
Kun fire hold står stadig, og hvor AFC-finalen er en kamp, mange havde forudset inden sæsonen, så er i hvert fald én af deltagerne i NFC-finalen en kæmpe overraskelse. Her er mit bud på vinderen af de to kampe.
Kansas City Chiefs 26 – 28 Buffalo Bills
Jeg tror ikke på, at Chiefs i år har kvaliteten til at gå hele vejen. I hvert fald ikke uden hjælp fra tvivlsomme kald. De kunne nemt været kommet i problemer mod fjerdeseeded Texans i sidste uge, og de har været ekstremt heldige med, at marginalerne har været på deres side hele sæsonen igennem. De har naturligvis opsøgt heldet, men det kan ikke fortsætte i en uendelighed. Bills er det eneste hold, der har slået Chiefs siden december 2023 (hvis man ser bort fra Broncos’ nedslagtning mod reserver), og med Matt Milano tilbage på forsvaret og Von Miller i slutspilsform, så tror jeg også, det lykkes for Josh Allen og co. her.
Bills skal sætte sin lid til, at forsvaret kan stoppe Mahomes, men det bør de også have selvtillid og kvalitet til at klare med tanke på, hvordan Chiefs-angrebet har opereret i år. Og derfra bliver det så op til Josh Allen og angrebet at undgå at lave fejl, som kan give Chiefs ekstra angrebsserier.
Philadelphia Eagles 34 – 30 Washington Commanders
14-1. Det er Eagles’ record i de seneste 15 kampe. Det ene nederlag? Til Washington Commanders og Jayden Daniels. Og selvom det virker til, at intet øjeblik er for stort for den sensationelle rookie quarterback, så tror jeg, at eventyret slutter her. Philadelphia Eagles har for meget erfaring og koldblodighed til at lade Commanders vinde her, og jeg tror, at vi vil se en stor dosis Saquon Barkley kombineret med løb fra Jalen Hurts for at holde Commanders’ tvivlsomme løbeforsvar stangen. Commanders har tilladt 4,8 yards pr. løb i sæsonen, og det er tredjedårligst i NFL i år. Ikke optimalt, når man møder et hold med mere end 3000 løbeyards i sæsonen (næstbedst).
Jeg tror, vi får en super underholdende kamp, og vil jeg være totalt overrasket, hvis Commanders vinder? Nej, naturligvis ikke – de gjorde det jo sidst, de to hold mødtes. Men slutspillet er noget andet end grundspillet, og jeg tror erfaringen bliver det afgørende i sidste ende.
Sidste uge: 3-1
I alt: 181-101








