Oakland Raiders’ 34-årige venstre tackle, Donald Penn, vil have en forbedret kontrakt og bliver derfor væk fra holdets træningslejr.

Donald Penn er angiveligt ikke tilfreds med sin kontrakt og vil betales som en af NFLs ti bedste på sin position. Derfor var han heller ikke at finde, da Raiders mødte til træningslejren fredag.


34-årige Donald Penn er på vej ind i det sidste år af sin kontrakt og vil i 2017 tjene godt $7 millioner.
Hvis han skal betales som en af de ti bedste på sin position, skal Raiders betale ham mere end $10 millioner om året. Det er næsten en fordobling af hans nuværende årsløn. Den to-årige kontrakt, han skrev under på i 2015, har givet ham en årsløn på godt $6 millioner.
*** Læs også: Texans’ Duane Brown bliver væk fra træningslejren
Med kun et år tilbage på kontrakten, vil Raiders formentlig også være interesserede i at forlænge kontrakten med en af NFLs mest solide venstre tackles.
Penn har været bundsolid i mange år og har ikke misset en kamp siden 2007. Han har spillet 144 regular season-kampe i træk og har spillet de sidste tre sæsoner for Raiders. Inden da spillede han otte år for Tampa Bay Buccaneers.