
Ligaen har tildelt Jalen Carter en bøde for sin spytklat på Dak Prescott, men Philadelphia Eagles’ defensive anker undgår en karantæne.
Jalen Carter og Philadelphia Eagles kan ånde lettet op.
NFL har meddelt, at ligaen ikke straffer Jalen Carter med en karantæne, efter at den 24-årige defensive tackle spyttede på Dak Prescott og blev udvist af sæsonpremieren.
I stedet skal Carter hoste op og betale en bøde på knap 365.000 danske kroner ($57.222), hvilket svarer til en spilledags lønsum.
Derudover fremhæver NFL i sin afgørelse, at Jalen Carter de facto afsonede én spilledages karantæne i sæsonpremieren, idet hændelsen fandt sted inden kampstart, hvortil Carter aldrig kom i aktion.
Spillerforeningen NFLPA har meddelt, at Jalen Carter ikke har i sinde at appellere sin straf.
Strafudmålingen betyder også, at Jalen Carter kan spille, når Philadelphia Eagles gæster Arrowhead Stadium og møder Kansas City Chiefs i en gentagelse af Super Bowl LIX denne søndag.








