Tampa Bay Buccaneers har hentet safety J.J. Wilcox og har derudover forlænget med safety Chris Conte og runningback Jacquizz Rodgers.

Torsdag fik Jameis Winston et nyt stærkt våben, da lynhurtige DeSean Jackson blev hentet til Tampa Bay, og nu har holdet forstærket sig på den defensive side af bolden. Safety J.J. Wilcox er ny mand hos Buccanners, der også har forlænget med safety Chris Conte, runningback Jacquizz Rodgers og defensive tackle Sealver Siliga.


26-årige Wilcox kommer til efter at have tilbragt sine fire første sæsoner i Dallas og er kendt som den typiske ‘boks-safety, der har sine primære styrker i at stoppe løbet.
Vi opdaterer artiklen, så snart der sættes tal på kontraktens værdi.
Big play Conte
Wilcox er som tidligere nævnt ikke den eneste safety, Tampa Bay har sikret sig. For tredje år i træk har Chris Conte sat sin underskrift på en aftale med Bucs, men i modsætning til i 2015 og 2016, er der altså nu tale om en to-årig kontrakt. Den defensive back kom til efter fire sæsoner i Chicago og har udviklet sig til en vigtig rollespiller for holdet.


I den forgange sæson leverede Conte flere store defensive spil. Blandt andet dette flotte interception return for touchdown imod sit tidligere hold.


Rodgers er sikring for Martin
Også på runningback-positionen har Buccaneers slået til med at holde fast i Jacquizz Rodgers, der scorer 3,3 millioner dollars med sin nye kontrakt, skriver Adam Schefter. Runningbacken gjorde et fint indtryk i slutningen af 2016, da både Doug Martin og Charles Sims sad ude.


Doug Martin fik fire kampes karantæne efter 16. spillerunde for brug af et ulovligt stof og checkede straks ind på et center for afvænning for at få styr på sine problemer. Hans fremtid i Tampa Bay – og i NFL – er derfor et stort spørgsmålstegn.
Det vil dog være en stor overraskelse, hvis Buccaneers går ind til 2017 med Rodgers som starter. Der er mange lovende runningbacks i årets draft. Mon ikke Bucs kigger den vej.