
Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer med de varmeste kandidater til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.
Colts sætter sig på toppen af denne uges MVP-termometer. Indiana Jones er fortsat flyvende, men det er hans medsammensvorne i backfielden i den grad også, så Jonathan Taylor er ikke bare med. Han er helt i toppen. MVP-æren er fortrinsvis en quarterback-titel, men som Taylor spiller lige nu er der ændret på det.
Længere nede af listen er der i MVP-sammenhæng comeback til New England Patriots, da Drake Maye nok ikke er på højde med Tom Brady endnu, men allerede har slået en af legendens rekorder.
Husk at formålet med termometeret ikke er at gætte på, hvem der ender med at hjemtage MVP-titlen. Det er vores bud på, hvordan feltet ser ud her og nu.
Vanen tro er vores MVP-termometer inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Spillere der ligger lige uden for toppen, men som presser sig på
Ulmende – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende

Jonathan Taylor, RB, Indianapolis Colts
Prøv lige at se statistikkerne for Taylor i de første otte runder:
Mod Titans var de mange yards også på grund af, at han blandt andet lavede et 80 yard touchdown-løb. Det lignede ellers, at Titans-forsvarene både i antal og position godt kunne stoppe ham, men Taylor sprintede fra dem alle til sit længste touchdown i karrieren.
Og sprinter altså også for første gang ind på MVP-termometret i denne sæson. Tilmed på en førsteplads!
Daniel Jones, QB, Indianapolis Colts
Der er jo nok, dem der mener, at Jones lukrerer lidt for meget på føromtalte Jonathan Taylor til at ligge her. Men når man er styrmand på et angreb af Colts’ kaliber, så har man altså kvalitet.
Nuvel Jones var nede og bide i græsset bag line of scrimmage tre gange mod Titans. Men han kastede også for 272 yards med tre touchdowns til følge og havde en rating på 136!

Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs
Otte runder. Så langt skulle vi hen, før Mahomes og Kelce for alvor fandt hinanden i 2025-sæsonen. Mod Commanders ramte Chiefs-quarterbacken sin tight end seks gange for 99 yards. Og det var Kelces bedste kamp i sæsonen.
Sammen er Mahomes og Kelce nu bare den tredje quarterback/tight end-duo til at nå 75 tochdowns inklusiv playoffs. Det er kun Tom Brady/Rob Gronkowski og Philip Rivers/Antonio Gates, der også har nået at finde hinanden over 75 gange.
I næste runde møder Mahomes og Chiefs Allen og Bills! En vigtig kamp også med MVP-øjne. Kan Mahomes fortsætte de gode takter og kan ellers så termometer-vante Allen gøre sig gældende igen?
Baker Mayfield, QB, Tampa Bay Buccaneers
Efter en sløj indsats mod Lions, skrev vi i sidste uge:
Både for holdet og for Mayfields MVP-chancer skal Tampa være glade for, at de møder Saints i næste runde. Skader eller ej, så burde det være en overkommelig opgave.
Bucks gjorde sit og slog Saints i New Orleans. Og Baker Mayfield var solid, men skruede gevaldigt ned for kaste-entusiasmen. Selvfølgelig på grund af skader på receiverposterne, men nok også fordi, de 50 kasteforsøg han havde mod Lions ikke førte særligt meget godt med sig.
Her mod Saints fyrede Mayfield kun kanonen af 24 gange og uden scoringer. Men han fik kørt RB Sean Tucker i stilling til et løbe-touchdown og kicker McLaughlin til en stribe af field goals.
Og det er også MVP-klasse.

Drake Maye, QB, New England Patriots
Maye kastede for 286 yards med tre touchdowns til følge og havde en passer rating på 135,8 i søndagens sejr over Browns. Det er femte gang i denne her sæson, at han kastede mindst 200 yards, havde 135 plus i rating og som minimum to touchdowns i en kamp. Tom Brady havde fire af sådanne kampe i sin meget omtalte MVP-sæson i 2007.
Og vi er altså kun otte runder inde i sæsonen og Patriots er 6-2. Drake Maye er godt kørende og burde også være det, når Patriots møder et noget omtumlet Falcons-hold søndag
Sam Darnold, QB, Seattle Seahawks
Darnold og Seahawks har gang i en for god sæson til, at quarterbacken ryger ud af termometret bare fordi holdet sidder over. I næste runde møder de Commanders.








