Smith 

2014 var første sæson, hvor Lovie Smith stod i spidsen for Bucs. Sæsonen endte som en mindre katastrofe, hvor det kun blev til to sejre, men det sikrede samtidigt, at holdet kunne vælge først i 2015-draften. Her tog holdet som bekendt Jameis Winston, der siden har vist sig som en fremtidens quarterback for Bucs.

Igen i år endte Buccaneers sidst i NFC South med 6-10. Absolut ingen prangende præstation, men i en division, hvor Panthers viste sig urørlige, og hvor Falcons i starten af sæsonen nød godt af et eksplosivt angreb, så havde de fleste accepteret, at 2015 var et udviklingsår for Winston og en offensiv linje fuld af unge spillere. 

Lovie Smith har altid været kendt som en defensiv træner. Derfor har det også været skuffende at i begge sæsoner, hvor Smith har stået i spidsen for holdet, har Bucs været blandt de 10 dårligste hold i NFL, målt på tilladte point til modstanderne. 

I sidste ende hedder resultatet af Lovie Smiths to sæsoner 8-24, hvilket ikke har tilfredsstillet ledelsen hos Buccaneers, der giver følgende forklaring på Lovie Smiths fyring:

“Efter grundig overvejelse har vi valgt at skifte Lovie Smith ud. Jeg er skuffet over, at vi i de sidste sæsoner ikke har været mere succesfulde, men vi har tænkt os at gøre, hvad der er nødvendigt for at give vores fans et vindende hold.”

The Buccaneers announce that they have fired head coach Lovie Smith. pic.twitter.com/HEy17sp9Vl

— NFL on ESPN (@ESPNNFL) 7. januar 2016