Det blev ikke til den store success i Green Bay for tight end Martellus Bennett. Efter mindre end en sæson hos holdet er han blevet fritstillet.

Syv kampe fra start og 24 grebne bolde, så meget blev det til for den 30-årige tight end, der nu er fortid i Green Bay. Bennett skrev ellers under på en tre år lang kontrakt til en maksimal værdi af 21 millioner dollars for få måneder siden, men det store beløb holdt ikke Green Bay fra at sige farvel til veteranen.
Den dygtige tight end har døjet med en skulderskade, hvilket gjorde, at han sad ude af opgøret mod Lions. Bennett var allerede dømt ude af søndagens opgør mod Bears, men Packers mener, at spilleren ikke rettidigt har fortalt organisationen om skaden. NFL Networks ekspert, Ian Rapoport, nævner, at holdet derfor kan forsøge at inddrive de otte millioner dollars, som de allerede har betalt ham.


Uanset hvad der sker i den sag, så er Bennett nu fri til at skrive under med alle ligaens hold. Bennett tørnede sidste år ud for New England Patriots. New England kan ikke være helt tilfredse med spillet fra Dwayne Allen, der skulle erstatte Bennett. At Patriots ender med deres forhenværende tight end kan bestemt være en mulighed. Veteranen er på den såkaldte waiver wire, hvilket betyder, at alle hold har muligheden for at hente ham.


Skaden til Bennett kan dog mindske interessen i ham. Den bramfri spiller indikerede tidligere på året, at denne sæson kunne være den sidste i NFL for ham. Derfor er det ikke helt risikofrit at få Bennett på holdet.