Leder du efter Weekly Winners for spilleuge 18, så finder du den lige her.

Der er to spilleuger tilbage af grundspillet, og (næsten) alle kampe er afgørende nu. I sidste uge ramte jeg rigtigt på 11 ud af 16, og så var der lige kampen mellem Dolphins og Packers, hvor jeg ramte resultatet på 26-20 spot on. Desværre med omvendt fortegn. Her er Weekly Winners i uge 17.

Titans 24 – 30 Cowboys

Titans begynder at vise sit sande jeg, og det er ikke godt nok til for alvor at true i slutspillet. Måske er det ikke engang nok til at nå slutspillet. Dér er Cowboys allerede, men de kæmper for seedning, og jeg tror de vinder her.

Falcons 20 – 16 Cardinals

En af de relativt ligegyldige kampe i denne uge. Falcons vinder over Cardinals’ backup quarterback, men det bliver ikke nogen specielt medrivende kamp, tror jeg.

Lions 27 – 23 Bears

Lions tabte et stort skridt i slutspilskampen i sidste uge, men de kommer tilbage på sporet her og håber på hjælp andre steder fra for at holde sig i live. Bears nærmer sig førstevalget i draften, men det kræver, at de bliver ved med at tabe.

Texans 17 – 24 Jaguars

Texans er stadig det dårligste hold i NFL, men det er ikke så klart, som det har været tidligere. Nu møder de dog Jaguars, der spiller godt for tiden og er på vej mod divisionssejren, så jeg tror på, at Jaguars vinder her.

Chiefs 27 – 17 Broncos

Broncos var lige ved at finde formen, og så spillede de så pinligt i sidste uge mod Rams, at forsvaret tabte mig min kamp i fantasy og Nathaniel Hackett blev fyret som head coach. Nu venter det værst tænkelige: Udebane mod Chiefs i december. Der er Broncos bare ikke gode – og det er holdet heller ikke, så det bliver naturligvis en hjemmesejr her.

Patriots 23 – 20 Dolphins

Hvis Tua spiller tror jeg, at Dolphins vinder, men lige nu gætter jeg på, at han bliver holdt ude, og derfor har jeg fjernet et touchdown fra deres score. Det betyder, at Patriots tager en vigtig sejr, og Dolphins’ ellers så fantastiske sæson ser ud til at falde totalt fra hinanden i den sidste måned af grundspillet.

Giants 24 – 22 Colts

Giants ligner et slutspilshold, og kan faktisk sikre sig en plads i det fornemme selskab med en sejr over Colts på søndag. Den tager de også mod et Indianapolis-mandskab, der ikke længere har noget at spille for andet end æren.

Læs også: Det spiller de om i weekenden

Eagles 27 – 17 Saints

Eagles spillede lige op mod Cowboys uden Jalen Hurts, så hjemme mod Saints bør de også tage sejren. Det vil samtidig sikre dem førstepladsen i NFC-konferencen. Saints har en lille chance for at vinde NFC South, men den fordufter her.

Buccaneers 17 – 16 Panthers

Panthers kan bringe sig i førersædet af NFC South med en sejr, mens Bucs vinder divisionen, hvis de vinder her. Og det tror jeg mest på. Panthers tabte til Lions i sidste uge, og selvom Buccaneers ikke er gode, så kan Tom Brady stadig hive magi op af hatten, når der er brug for det.

Commanders 20 – 16 Browns

Browns-nedturen med Deshaun Watson fortsætter, og Commanders tager et vigtigt skridt mod slutspillet. Det her er en kamp, der kan gå begge veje, men jeg har væsentlig mere tiltro til hovedstadsholdet.

Raiders 13 – 27 49ers

Raiders har bænket Derek Carr, og det begynder at ligne, at de vil skille sig af med quarterbacken efter sæsonen. Dermed er Josh McDaniels i gang med at gøre, hvad han gjorde i Denver, da han sendte Jay Cutler på porten i sin første sæson for mere end et årti siden. Jarrett Stidham har ikke en chance mod 49ers’ forsvar, og San Francisco kommer til at køre de tidligere lokalrivaler over – forventer jeg.

Seahawks 20 – 21 Jets

Mike White er tilbage for Jets og sammenholdt med newyorker-forsvaret og Geno Smiths fald i produktion over den sidste del af sæsonen, så tror jeg mest på en Jets-sejr. Et nederlag til Seahawks her kan meget vel betyde farvel til slutspillet, mens Jets holder sig i live.

Packers 27 – 26 Vikings

Vikings har vundet NFC North og selvom de kæmper for seedning, så har de ikke helt vildt meget tilbage at spille for. Packers er til gengæld ved at spille sig ind i varmen efter sejren over Dolphins i sidste uge, og med endnu en sejr her er slutspillet pludselig ikke så langt væk.

Chargers 31 – 20 Rams

Rams vandt en storsejr over Broncos i sidste uge, men det var nok mest begrundet ved Denvers udueligehed. Chargers har sikret en slutspilsplads, men vil kæmpe for seedning, og de er bare et langt bedre hold end Rams.

Ravens 22 – 19 Steelers

Ravens har sikret sig slutspillet, men kan også stadig nå at vinde AFC North, så de vil kæmpe hårdt for en sejr her. Jeg tror det lykkes over divisionsrivalerne, og så kigger de mod Cincinnati mandag aften.

Bengals 31 – 34 Bills

Her skal Bengals nemlig forsøge at slå Bills, og det, tror jeg, bliver anderledes svært. Bills havde ikke den bedste kamp i sidste uge, men smadrede alligevel Chicago, og de ligner det bedste hold i AFC. Bills kan i øvrigt vinde AFC-konferencen, hvis de vinder her, og Broncos samtidig har slået Chiefs (hvilket dog er ret usandsynligt).

Læs også: Sådan ser slutspillet ud lige nu

Byes: Ingen

Sidste uge: 11-5
I alt: 154-84-2