Weekly Winners 2025: Uge 2

0

Uge 1 bød på masser af god football – og noget knap så god football. Men vi blev forkælet med, hvad der måske allerede kan kåres til årets kamp, og i uge 2 er der godt potentiale for mere af det samme.

Green Bay Packers 27 – 24 Washington Commanders

Packers så gode ud i første spilleuge mod Lions, og nu får de chancen for at bevise det i torsdagskampen mod Commanders, der i sidste sæson nåede helt til NFC-finalen. Jeg tror, at hjemmebanefordelen giver Jordan Love og co. det løft, de har brug for, for at tage sejren over Jayden Daniels og co.

Baltimore Ravens 23 – 17 Cleveland Browns

Ravens tabte på uforklarlig vis sæsonens første kamp efter at han proppet Bills helt ned i sækken. Og på samme måde havde Browns alle muligheder for at slå Bengals i spilleuge 1, men fejlede i sidste ende. Derfor skal begge hold nu forsøge at rejse sig i dette divisionsopgør, der formentlig bliver tæt netop fordi, de to mandskaber er rivaler.

Cincinnati Bengals 24 – 27 Jacksonville Jaguars

Bengals burde faktisk ikke have vundet i uge 1. Præcis som det efterhånden er standard for dem. Men de slap heldigt fra opgøret med en sejr. Det er jeg ikke sikker på, at de gør her. Jaguars ser spændende ud og angrebet kan muligvis tage fart med holdets ny cheftræner Liam Coen. Det her er lidt et sats, men jeg tror på Jaguars.

Dallas Cowboys 28 – 20 New York Giants

Cowboys havde gode muligheder for at slå de forsvarende mestre fra Philadelphia i spilleuge 1. Det må give selvtillid og blod på tanden inden dette divisionsopgør mod New York Giants, der er anført af Russell Wilson, der bestemt ikke spillede imponerende mod Commanders i sidste uge. Giv mig Cowboys.

Detroit Lions 31 – 24 Chicago Bears

Lions fik en skidt start på sæsonen med to nye koordinatorer, og nu kommer den tidligere offensive koordinator Ben Johnson tilbage for at gøre det onde ved sin gamle klub. Men Lions kender ham bedre end de fleste, og jeg tror nok, at Lions skal få styr på deres eget angreb, så jeg tror på, at Detroit tager en hjemmesejr.

Miami Dolphins 16 – 23 New England Patriots

Dolphins så faktisk virkelig dårlige ud mod Colts i uge 1, så jeg har svært ved at se, at de slår Patriots her. Det eneste jeg måske kan se kan give Dolphins en fordel er, at det kan blive meget varmt og fugtigt i Miami så tidligt på sæsonen. Men reelt set tror jeg ikke, det har nogen effekt. Giv mig Patriots.

New Orleans Saints 13 – 19 San Francisco 49ers

49ers vandt i uge 1, men det kom med flere skader. Jeg tror nok, at Brock Purdy skal spille her, og så bør 49ers også vinde over, hvad der måske er ligaens dårligste hold. Saints gjorde det udmærket mod Cardinals i sidste uge, men jeg skal se dem vinde, før jeg tror på det.

Læs også: 49ers-stjerne ude en måned

New York Jets 20 – 31 Buffalo Bills

Bills er fulde af selvtillid efter en vanvittig sejr over Ravens i spilleuge 1. Nu venter Jets, der også spillede en god kamp mod Steelers i sidste uge, men dog tabte til sidst. Og jeg forventer, at Bills er langt bedre end Steelers i år, så de bør altså også have relativt nemt ved at slå Jets.

Mine 100 point i picks i denne uge, bliver sat på Bills.

Pittsburgh Steelers 23 – 17 Seattle Seahawks

Aaron Rodgers lignede sig gamle selv i opgøret mod Seahawks, og hvis han kan leve op til det igen i denne uge, så får Seattle svært ved at komme til bordet. Seahawks selv tabte i spilleuge 1, og deres præstation mod 49ers lod noget tilbage at ønske.

Læs også: Steelers rokerer på safety-positionen

Tennessee Titans 17 – 19 Los Angeles Rams

Cam Ward var udmærket i sin første NFL-kamp, men kunne ikke stille noget op imod Broncos’ frygtindgydende forsvar. Rams’ forsvar er også et godt et af slagsen, men jeg tror, at han vil få større succes i denne kamp. Bliver det nok? Det tror jeg ikke. Men Titans kan godt glæde sig til at se, hvordan Ward udvikler sig i løbet af sæsonen.

Arizona Cardinals 27 – 20 Carolina Panthers

Hjalte Forholdt og Cardinals vandt i uge 1, men ikke så overbevisende som håbet. Nu venter så et Panthers-mandskab anført af Bryce Young, der – til alt held for Cardinals – så virkelig skidt ud i uge 1. Måske bliver han bedre, men uanset hvad, bør Cardinals vinde her.

Læs også: Hjalte Froholdt viste sig som lederen på den offensive linje

Indianapolis Colts 10 – 23 Denver Broncos

Colts chokerede med en storsejr over Dolphins i uge 1. Hvor meget spillede det ind, at man ville hylde holdets nyligt afdøde ejer Jim Irsay? Og hvor meget af det, var bare fordi Dolphins er virkelig dårlige? Nu kommer Broncos på besøg, og Denver tropper op med ligaens måske bedste forsvar, så jeg har svært ved at se Colts score mange point. Samtidig bør Broncos-angrebet også se bedre ud end mod Titans i første kamp.

Kansas City Chiefs 28 – 31 Philadelphia Eagles

En gentagelse af Super Bowl, og en mulighed for at komme på 1-1 for Chiefs. Men også en risiko for, at de forsvarende AFC-mestre starter sæsonen 0-2, hvilket kan blive virkelig kritisk. Patrick Mahomes må undvære sine to bedste receivere, og det kan blive et problem mod Eagles, der også har Jalen Carter tilbage i startopstillingen (hvis han kan lade være med at spytte på nogen).

Læs også: NFL straffer Jalen Carter for spytklat

Minnesota Vikings 26 – 20 Atlanta Falcons

NFL må have store forventninger til J.J. McCarthy siden man giver pseudo-rookien to primetime-kampe til at lægge ud med i denne sæson. I sidste uge leverede quarterbacken et stort comeback mod Bears, og nu venter så en anden andenårs-quarterback i Michael Penix Jr., når Falcons kommer på besøg. Jeg tror på hjemmeholdet her, men den kan gå begge veje.

Houston Texans 21 – 24 Tampa Bay Buccaneers

Den første af to mandagskampe. Texans var ikke klar til opgøret mod Rams i sidste uge og så ikke gode ud i nederlaget på 9-14. Det skal forbedres her mod Buccaneers, der fik en sejr over Falcons. Og jeg tror også, at Tampa Bay tager endnu en sejr anført af Baker Mayfield.

Las Vegas Raiders 23 – 27 Los Angeles Chargers

Både Raiders og Chargers vandt deres opgør i spilleuge 1, og nu lukker de så uge 2 af med dette divisionsopgør. Raiders var overraskende eksplosive mod Patriots, men jeg tror, de kommer til kort mod Chargers. Ikke alene ser jeg Chargers som et bedre hold, men de har også haft ekstra dage til at forberede sig efter en fredagskamp i sidste uge.

Bye week: Ingen

Sidste uge: 11-5
I alt: 11-5
100-point picks: 1-0