Vi er nået til spilleuge 9 og dermed halvvejs i sæsonen. Derfor begynder det nu også så småt at spidse til i slutspilsræset. Her er mine weekly winners for uge 9.
Miami Dolphins 17 – 31 Baltimore Ravens
Dolphins og Ravens åbner spilleuge 9, og det bliver med et Ravens-mandskab, der har Lamar Jackson tilbage. Jeg forventer dog, at det bliver Derrick Henry, der stjæler showet og får en festdag mod et svagt Dolphins-forsvar.
Cincinnati Bengals 20 – 24 Chicago Bears
Joe Flacco er småskadet, og det er rigtig skidt for Bengals. Efter Flacco tog over som quarterback har Jamarr Chase været fantastisk, mens han under Jake Browning blot var en eftertanke. Derfor tror jeg også, at Bengals får det svært mod Bears, der havde gode muligheder for at slå Ravens i sidste uge og her skal finde tilbage på sporet.
Detroit Lions 34 – 21 Minnesota Vikings
Vikings kan endelig gå tilbage til J.J. McCarthy, og jeg er personligt meget spændt på at se, hvordan det kommer til at gå. McCarthy var spændende, men ikke prangende i sine første optrædener, og her venter et Lions-mandskab, der har siddet over og fået nye kræfter. Jeg tager hjemmeholdet.
Green Bay Packers 27 – 17 Carolina Panthers
Panthers skal nok score nogle point her, men det bliver nok mest af alt til sidst, når kampen er lukket. Packers ser virkelig gode ud, og her vender de hjem til Lambeau Field, hvor Carolina kommer på besøg med Andy Dalton i spidsen. Det giver mig ikke super meget tro på, at NFC South-mandskabet kan skabe overraskelsen her.
Houston Texans 16 – 20 Denver Broncos
Det er ligaens to bedste forsvar, der tørner sammen her, så forvent en kamp med masser af punts og måske også turnovers. Broncos’ frygtindgydende pass rush skal nok få en god dag mod Texans’ hullede offensive linje, men omvendt er det et slag for Broncos-forsvaret, at Pat Surtain II er ude med en skade. Og kan Broncos så score point på Texans’ fremragende forsvar? Jeg er ikke sikker.
New England Patriots 23 – 13 Atlanta Falcons
Først havde jeg lidt fidus til Falcons, så havde jeg ikke, og nu har jeg slet ikke. Hvad de præsterede mod Dolphins i sidste uge var så langt fra det, man kunne have forventet, at jeg nu har mistet al tro på dem. Det hjælper ikke, at de her skal møde højtflyvende Patriots, der har vundet fem i træk. Og så endda på udebane. 100 point i picks på Patriots i denne uge.
New York Giants 14 – 21 San Francisco 49ers
Giants mistede i sidste uge rookie runningback Cam Skattebo, og med også Malik Nabers ude tror jeg snart vi får at se, at talentmassen hos Giants kommer til kort. Det gælder især mod et talentfuldt hold som 49ers, der dog – som altid, fristes man til at sige – er hårdt ramt af skader.
Pittsburgh Steelers 32 – 30 Indianapolis Colts
Jeg tager lidt et sats her og vælger Steelers til at slå AFC-førende Colts. Indianapolis Colts har et godt angreb og har spillet gode kampe, men der er bare et eller andet ved dem, der gør, at jeg ikke tror på, at de kan blive ved med at vinde. Det skyldes formentlig Daniel Jones. Men hvis Colts kan fortsætte med at lægge sine æg i Jonathan Taylor-kurven, så er det ikke til at sige, hvor længe de bliver ved med at vinde.
Tennessee Titans 17 – 27 Los Angeles Chargers
Det er svært at vælge Titans til at vinde flere kampe i denne sæson. De har taget deres ene sejr over Cardinals tidligere på sæsonen, men efter Mike McCoy er blevet sat i spidsen har jeg endnu mindre tro på dem end før. Samtidig virkede Chargers i sidste uge til at være genfødt på angrebet med comebacket til Joe Alt, så de vinder formentlig ganske sikkert her.
Los Angeles Rams 27 – 13 New Orleans Saints
Rams er et af de bedre hold i NFL. Saints er blandt de tre dårligste. Det bliver spændende at se, hvad udeholdet kan få ud af rookie quarterback Tyler Shough her, men jeg har ikke høje forhåbninger. Giv mig Rams.
Las Vegas Raiders 23 – 27 Jacksonville Jaguars
En friuge har nok gjort Raiders godt, men de er ikke et godt hold, så betyder det i sidste ende noget? Jaguars har også haft friuge, og den håber jeg de har brugt til at få sat nogle gode spil op til rookie Travis Hunter, der stadig mangler for alvor at bryde igennem. Kampen her er en god mulighed.
Buffalo Bills 34 – 31 Kansas City Chiefs
Uden tvivl ugens kamp med potentiale til at blive en af årets bedste. Chiefs er for alvor kommet i gang, mens Bills er også højtflyvende efter en kæmpe sejr i sidste uge. Nu mødes Josh Allen og Patrick Mahomes så i et opgør, der kan få kæmpe betydning for slutspillet i AFC – især fordi begge mandskaber må sande, at deres divisioner ikke er så billigt til salg i år, som tidligere. Men Bills og Allen har normalt stor succes mod Mahomes og Chiefs i grundspillet, så jeg tror også, at de vinder her – og så taber de sikkert i slutspillet igen.
Washington Commanders 24 – 23 Seattle Seahawks
Jeg har meget svært ved at spå om kampen her. Commanders er lidt i frit fald, men Jayden Daniels skulle komme tilbage til opgøret her, og det giver dem et stort boost. Omvendt har Seahawks også vist sig at være svære at få bugt med, så jeg tror vi har en meget tæt kamp i vente. I sidste ende går jeg med hjemmeholdet.
Dallas Cowboys 34 – 24 Arizona Cardinals
Cowboys fik ørerne i maskinen i sidste uge i Denver, men Dak Prescott og co. har været langt bedre på hjemmebane end på udebane i denne sæson. Nu venter et Cardinals-mandskab, der godt nok har haft friuge, men som ikke har et nær så godt forsvar som Denver. Det bør være nok til, at Cowboys vinder her – og måske også i rimelig sikker stil.
Bye week: Browns, Buccaneers, Eagles, Jets
Sidste uge: 9-4
I alt: 73-47-1
100-point picks: 8-0
