Vicemestrene sparker sæsonen i gang mod ramt Demons-mandskab 

I den seneste sæson lykkedes det traditionsklubben Søllerød Gold Diggers at nå hele vejen til Mermaid Bowl, hvor de dog i slutminutterne måtte se sig slået af Triangle Razorbacks. Nu begynder deres togt for at tage det sidste skridt og i år sikre sig trofæet. Dette togt indledes lørdag eftermiddag, når de på hjemmebane tager i mod Amager Demons.

De to hold mødtes i seneste sæson i Søllerød, og her gav dæmonerne hjemmeholdet kamp til stregen med et tungt, solidt løbespil.

Udfordringer hos Demons
Situationen på Amager har ændret sig en smule siden sidst. Head coach John Stevenson fortæller om holdets kvaler i pausen: ”Off-season har været hård ved Demons. Der er 15 spillere fra sidste sæsons roster, der ikke vil være på holdet til sæsonens første kamp mod Gold Diggers. Vi har også fire spillere, der er ude med skader, som burde komme tilbage i løbet af de kommende uger, men de vil heller ikke være tilgængelige til lørdagens kamp.” Midt i de mange problemer i Amager-klubben kan John Stevenson dog også finde positive momenter: ”Til gengæld har vi fået tilgang af nogle spændende unge spillere, mange af dem er helt nye til sporten, som har vist stort engagement i pre-season. De bliver nødt til at lære spillet på den hårde måde, da nogle af dem vil spille deres første kamp i denne weekend. Forhåbentlig vil de vokse, som sæsonen går og blive i klubben i mange år fremover.”

I seneste sæson havde den nyankomne head coach stort fokus på holdets potentiale på sigt, og dette ser ikke ud til at have ændret sig meget over vinterpausen. Stevenson udtaler således: ”Vi er nødt til at være realistiske og sige, at den kommende sæson ser svær ud for os. Vi har seks kampe mod hold, der i 2015 sluttede i top 4. Det er hold, som alle sammen slog os i den seneste sæson, og ser ud til at have investeret i kvalitets-importspillere til at forbedre deres i forvejen store hold. Vi i Demons genopbygger og har ingen imports, og derfor vil det også være en stor præstation at slå Gold Diggers på lørdag. Følelsen med hold er god, der er selvtillid og vilje til at ville kæmpe for hinanden, og jeg er sikker på, at det her hold kan blive bedre som sæsonen går, og de nye spillere får mere erfaring.”

Kan Søllerød tage det sidste skridt mod toppen?
Hos Gold Diggers bliver kortene holdt tættere til kroppen, når der bliver spurgt ind til deres hold til den kommende sæson ”Vi har mistet et par profiler og fået nogle nye unge spillere til, samt et par erfarne kræfter”, fortæller head coach Troels Vestergaard. Det bliver ”lige på og hårdt”, når det lørdag går løs for Troels og hans guldklædte spillere ”Vi har ikke spillet træningskampe i år, så første prøve bliver på lørdag. Forberedelserne har ikke ændret sig fra sidste sæson, vi holder fokus på det vi selv kan styre.”

Sidste sæson var Gold Diggers som tidligere nævnt tæt på at overraske football-Danmark og slå de ubesejrede favoritter fra Triangle Razorbacks i finalen, men sensationen udeblev. Dette skal dog revancheres i år:  Vi går selvfølgelig efter at forbedre resultatet fra sidste sæson.”

Første udfordring på vejen bliver dæmonerne, og opskriften på sejr skal findes hos Gold Diggers selv ”Jeg forventer et Demons hold der vil gøre alt for at slå os på hjemmebane og dermed få en god start på sæsonen. Som det jo som regel er med første kamp i sæsonen, så har vi ikke haft noget videomateriale. Fokus har derfor været på vores egne ting.”, afslutter Vestergaard.

Der vil altid være en smule usikkerhed og rust hos spillerne frem mod sæsonens første kamp, og det er nok dét, som spillerne hos Demons skal håbe på også vil være tilfældet hos Gold Diggers, hvis de skal håbe på at kunne tage en sejr med hjem fra det nordsjællandske. Der kan ikke være den store tvivl om, hvor favoritværdigheden ligger, men i sidste sæson formåede Gold Diggers at snuble mod modstandere, der ikke burde give dem problemer, og det samme kan ske på lørdag.

Kampen spilles lørdag d. 9. april ved Rundforbi Stadion (Egebækvej 118, 2850 Nærum)

Seneste indbyrdes opgør
25.5.2015 – Amager Demons @ Søllerød Gold Diggers – 13-28
22.6.2014 – Søllerød Gold Diggers @ Amager Demons – 35-20
21.9.2013 – Amager Demons @ Søllerød Gold Diggers – 21-34