
Lige under en fjerdedel af grundspillet er overstået, og i denne uge går de første hold på bye week. Det gør jeg ikke. Her er Weekly Winners for uge 5.
Commanders 21 – 13 Bears
Var Justin Fields’ gode kamp mod Broncos en enlig svale? Og kan han hamle op med Washingtons forrygende defensive linje? Jeg tror på et ja til det første og et nej til det andet. Med andre ord: Det bliver en lang kamp for Chicago og Justin Fields – og en lang uge inden næste kamp.
Bills 31 – 20 Jaguars
Kamp nummer to i London i år. Denne gang med Jaguars som udehold. Og jeg har også meget svært ved at se, at de skal kunne stille noget op mod Bills, der efter et skuffende nederlag til at starte sæsonen bare har tromlet derudaf. Den eneste fordel for Jaguars er, at de allerede har været i London i to uger og er helt tilvænnet tidsforskellen, fordi de også spillede i den engelske hovedstad i sidste uge.
Læs også: Jaguars vandt årets første kamp i London
Falcons 17 – 24 Texans
Jeg hopper på C.J. Stroud-toget og tror på, at rookien igen får en sejr. Efter at have oplevet Desmond Ridder på nærmeste hånd i sidste uge kan jeg simpelthen ikke tro på, at han kan vinde særlig mange footballkampe, og mod Texans står han over for en formidabel forsvarstræner i Demeco Ryans. Giv mig udeholdet.
Lions 34 – 16 Panthers
Desværre, Panthers. I er stadig uden sejr efter fem spilleuger. Carolina må allerede begynde at fortryde, at de tog Bryce Young over C.J. Stroud og Anthony Richardson i draften, og mod en flok bidske løver, så ser jeg altså ikke mange chancer for Panthers mod Jared Goff og co., der selv håber på at vinde den første NFC North divisionstitel nogensinde.
Colts 23 – 20 Titans
Svær kamp at spå om. Begge hold er 2-2, og Colts var meget tæt på at komme tilbage og vinde over Rams i sidste uge. Titans imponerede også stort mod Bengals, men jeg begynder at tro, at Bengals også har alvorlige problemer. Jeg tror, at disse to hold er helt lige, så jeg giver sejren til hjemmeholdet.
Dolphins 37 – 23 Giants
Dolphins kom ned på jorden med et stort nederlag til Bills i sidste uge. Men så venter Giants heldigvis, der har skuffet fælt i sæsonstarten og som slet ikke kan få tingene til at hænge sammen. Jeg er ganske overbevist om, at Miami kommer tilbage på sporet her.
Patriots 16 – 20 Saints
Saints skuffede i sidste uge, men Patriots var endnu ringere, og det virker til, at Bill Belichick er lidt i vildrede. Lyder vildt, ikke? Saints’ forsvar er godt nok til, at de bør kunne holde Patriots i skak, så New Orleans vinder her.
Steelers 17 – 24 Ravens
Mike Tomlin har lovet ændringer for Steelers, men det er tilsyneladende ikke på offensiv koordinator, selvom det er det alle efterspørger. Nu er quarterback Kenny Pickett blevet skadet og i stedet bliver det (måske) Mitchell Trubisky, der skal forsøge at rejse Steelers fra asken. Pickett siger godt nok selv at han spiller, men uanset hvad, har jeg svært ved at se en sejr til Steelers.
Cardinals 23 – 16 Bengals
Altså havde du sagt til mig inden sæsonen, at dette ville være min forudsigelse, ville jeg har mistænkt dig for at have været fuld. Men lige nu er Cardinals og Hjalte Froholdt et bedre hold end Bengals. Joe Burrow og co. skal vise mig, at de er gode igen, før jeg kan stole på dem.
Rams 23 – 27 Eagles
Rams har overrasket positivt anført af rookie receiver Puka Nacua. Og jeg tror faktisk også, at de kan drille et Eagles-mandskab, der har lidt svært ved at finde melodien i år. På papiret er det dog svært at se bort fra Philadelphias playmakere, og der var gode takter i sidste uge, så Eagles bør vinde her.
Læs også: Rams får Cooper Kupp tilbage
Broncos 20 – 17 Jets
Nathaniel Hackett vender tilbage til Denver efter sidste års katastrofe, og både han og Jets vil være opsatte på at vinde. Det samme vil Broncos, der første gang smagte sejrens sødme i sidste uge, og der kommer til at være rigtig meget drøn på fra fansene til dette opgør. Det tror jeg bliver en for stor udfordring for Zach Wilson, og det bliver afgørende.
Vikings 24 – 27 Chiefs
Vikings fik endelig sin første sejr i sidste uge, og det kan sætte dem lidt i gang. Desværre venter så en svær kamp mod Chiefs, som dog har vist sig til at tale med i år. Derfor tror jeg også, at det bliver tæt, men i sidste ende vinder Chiefs altid. Det ved alle.
49ers 28 – 24 Cowboys
Kæmpe brag i den sene søndagskamp. Muligvis de to bedste hold i NFC-halvdelen tørner sammen, og Cowboys bliver det første hold i år, der holder 49ers under 30 point. Desværre er det ikke nok til at tage sejren, når Christian McCaffrey tager affære.
Raiders 20 – 24 Packers
Raiders skal nok finde en måde at tabe denne kamp. Det virker til, at holdet ikke er 100 % bag headcoach Josh McDaniels, og de skuffer bare gang på gang. Hos Packers er Jordan Love kommet ned på jorden efter en god sæsonstart, men dette er en god mulighed for at komme tilbage på sporet.
Byes: Browns, Chargers, Seahawks, Buccaneers
Sidste uge: 13-3
I alt: 43-21











Tror du skal have slettet de to sidste kampe (Jets-Chiefs og Giants-Seahawks), for det er fra sidste uge…
Comments are closed.