Sidste spilleuge af grundspillet, og der er stadig masser at spille om. Eksempelvis førstepladsen i begge konferencer! Her er Weekly Winners i uge 18.

Raiders 31 – 36 Chiefs

Jarrett Stidham gjorde god figur i sin første start i Raiders-trøjen, men jeg tror, at han får svært ved at føre Raiders-angrebet til point nok mod Chiefs her. Især fordi Chiefs står i en situation, hvor de helst skal vinde, hvis de skal slutte med førstepladsen i AFC.

Jaguars 30 – 20 Titans

Jaguars og Titans mødes i et direkte opgør om sejren i AFC South, og lige nu tror jeg mest på Jaguars. Både fordi de er i bedre form for tiden, men også fordi Titans starter Joshua Dobbs på quarterback. Læg dertil, at Derrick Henry muligvis ikke er på fuld styrke. Giv mig Jaguars.

Læs også: Spilleuge 18: Det spiller de om

Falcons 20 – 23 Buccaneers

Ligegyldig kamp, fordi Buccaneers kom tilbage og slog Panthers i sidste uge. Det kan dog få betydning for, hvorvidt Atlanta Falcons beholder Arthur Smith som head coach eller om de skal på jagt efter en ny styrmand efter sæsonen.

Bills 27 – 20 Patriots

Alle meldinger omkring Damar Hamlin er positive efter forsvarsspillerens kollaps for Bills i mandags. Derfor tror jeg også, at spillerne er ovenpå og gør, hvad de kan for at vinde førstepladsen i AFC. Især fordi de kan gøre det med en sejr over Patriots, som dermed måske ryger ud af slutspillet.

Læs også: NFL aflyser Bengals-Bills. Her er de vilde konsekvenser

Bears 13 – 23 Vikings

Justin Fields er skadet for Bears, så det her er en kamp, som Vikings skal vinde. Også for at få tro på tingene igen, efter de i sidste uge blev kørt over af Packers. Det var Vikings’ andet kæmpe nederlag i år, og det bekymrer inden slutspillet starter.

Bengals 28 – 24 Ravens

Bengals-spillerne var også chokerede efter den aflyste kamp mod Bills i mandags, men de bør også være ovenpå igen og kan nu drage fordel af, at de stort set har haft en ekstra bye week. Både kampen i mandags og denne er desuden på hjemmebane. Lamar Jacksons status for Ravens er stadig usikker, så Bengals bør vinde her.

Colts 19 – 23 Texans

Texans spiller bedre end Colts lige nu, så derfor tror jeg også de vinder her. Der spekuleres i, at Texans gerne vil have førstevalget i draften, men jeg tror ikke, det betyder så meget. Hvis det ikke bliver Texans, så bliver det Bears, og de vælger ikke en quarterback, så Houston har formentlig stadig frit valg på andetvalget.

Dolphins 16 – 20 Jets

Nedturen bliver total for Dolphins, der misser slutspillet efter seks nederlag i træk. Jets har udspillet deres rolle, men de kan stadig drille divisionsrivalerne. Vinder Dolphins derimod og Patriots taber til Bills, så er Dolphins i playoffs.

Saints 23 – 20 Panthers

Ligegyldig kamp for begge hold, men vigtig kamp for begge trænere. Jeg tror, at Panthers vil være nede mentalt efter at have smidt en sejr mod Buccaneers i sidste uge, der kunne have bragt dem i førersædet i divisionen.

Steelers 24 – 21 Browns

Med en Pittsburgh-sejr her og mine forudsete nederlag til Patriots og Dolphins ender Steelers overraskende i slutspillet. Browns fik en sejr i sidste uge, men mine penge er på Steelers og en glad Teis Joranger.

Læs også: Sådan kommer Steelers i slutspillet

Eagles 26 – 20 Giants

Spiller Jalen Hurts? Uanset hvad så vinder Eagles. Det her er kampen, hvor Gardner Minshew trækker en kanin op af hatten og sender førstepladsen i NFC til Philadelphia mod divisionsrivalerne, der har sikret sig en plads i slutspillet, men som nok ikke kommer så meget længere.

Commanders 17 – 27 Cowboys

Commanders har udspillet sin rolle her og starter rookie Sam Howell på quarterback. Cowboys har stadig en teoretisk chance for at vinde NFC, og den vil de selvfølgelig gå efter. Så jeg forventer en udesejr her.

Broncos 24 – 23 Chargers

Broncos har spillet bedre de seneste uger, hvis man ser bort fra blamagen mod Rams, og der går rygter om, at Chargers måske vil spare startere her. Uanset hvad, så virker det som en kamp, som Chargers finder en måde at tabe til sidst. I sidste ende har det ikke den store betydning.

Seahawks 31 – 23 Rams

Seahawks slår selvfølgelig dårlige Rams, og så skal de ellers vente de lange timer, mens Packers og Lions spiller. Her skal de håbe på en sejr til Lions og så er slutspillet en realitet. Rams skal bare glæde sig til sæsonen er forbi.

49ers 34 – 20 Cardinals

49ers håber, at de kan vinde NFC, men det kræver en sejr og et nederlag til Eagles. Ikke helt urealistisk, men en vild udvikling, der virkede usandsynlig i starten af sæsonen, da quarterback Trey Lance brækkede anklen.

Packers 37 – 31 Lions

Packers har fundet melodien, og det ville næsten heller ikke være et rigtigt slutspil uden Green Bay. Alt, hvad det kræver, er, at de vinder over Detroit, og jeg tror at Aaron Rodgers trækker en klassisk Rodgers-præstation op af hatten og udspillet Lions-forsvaret.

Byes: Ingen

Sidste uge: 11-4 (Bengals-Bills ikke færdigspillet)
I alt: 165-88-2